'Lær af dyr og få et bedre liv'

Winnie Stubkjær Laursen har en helt særlig forbindelse til dyr

Af
Anette Bonde

Winnie Stubkjær Laursen, Vivild, der er aktuel med bogen “De kloge dyr - om følelser, tanker, adfærd & behov”, har med sin særlige fornemmelse for dyrs adfærd og velbefindende, hjulpet mange dyr i tidens løb. Selv har hun også lært en masse, siger hun.
“Dyr er langt klogere end mennesker ofte er. Når jeg er blevet ført ind i dyrenes livssyn og essens, ser jeg en kerne i dem, som mennesker virkelig kan lære af. Ved at forstå dyrene bedre, får mennesker optimale muligheder for selv at få det bedre. Det vil ikke alene forandre vores syn på dyrene og deres adfærd, men også på os selv og hele verden.”

Adfærdskonsulent

Winnie Stubkjær Laursen er adfærdskonsulent og healer. Hun underviser også, blandt andet i lederudvikling og i stresshåndtering, både for grupper og enkeltvis. Hun arbejder med telepati som værktøj samt viden om kropssprog, psyke, relationsbevidsthed og interaktion.
På nettet kan man læse, at mange også har nydt godt af hendes evner som behandler, og hun får nogle ovenud positive bedømmelser, hvor hendes klienter anbefaler hende til andre. I mange tilfælde har hun klaret konsultationen over telefonen uden at tilse dyret.
Også flere dyrlæger har erkendt hendes evner, og hun har igennem årene arbejdet sammen med flere af dem om forskellige dyr.

De kloge dyr

I bogen “De kloge dyr” fortæller hun om dyrenes behov, sproglige evner, tidsfornemmelser, intelligens, adfærd og meget andet. Hun var inde på det i forvejen, men hun fik potentialet hos dyr bekræftet af sin læremester ponyen Shinto, som hun mødte under en behandling for 16 år siden.
Shinto skulle aflives og stod i en boks på den gård, hun var ude på for at tilse et andet dyr. Han kaldte på hende, og hurtigt stod det klart, at hun her havde fundet den sjæl, der skulle vise hende vej.
“Han bragte mig dyrenes livssyn: hvordan de ser på sygdomme, livet og mennesker. Han viste, at dyrene er bevidste om vigtigheden af at udvise kærlighed overfor mennesker. Når dyr går op imod mennesker, er det for at lære dem noget. Det eneste tidspunkt, de gør modstand på, er når der er noget, der er behov for at blive forandret.”

Har videnskaben med sig

Winnie Stubkjær Laursen understreger, at hun har videnskaben med sig.
“Forskere har slået fast, at dyrene er bevidste væsner med følelser og tanker svarende til vi mennesker. Videnskaben har også bevist, at telepati er et faktum.”
Selv har hun mere end 16 års erfaring med etisk korrekt telepati, fortæller hun.
Hun har tit hørt skepsis over hendes evner.
“Hun er da kuk, siger nogle. Jeg syntes også selv, det var lidt underligt, indtil Shinto lærte mig noget andet. Derfor henviser jeg også til dyrlæger, en anerkendt forsker, landsholdsryttere med flere i min bog.”
Når folk har læst den, får hun til gengæld ofte at vide, at de har fået et nyt og kærligt forhold til dyrene, og irritation over dagligdags konflikter er forsvundet.

Publiceret 05 November 2014 14:00

SENESTE TV