Kommunalvalg 2017
Sofie Saxtoft Højlund
Sofie Saxtoft Højlund
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kronik: Kærlighedserklæring til Molsskolen fra en tilflytterfamilie

Af Sofie Saxtoft Højlund, Sølballegaard, Fuglsø:

“I en årrække har tendensen været, at kommunernes servicetilbud samles i de større byer – at forventede stordriftsfordele har resulteret i større institutioner og fokus på at skabe stærke bycentre. En tendens som også spores i Syddjurs Kommune, blandt andet på skoleområdet hvor ny tildelingsmodel og strukturdiskussioner synes at pege i retning af større enheder. Men man risikerer at overse helt afgørende faktorer, når man betragter skoleområdet med snævre skoleøkonomiske briller, frem for at vurdere kvaliteten og den rolle, den enkelte skole spiller – ikke kun for faglighed og trivsel på skolen, men også for udviklingen i de små lokalsamfund og overordnet for kommunens mulighed for at tiltrække børnefamilier og virksomheder til kommunen.

Jeg vil her beskrive min families oplevelser af at flytte fra indre København til Mols, og især vores møde med børnenes nye skole, Molsskolen. For os har dette møde været fuldstændigt afgørende. Det har givet os helt nye perspektiver på, hvad en stærk, lokal folkeskole betyder for miljøerne på landet, og det har samtidig bekræftet os i, at landsbyen rummer de muligheder, vi savnede i storbyen – og mere til.

Når min mand og jeg kan se tilbage på i alt 13 år i København, så skyldes det mest af alt uddannelse, karriere og tilfældigheder. Efterhånden fik vi gode job og tre børn, og vi slog rødder uden egentlig at tænke så meget over, hvor eller hvordan, vi gerne ville leve vores liv.

Mod slutningen af sommeren sidste år fik vi et hint fra en god bekendt. En gård i helt fantastiske omgivelser på Mols var til salg. Vi blev stormende forelskede i ”Sølballegaard”, i naturen og roen på landet - den romantiske drøm om græs mellem tæerne blev hurtigt vakt. Dernæst fulgte det mere kedelige realitetstjek: Hvordan fungerede basale servicetilbud såsom skoletilbud, transport og internetadgang mon på Mols? Efter kort betænkningstid blev beslutningen dog truffet: Livet i storbyen var slut og drømmen om et liv på landet skulle udleves. Pointen er, at man forelskes i et sted – ikke i et kommunalt servicetilbud - , men man tager først skridtet og flytter hele familien, når man tør tro på, at hverdagen reelt kan fungere.

Én væsentlig bekymring gik på, om vores tre børn ville kunne få en socialt og fagligt acceptabel skolegang langt ude på landet, også uden at vi ville blive kvalt i transporttid, så vi gik straks i gang med at researche på skoler i området. Her faldt vi hurtigt over den lille lokale folkeskole, Molsskolen, som viste sig at være særlig. På internettet fandt fx vi skolens egen Youtube-kanal med lærer- og elevinterview, indslag om aktiviteter, pædagogiske principper og samspillet med områdets øvrige institutioner og – ikke mindst – den fantastiske natur i Mols Bjerge. Skolens egen hjemmeside var ny og flot og også spækket med billeder, information og muligheden for at tilmelde sig det ugentlige nyhedsbrev. Og også på Facebook og Instagram fandt vi skolens profil med fotos og opslag. Det var i sig selv fordomsnedbrydende, at en ”udkants-skole” var så langt fremme i de digitale sko, men mest af alt gav det os et billede af en skole og en skoleleder, som har lyst til at åbne sig mod omverdenen, og som ikke er bange for at vise, hvordan alt fra mobning til skolereform, forældresamarbejde og skolefester bliver håndteret – både helt konkret og på et værdimæssigt plan. Noget ikke bare skoler på landet, men skoler helt generelt kunne lære af.

Da vi tog kontakt til skolen, blev vi hurtigt inviteret til et introduktionsmøde, hvor vi blev mødt af skoleleder Claus Peter Olesen sammen med personale og en gruppe børn. Det var tydeligt, at alle vidste, vi skulle komme, og at man havde glædet sig til at møde ”de nye”. Skolelederen indledte med at fortælle, at vi var ”kommet til en af landes bedste skoler” og underbyggede med fortællinger om brugen af de helt særlige rammer, som omgiver skolen (Nationalpark Mols Bjerge) og de særligt stærke lærerressourcer, han mente, skolen havde kunnet tiltrække. For os var det ganske nyt og uventet at møde en folkeskoleleder, som uden tøven og med tydelig stolthed kommunikerede så stærkt, og som også kunne dokumentere sine ord med flotte resultater i både trivselsmålinger og faglige tests. Endelig blev vi sat i kontakt med en forælder på skolen, som kunne hjælpe os til at falde godt til og give information om fritidstilbud i området. Til sammen gav oplevelsen os en stærk følelse af at være velkomne og af at være havnet et ganske særligt sted, hvor fællesskab og åbenhed er naturlige grundpiller. Mødet med Molsskolen overbeviste os ganske enkelt om, at det var en god beslutning at flytte fra storbyen til Syddjurs.

Vores børn nåede inden sommerferien 3 måneder på Molsskolen i 1. og 4. klasse, og deres første tid på skolen har fuldt ud levet op til de høje forventninger, der blev skabt op til skolestart. Vi har oplevet en utrolig imødekommenhed og hjælpsomhed fra lærere, elever og forældre. Det er ikke nemt at flytte, når man er 7 og 10 år og må tage afsked med gode venner og et liv, man holder af, men der er ingen tvivl om, at processen er blevet meget lettere, fordi alle har været opsatte på, at vi skulle falde godt til på Mols.

Når vi har fået en så positiv velkomst, handler det nok til dels om, at Mols har været præget af faldende børnetal og truslen om skolelukning - børnefamilier er derfor i høj kurs. Samtidig må skolen konkurrere med 2 friskoler i nærheden. Det er altså hårde odds, ikke mindst i en tid hvor også skolereform, inklusionskrav og andre nye tiltag sætter hverdagen under pres. Det er dog meget tydeligt at mærke, at man på Molsskolen bevidst har fravalgt offerattituden og insisterer på en anden vej. Man tager ikke noget for givet og ved, at hvis det lille smørhul også i fremtiden skal have noget at byde på, så gælder det om at løfte i flok og om at tænke kreativt. Fx har man valgt at indføre ny struktur, hvor flere klassetrin undervises sammen. I udgangspunktet handlede det nok mest om at gøre skolen økonomisk mindre sårbar for små årgange, men samtidig insisterer man på, at det også skal give pædagogisk mening, bl.a. så store børn hjælper små børn, så man får nye muligheder for faglig differentiering, og så børnene oplever et større fællesskab på tværs af årgange.

Molsskolen er blevet et væsentligt aktiv for vores families samlede liv, fordi den sammen med lokale ildsjæle påtager sig rollen som kraftcenter i lokalsamfundet, og fordi den så tydeligt markerer, at hér er alle velkomne og hér er der højt til himlen og vide horisonter i både konkret og overført betydning. Ved at stå stolt og tydeligt frem med det, der gør netop denne skole helt speciel, tror jeg, man fremmer både stoltheden hos den enkelte lærer og elev. Og som forælder får man samtidig lyst til at bidrage og bakke op.

Jeg håber, min families fortælling kan være med til at anskueliggøre, hvilken betydning velfungerende folkeskoler kan have for de små samfund – og for muligheden for at tiltrække nye familier til landområderne. Drømmen om et liv på landet lever hos mange storbyboere. Ikke kun fordi man ønsker natur og ren luft, men også fordi man længes efter at udskifte storbyens anonymitet med nærvær og forpligtende fællesskaber i de må landsbymiljøer. Men samtidig havde det ganske enkelt været udelukket for os at flytte til et område, hvor børnene dagligt skulle fragtes langvejs for at komme i skole, eller hvor den lokale skole var dårligt fungerende. Man skal kunne se, at hverdagen kan fungere.

Jeg mener, at udviklingen af stærke, lokale institutioner, som giver grobund for fællesskab og spiller aktivt sammen med den unikke natur, bør ses som det måske væsentligste aktiv i kommunens branding- og tilflytningsstrategi. Skolen er andet og meget mere end rum for læring! I de små samfund er en velfungerende folkeskole ikke blot et kommunalt servicetilbud på linje med så mange andre - den er også aktivitetsgenerator, mødested, en troværdig reklamesøjle udadtil og et vigtigt symbol på liv.”

Publiceret: 10. August 2017 22:40

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Norddjurs

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Norddjurs
Seneste
Lokalavisen Norddjurs
Mest læste
Lokalavisen Norddjurs
112
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt