Jens Holst (forrest) nyder Kafé Kolinds mange forskellige tilbud, og han ser i særdelshed frem til en juleaften i godt selskab. Foto: Simon Carlson
Jens Holst (forrest) nyder Kafé Kolinds mange forskellige tilbud, og han ser i særdelshed frem til en juleaften i godt selskab. Foto: Simon Carlson
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Jul: “Alternativet er at sidde alene juleaften. Det er sgu da røvkedeligt”

Hyggeligt selskab og god mad. Kafé Kolind inviterer til juleaften for udsatte og enlige og alle andre, der har lyst.

Juleaften på Kafé Kolind

Har man lyst til at fejre jul på Kafé Kolind kan man tilmelde sig hos leder af værestedet Bente Møller på tlf: 86 39 55 54.

Det koster 100 kroner at deltage, og heri er der inkluderet mad og drikke. Derserveres ikke alkohol på værestedet.

Kafé Kolind mangler stadig frivillige til at hjælpe med diverse ting juleaften - blandt andet kørsel. Har man lyst til at hjælpe til, kan man kontakte Bente Møller på ovenstående telefonnummer.

Kafé Kolind åbner klokken 14 juleaften. Klokken 18 serveres middagen. Aftenen slutter klokken 21.  

 

 

Jens Holst sidder alene ved et bord og bladrer stilfærdigt i avisen. Han er en spinkel mand i en ulden sweater. Lettere bidt af tidens tand. Bag ham kører en livlig snak, mens der bliver skramlet med en bradepande i køkkenet. Der dufter af koteletter i fad og farsbrød og allermest af tarteletfyld. Alle de dele, der foregår rundt om Jens Holst lige nu, er grunden til, han kommer i Kafé Kolind.

Her er der plads til både at sidde for sig selv med avisen eller få sig en sludder over en god hjemmelavet frokost med nogle af de andre brugere af værestedet, der primært henvender sig til enlige og udsatte borgere, men i øvrigt er åbent for alle. Det er der også juleaften. Det er også derfor, Jens Holst på den særlige aften igen tager turen fra Stabrand, hvor han bor alene, til Kolind for at fejre julen med andre, der ellers også kunne se frem til at tilbringe julen for sig selv.

“Når man er alene, er det rigtig meget værd, at man har et sted at være, hvor der er nogen at komme ned og snakke med. Det har en rigtig stor værdi. Og juleaften er bare en speciel dag, så den har jeg også valgt at holde her på caféen. Alternativet for mig er at sidde alene juleaften. Det er sgu da røvkedeligt,” konstaterer Jens Holst med et smil.

 

Støtter lokalt

Kafé Kolind er efterhånden ved at have god erfaring med at holde juleaften for den enlige og udsatte. Værestedet har holdt traditionen i hævd siden 2005. De seneste tre år har det kunnet lade sig gøre at afvikle aftenen med hjælp fra lokale sponsorer i form af Danbolig Kolind og Nordea, hvorfra henholdsvis Mikkel Thingvad Kristensen og Kim Rosendahl Kristensen er helt enige om vigtigheden i at være en del af hjælpe julestemningen på vej.

“Der er et rigtig godt budskab i det her arrangement, så der er selvfølgelig noget goodwill for os i at være med i det, men det handler også om, at vi gerne vil støtte noget lokalt, hvor vi kan se, at det har en effekt og samtidig bakke op om nogle lokale ildsjæle,” fortæller Mikkel Thingvad Kristensen.

Mikkel Thingvad Kristensen fra Danbolig, Kafé Kolinds leder Bente Møller og Kim Rosendahl Kristensen fra Nordea glæder sig over, at der endnu engang er juleaften i det sociale værested.
Mikkel Thingvad Kristensen fra Danbolig, Kafé Kolinds leder Bente Møller og Kim Rosendahl Kristensen fra Nordea glæder sig over, at der endnu engang er juleaften i det sociale værested.

Forfærdelig ensomhed

En af de mest brændende lokale ildsjæle er Kafé Kolinds leder Bente Møller, som igennem mange år har set, hvilken værdi brugerne af værestedet får ud af at dele oplevelser og højtider med hinanden.

“Ensomheden omkring jul kan være helt forfærdelig. Vi ved godt, at vi ikke kan gøre det fuldstændig ud for at være sammen med familie og venner, men bare det, at man er sammen med nogen i julen og man hygger sig i den grad, man nu selv har lyst til og er en del af et fællesskab, det betyder utrolig meget,” forklarer Bente Møller.

God mad

De betragtning er Jens Holst ganske enig i. Han har netop færddiggjort dagens frokost, som Helle Marx i køkkenet hver dag tilbereder til udelt begejstring, og i udsigten til det fælles julemåltid er der en enorm betydning, fortæller han.

“Jeg vil da hellere være her juleaften, hvor jeg ved, at der også kommer en del andre. Og Helle laver jo god mad, så jeg håber, vi får en hyggelig aften med noget godt at spise. Det ser jeg frem til,” fastslår Jens Hols forventningsfuldt.

Publiceret: 04. December 2017 10:54

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalvisen Folkebladet

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt