: Provst Benedikte Bock Pedersen, provst i Syddjurs, erkender, at de faldende dåbsprocenter umiddelbart ser drastiske ud, men også, at der bag tallene gemmer sig den forklaring, at befolkningens sammensætning over ti år har ændret sig væsentligt, fordi flere indvandrere med en anden religiøs baggrund er blevet en del af Danmark, og dermed også Syddjurs
: Provst Benedikte Bock Pedersen, provst i Syddjurs, erkender, at de faldende dåbsprocenter umiddelbart ser drastiske ud, men også, at der bag tallene gemmer sig den forklaring, at befolkningens sammensætning over ti år har ændret sig væsentligt, fordi flere indvandrere med en anden religiøs baggrund er blevet en del af Danmark, og dermed også Syddjurs
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kirke: Vender Syddjurs borgerne folkekirken ryggen?

På landsplan er 75,9 procent af befolkningen medlem af folkekirken. I Syddjurs er det 83,7 procent. Umiddelbart ikke alarmerende tal, men hvad gemmer der sig bag dem i en tid med faldende dåbsprocenter?

“Tilslutningen til den danske folkekirke falder i en fart, så det kan få store konsekvenser for dens position i det danske samfund. Således meldte hele 24.728 personer sig aktivt ud af folkekirken i 2016. Det er ifølge Danmarks Statistik næsten dobbelt så mange som gennemsnitstallet for de seneste 10 år,” kunne man forleden læse i Information.

Er der så grund til at råbe vagt i gevær, spørger Information. Nej, ikke nu og her, for 75,9 procent af Danmarks befolkning er fortsat medlem af Folkekirken og betaler deres kirkeskat.

Sammenlignet med vores naboer i Norge og Sverige er det et højt tal. I Sverige, hvor kirken, modsat Danmark, er adskilt fra staten er tallet blot 63 procent, mens det i Norge er 73 procent. Norge står foran en adskillelse af kirke og stat.

I 2006 var 83 procent af den danske befolkning medlem af folkekirken.

83,9 procent i Syddjurs

Til sammenligning er medlemstallene højere i Syddjurs.

Ifølge provsti.dk, så bor der 41.969 beboere i Syddjurs lige nu. Heraf er de 35.129 medlemmer af folkekirken, det giver en medlemsprocent på 83,7.

I første kvartal 2007 boede der 40.997 beboere i Syddjurs. Heraf var de 36.352 medlemmer af folkekirken, det giver en medlemsprocent på 88,6. 

Udmeldelser

61 borgere i Syddjurs forlod folkekirken i 2015, mens 157 gjorde det i 2016 (kilde: Statistikbanken).

Provst Benedikte Bock Pedersen peger på, at 64 meldte sig ud i 2. kvartal 2016, hvor Ateistisk Selskab, der arbejder for adskillelse mellem religion og stat, netop kørte en kampagne ved påsketid.

Dåbstal

I 2016 var dåbsprocenten for børn i alderen 0-1 år 61,6 procent i Danmark. I 2006 lød den på 74,5 procent, ifølge Danmarks Statistik.

“I 2015 meldte 278 Syddjurs borgere sig ind i folkekirken. Hovedparten selvfølgelig ved dåb. Vi døbte i kirkerne 290 børn ud af 320 fødte, men  et skjult tal her er selvfølgelig det med folkeregisteradressen, fordi der døbes en del, som ikke har folkeregisteradresse i Syddjurs,” siger Benedkte Bock Pedersen. 

  • I 2016 blev der født 308 børn i Syddjurs - i aldersgruppen 0-1 årige blev 235 døbt svarende til en dåbsprocent på 76.
  • I 2007 blev der født 427 børn i Syddjurs - i aldersgruppen 0-1 årige blev 398 døbt svarende til en dåbsprocent på 93.

“Faldet i dåbsprocent ser drastisk ud, men tal er  ikke bare tal. De skal jo ses i lyset af en forandret befolkniningssammensætning, og tallene tager således ikke højde for forældres religiøse baggrund,” siger Benedikte Bock Pedersen.

 

Fejlagtig kampagne

Benedikte Bock Pedersens kollega i Hjørring, Thomas Reinholdt Rasmussen, forholdt sig forleden i Kristeligt Dagblad til de lave dåbsprocenter.

Han startede med at opliste følgende facts med Danmarks Statistik som kilde:

I 2016 blev der født 61.614 børn i Danmark.

Af dem var 11.385 børn af indvandrere og 1916 børn af efterkommere af indvandrere. Det betyder, at 48.313 børn er født af ”moder med danske oprindelse”, som Danmarks Statistik definerer det. Der fødes altså 13.301 børn af indvandrere og efterkommere af indvandrere.

Folkekirkens dåbstal af nyfødte er 42.026. Det betyder, at hvis vi kun regner med fødte af ”moder med dansk oprindelse”, så er dåbsprocenten 87 procent.

“Og det mest interessante tal i denne forbindelse har man simpelthen ikke. Man har nemlig ikke tallet på folkekirkens medlemmers dåbsprocent – altså om folkekirkens medlemmer døber deres børn. Det manglende tal forhindrer dog ikke folkekirken i at lave dåbskampagner rettet mod netop denne gruppe. Selvom tallene altså grundlæggende tyder på noget helt andet,” skriver Thomas Reinholdt Rasmussen.

“Det tyder på, at folkekirkens kampagne skal rette sig mod indvandrerne, og det er en helt anden opgave. På vores egn har vi mange polakker, der får deres børn fødselsregistreret her, og som siden tager tilbage til Polen i en weekend for at få barnet døbt i den katolske kirke. Er de indstillet på at få barnet døbt i folkekirken? Er muslimen eller den asiatiske buddhist? Skal dåbskampagnerne målrettes på polsk, tysk, syrisk, arabisk? Vi taler om kampagner blandt ikke-medlemmer. Det kaldes mission,” konkluderer provsten fra Hjørring.

 

Publiceret: 24. Marts 2017 10:39
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Norddjurs

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere