En gul strikket kat på vej ned ad en lygtepæl på Ebeltoftvej i Mørke.

En gul strikket kat på vej ned ad en lygtepæl på Ebeltoftvej i Mørke.

Mørke:

Uldkællingerne pepper byen op

Uldkællingerne har igen været på raid med humørbomber i gadebilledet

Af
Anette Bonde

Mandag aften i februar. Det regner. På vejene i Mørke ser man kun billygter, der ind imellem kløver mørket, før det igen pakker byen ind. Det regner, folk holder sig inde.

Men hov, der er alligevel en lille flok på vejene. Under munter snak dekorerer de skilte, hegn og træer med emojies og smileys. Uldkællingerne slår til igen!

“Det var et møgvejr, så der var med 100 procent sikkerhed ingen der så os rende rundt i flere lag tøj og hænge op”, smiler Nanna Exner, én af de syv Uldkællinger, som de har besluttet at kalde sig.

I tidens løb har de flere gange overrasket byens borgere og gennemrejsende pendlere. De har strikket små røde nisser til bilernes anhængertræk, viklet skilte ind i røde og hvide striber, så de lignede sukkerstokke, fyldt parkens sø, træer og græs med dyr og fugle og meget andet. Alt kommer natten over uden varsel, og forsvinder lige så pludseligt igen.

Gule smileys overalt

Der blev hængt 42 smileys op, men flere er kommet til siden, og nogle er også forsvundet. Ved stationen ud imod Stationsvej hænger én på toenhalv meter i diameter, og på den anden side af stationen, tager 10-12 mindre smileys imod passagerne, når de stiger af toget. I parken stråler gule smileys på træerne, ved skolen hænger de, og ved alle byporte er der sat smileys op. Alle vejskilte har også fået en smiley.

”Så det er det sidste, man ser inden man skal på arbejde, og det første, når man kommer træt hjem igen.”

Uldkællingernes hensigt med deres raids er kort fortalt at sprede glæde.

“Det at vi kan, forpligter lidt - har man en gave, noget man er god til, så skal man også gøre brug af den. Vi synes jo bare, at vi har haft det sjovt, og så kan vi glæde så mange mennesker.”

Gule smiley’er tager imod passagerne, når de stiger af toget i Mørke.

Gule smiley’er tager imod passagerne, når de stiger af toget i Mørke.

Publiceret 22 February 2016 17:00