Kommunalvalg 2017
Jørn Juul Sørensen
Jørn Juul Sørensen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

KV17 - debat Norddjurs: Opret et klimasekretariat

Af Jørn Juul Sørensen, Radikale Venstre, KV 17 spidskandidat:

"Norddjurs Kommune er i fuld gang med at formulere den kommende energi- og klimapolitik. En politik der sandsynligvis både vil indeholde afværgeforanstaltninger i forhold til vandstandsstigninger og oversvømmelser, bidrag til nedbringelse af energiforbruget og CO2 og initiativer til mere grøn vækst. 

Lad ikke dette arbejde bare blive et stykke papir i skuffen. Ideerne skal omsættes til initiativer og handlinger. 

Derfor stiller Radikale Venstre forslag om, at der som en del af handlingsplanen etableres et klimasekretariat. 

Et sekretariat med ex. 2 medarbejdere der skal sikre implementeringen af klimahandlingsplanen tværfagligt i kommunens forvaltninger. De to medarbejdere, der har klima- og energikompetencer, skal holde dampen oppe og sikre at projekter koordineres og gennemføres tværfagligt i kommunens planlægnings- og driftsorganisation. Sekretariatet kunne passende ligge i en grøn pavillon på torvet i Grenaa. 

Men ikke nok med det. Sekretariatets vigtigste opgave vil være som fødselshjælper til erhvervslivet. Hele erhvervslivet, havnen, turismen, håndværksmesteren og landmanden skal omstilles til bæredygtig grøn vækst. De skal kunne hente rådgivning om grønne initiativer, finansiering samt få hjælp til etablering af netværk og uddannelsesmuligheder. 

Men også den enkelte borger skal kunne hente hjælp og vejledning i klimasekretariatet. F. eks i forhold til energirigtig renovering af en bolig. F. eks i forhold til miljørigtig affaldshåndtering. F. eks. i forhold til etablering af bæredygtig kollektiv energiforsyning i landdistrikterne ved etablering af lodret jordvarme i kombination med varmepumpe. 

En lille investering for kommunen – der kommer tifold tilbage gennem økonomiske besparelser og et bæredygtigt samfund."

 

Publiceret: 22. April 2017 19:15
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Norddjurs

ANNONCER
Se flere