Kommunalvalg 2017
Ebba Grethe Møgelvang (tv.) og Michael Mikkelsen placerer Dansk Folkeparti i det politiske centrum, hvor fokus er på løsninger  i stedet for soloudmeldinger. Foto: DF
Ebba Grethe Møgelvang (tv.) og Michael Mikkelsen placerer Dansk Folkeparti i det politiske centrum, hvor fokus er på løsninger i stedet for soloudmeldinger. Foto: DF
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

KV17: Dansk Folkeparti kommer med nye Blå Briller

To DF-kandidater vil placere partiet i centrum eller maskinrummet, som de også kalder det, i en ny byrådsperiode

Dansk Folkeparti i Syddjurs har to mandater i det nuværende byråd, Per Dalgaard og Laila Sortland.

Førstnævnte, der har rundet de 73, er partiets spidskandidat til det kommende valg, og det bliver hans sidste, fortæller han til Lokalavisen.

I partiet er der en tro på, at det nuværende mandattal kan fordobles. Går det til held, vil det betyde, at lokalformand Ebba Grethe Møgelvang Laursen, Mørke og kasserer i lokalafdelingen, Michael Mikkelsen, Ryomgård, står på spring til en plads i det nye byråd.

De to er enige om, at Dansk Folkeparti i et nyt byråd fortsat skal være en del af blå blok, men også, at de nye 'blå briller' ser partiet som et midterparti, der jagter løsninger i det, der med en politis kliché gerne kaldes det politiske maskinrum.

“Vi vil søge samarbejde bredt og til begge sider i det nye byråd. Udgangspunktet for Dansk Folkeparti i Syddjurs er, at vi er forankret som et blåt parti, men vi vil arbejde for, at byrådet skal arbejde bredt i den kommende valgperiode. Vi er drevet af at finde løsninger der gavner borgerne i Syddjurs,” skriver duoen i en fælles programerklæring, hvor de tydeligvis arbejder på at holde en balance i forhold til partiets to nuværende byrådsmedlemmer, men også erkender, at lokalpolitik også handler om at positionere sig.

Friplads det første år

Møgelvang & Mikkelsens velfærdspolitiske synspunkter afviger ikke en tomme fra, hvad også en politiker fra rød blok vil kunne lire af i søvne. Børn, unge og ældre skal behandles godt, og det er en kommunal opgave at sikre, at det sociale sikkerhedsnet er finmasket.

Dansk Folkeparti er parate til at tilbyde tilflyttende børnefamilier til Syddjurs friplads det første år til en daginstitution.

“Far og mor som skal passe deres jobs, skal kunne være sikre på, at vi som kommune virkelig kan levere på dette område. De midler fripladser måtte koste i en periode, ser vi som investering i fremtiden, og dækkes også af det øgede skatteprovenu som tilflytterne genererer,” lyder det.

Ja til skattelettelser

Møgelvang & Mikkelsen mener godt, at velfærdsforsikringerne kan gå hånd i hånd med, at kommuneskatten får et nøk ned ad. Kommuneskatten i Syddjurs er på 25,9 procent, og det har den været siden 2014.

Den borgerlige fløj har med jævne mellemrum talt varmt for, at skatteniveauet er en hæmsko for at tiltrække nye borgere, mens venstrefløjen modsat hævder, at nye og økonomisk velpolstrerede børnefamilier langt mere kigger på seriviceniveauet.

“Kommunekassen har nået et fornuftigt niveau. Derfor mener vi også, at vi kommer til at være ærlige over for borgerne og melde ud, at vi siger ”tak for lån” for jeres penge, og nu kan skattetrykket justeres, samtidig med, at økonomien køres i faste rammer, så der ikke kommer unødige udsving i kassebeholdningen. Samlet set mener vi, at det er Byrådets fortjeneste, at kassebeholdningen er i fin form.”

Ambitionen for Dansk Folkepartis arbejde de næste 4 år, vil være, at søge maksimal indflydelse på udviklingen i Syddjurs, lover begge.

“Vi vil bevise dette via samarbejde i byrådets udvalg og i byrådssalen."

Publiceret: 14. September 2017 12:27

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Norddjurs

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Norddjurs
Seneste
Lokalavisen Norddjurs
Mest læste
Lokalavisen Norddjurs
112