Kommunalvalg 2017
Lars Norman Thomsen
Lars Norman Thomsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kommentar: Der er budt op til bal i den borgerlige lejr

Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

"Borgerlistens debuterende spidskandidat, Leo Petersen, Allingåbro, fik i weekenden en lammer, som han sikkert ikke lige glemmer med det første.

I?et debatindlæg på norddjurs.lokalavisen.dk om mulighederne for et politisk systemskifte efter Kommunalvalget, kom Leo Petersen til at sige, at både Borgerlisten og Dansk Folkeparti er enige om at pege på Venstres Kasper Bjerregaard som ny Norddjurs borgmester.

Hvad hjertet er fuldt ad, løber munden som bekendt over med, men den gode Leo Petersen var en postgang for tidligt på den.

Dansk Folkepartis Steen Jensen var hurtigt ude med en kold afvisning. Det tekniske valgforbund, som Venstre, Borgerlisten og Dansk Folkeparti har indgået, forpligter ikke trioen til at opføre sig synkront på valgnatten.

Steen Jensen kunne måske have tilføjet, at Dansk Folkepartis stillingtagen til fremtidig borgmester afhænger meget af, hvilke kandidater, som partiet får valgt ind i den nye kommunalbestyrelse. Det gjorde han ikke, men mon ikke partiets stillingtagen, afhænger af, om den nuværende Jan Petersen-støtte, Inger K. Andersen, opnår genvalg.

Det hjalp dog ikke Leo Petersen, som i et forsøg på at komme i offensiven, i stedet måtte fedtspille og offentligt beklage, at han havde gjort i nælderne.

Heller ikke hans angreb på de to andre borgerlige borgmesterkandidater, Jens Meilvang (Liberal Alliance) og Benny Hammer (Konservative), skabte jubelscener. Antydningen af, at de to i 2013 udelukkende indgik konstitueringsaftale med borgmester Jan Petersen (S), fordi det kunne sikre dem et par givtige ben, var heller ikke heldig.

Fakta er jo, at valget i 2013 gav 14 mandater til 'rød side' og 13 til 'blå side'.

Ergo kunne Meilvang/Hammer vel ikke gøre andet end at søge indflydelse?

Hvorom alting er, så afslørede weekenden, at det fortsat er svært at tro på borgerligt sammenhold efter KV17.

Jan Petersen kan sidde roligt i stolen og spille spillet på valgnatten med pokerface.

De sidste brikker til, at puslespillet kan gå op, fik han foræret i weekenden.

Publiceret: 08. September 2017 06:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Norddjurs

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Norddjurs
Seneste
Lokalavisen Norddjurs
Mest læste
Lokalavisen Norddjurs
112