Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kommentar: Award-tanker til eftertanke

Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

Hvem formår at samle i omegnen af 6-700 tilskuere til et Syddjurs arrangement?

Det er svært at komme i tanker om andet end Syddjurs Award.

Det skete igen i sidste uge i Rønde Idrætscenter, hvor der allerede klokken 16.59 var masser af leben i café og tilstødende lokaler.

Det er altid en fornøjelse at bivåne et gæstende publikum, der tydeligvis nyder timen før showstart i hallen med at få lidt godt til ganen og netværke på kryds og tværs.

Centerchefen og hans crew havde atter sørget for et overdådigt forspil med god mad og god betjening.

Syddjurs Award startede for seks år siden i Kom-Bi i Hornslet i et samarbejde mellem Syddjurs Kommune og Adresseavisen Syddjurs.

Efter to år i Hornslet blev lokalerne for små, og de seneste fire år har Rønde Idrætscenter været centrum for begivenheden.

Syddjurs Award er først og fremmest en god lejlighed til at hylde en række mennesker, der på frivillig basis gør en forskel i deres lokalområde i kommunen.

Grundidéen fra start var at samle de mange forskellige hyldestceremonier i kommunen til en stor, som ikke var glemt dagen efter, at den sidste skåltale var læst op.

Som garniture skulle aftenen krydres med underholdning på et niveau, der ikke fremkaldte svedige hænder på tilskuerpladserne eller i kulissen.

Underholdning med et lokalt tilsnit vel at mærke.

Konceptet har stort set været det samme i de seks år, hvor der har været afviklet Syddjurs Award.

Seks år er lang tid, og måske er tiden nu kommet, hvor nye bolde og tanker skal kastes op i luften?

Politikerne, de fleste, hylder ganske vist Syddjurs Award i høje toner, men jo alligevel ikke fuldtonet.

Forsøg på at få Syddjurs Award decideret med på den kommunale finanslov som en blok, er hidtil strandet. Det vil derfor være velgørende, om det nye PUK-udvalg vil melde klart ud. Er Syddjurs Award kommet for at blive? Og i hvilken form?

Syddjurs Award er funderet i en lokal-lokal tankegang, hvor der er noget at komme efter for det brede Syddjurs-segment af borgere.

Begynder man at pille ved dette, er det forsåvidt okay, men så er det et andet og sikkert også mere navlebeskuende arrangement for en mindre sluttet kreds, der skal være ledetråden. Hvad mener læserne?

Publiceret: 22. Marts 2018 20:44

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalvisen Folkebladet

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt