Der blev onsdag flaget på halv ved Kattegatcentret i Grenaa i anledning af prins Henriks død. Foto: Søren Andersen
Der blev onsdag flaget på halv ved Kattegatcentret i Grenaa i anledning af prins Henriks død. Foto: Søren Andersen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Flaget på halv for prinsen Prins Henrik var protektor for Kattegatcentret fra 1993-2013 - derfor flagede man på halv, da han døde

Af Søren Andersen

GRENAA: Der blev onsdag flaget på halv foran Kattegatcentret i Grenaa. Det skete i anledning af prins Henriks død tirsdag aften på Fredensborg Slot i Nordsjælland.

Prinsen var protektor for Kattegatcentret i 20 år - fra åbningen i 1993 til 2013. Da overlod han hvervet til sin svigerdatter prinsesse Marie.

Gennem årene var prins Henrik på adskillige besøg i centret. Både officielt og uofficielt, hvor han kunne finde på en spontan visit, typisk under ophold på Marselisborg Slot.

Efter at have været med til indvielsen af Anholdt Havemøllepark 25 kilometer ude i Kattegat tog prins Henrik i september 2013 på en lille udflugt.

Mens kongeskibet Dannebrog endnu lå til kaj i Grenaa Havn, inden det skulle forsætte på årets sommertogt, fik prinsgemalen lyst til at kigge indenfor i Kattegatcentret, som han var protektor for på det tidspunkt.

Her var det specielt træningen med de tropiske hajer, der fik den kongelige gæsts opmærksomhed, men der blev også tid til at se udstillingen “Havet in action”, som prinsesse Marie indviede først på sommeren det år.

Også prinsesse Marie har gæstet Kattegatcentret - blandt andet i forbindelse med åbning af nye udstillingsfaciliteter.

Publiceret: 14. Februar 2018 15:20

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalvisen Folkebladet