Kommunalvalg 2017
Jacob Bundsgaard
Jacob Bundsgaard
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

KV17 - debat Syddjurs: Letbanen skal på skinner – også på Djursland

Af regionsrådsformand, Region Midtjylland, Bent Hansen (S) og borgmester, Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S):

“Letbanen skal i drift, og det skal gå hurtigt. Aarhus Letbane arbejder p.t. på en tidsplan for åbningen, og vi forventer selvfølgelig, at der i planen fortsat er åbning af strækningen til Grenaa i 2018.

Vi forstår (jf. debatindlæg i Adresseavisen Syddjurs den 8/11) at SF'ere fra Norddjurs og Syddjurs Kommuner er bekymrede for, om letbanen på Djursland bliver prioriteret.

Læs også: Trafik. Letbanen - også for Djursland

Det bliver den. I samarbejde med andre involverede parter (fx Banedanmark) arbejdes der på sagen og godkendelser mv., så der igen kommer trafik på skinnerne på Djursland. Præcis som SF glæder vi os til, at Djursland får det markante løft i den kollektive trafik, som letbanen bliver for Djursland og andre dele af Østjylland. Grenaabanen er også helt afgørende for forbedringen af mobiliteten i en stribe kvarterer og bysamfund i Aarhus Kommune fra Risskov over Lystrup til Skødstrup, så vi har i allerhøjeste grad fokus på at få den bane på skinner.

At Aarhus Kommune samtidig vil undersøge mulighederne for letbane-opkobling til havneudviklingsområdet Aarhus Ø, har ingen betydning for, om letbanen kommer på skinner på Djursland. Aarhus Ø er en væsentlig del af mobiliteten i Aarhus, og vi ser ikke, at dette skulle betyde forringelser for den gode betjening af stationer på Grenaabanen i Aarhus, Syddjurs og Norddjurs Kommuner. Vores forventning er også, at letbanen har kørt længe – også til Djursland, før der overhovedet vil kunne sættes en spade i jorden til en eventuel udbygning af letbanen til Aarhus Ø.

SF gør sig på nuværende (valgkamps)-tidspunkt helt unødvendige bekymringer om Aarhus Ø, når det handler om Djursland. Det samme gælder billetpriserne. Vi må minde om, at billettakster ikke er et anliggende for hverken Aarhus Kommune eller Region Midtjylland. Det er suverænt trafikselskabernes (i vores region er det Midttrafiks) opgave i Danmark.

Men vi kan heldigvis konstatere, at vi er fuldt og helt enige med SF om, at der skal tog på skinnerne til Djursland i 2018. Og med de tilkendegivelser SF kommer med, håber vi da, at SF fortsat er positive over for investeringer i den kollektive trafik.”

Bent Hansen. Foto: Anne Mette Kleis-Kristoffersen
Bent Hansen. Foto: Anne Mette Kleis-Kristoffersen

Publiceret: 11. November 2017 18:28

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalvisen Folkebladet

ANNONCER
Se flere