Jørn Juul Sørensen, Det Radikale Venstre Norddjurs, arkivfoto

Jørn Juul Sørensen, Det Radikale Venstre Norddjurs, arkivfoto

Debat Norddjurs: Magten må påtage sig ansvaret - også når de underordnede chefer fejler, Jan Petersen

Af
Jørn Juul Sørensen

Radikale Venstre Norddjurs:

Er der slet ikke politisk anstændighed til?

Pengene er over en længere periode fosset ud af kommunekassen i Norddjurs Kommune.

Men det har ikke foranlediget korrektioner af de politiske prioriteringer. En fejlberegning på arbejdsmarkedsområdet fælder kommunen og pludselig er det økonomiske morads ude i lys lue.

Men det er jo ikke en tyv, der er kommet over natten.

Kommunernes Landsforening (KL) har undersøgt sagen og konkluderer blandt andet:

”Serviceniveauet i sammenligning med resten af landet har været stigende de senere år.”

”Norddjurs Kommunes serviceudgifter har ligget betydeligt over landsgennemsnittet.”

”Der er ikke i befolkningsudviklingen belæg for stigninger i serviceudgifterne sammenlignet med resten af landet.”

Uanset, at Jan Petersen udlægger KL’s rapport som en frikendelse af det politiske system – så findes der ikke mange fortilfælde i Danmark på, at magten går fri, når der begås fatale fejl. Magten må påtage sig ansvaret - også når de underordnede chefer fejler. Sådan er det bare! Har man magten – har man også ansvaret. Spørg bare i SKAT, bankernes direktioner, pensionsselskaberne – ja sågar i ministerierne kan det hænde.

Norddjurs Kommunes økonomi er en historie om en politisk ledelse, der ikke politisk har kunnet styre de økonomiske prioriteringer over flere år. Det kan ikke tørres af på underchefer, administratorer og sagsbehandlere. Det ansvar har det politiske flertal og flertallets chef.

Borgmesteren er højeste instans i en kommune og kan ikke fjernes i den 4 årige periode, han er valgt. Der er ikke mulighed for at fremsætte en mistillidsdagsorden som det f. eks er i Folketinget – det ville der nok heller ikke være et flertal der turde.

Derfor kan man bare appellere til den almindelige politiske anstændighed, Jan Petersen.

Indkald til et konstitueringsmøde og lad magten gå af hænde - til hvem der tager den."

Publiceret 13 November 2018 17:35

SENESTE TV