Brødrene Karimi fra h.: Friborz, Kayomarz og Framarz. Sidstævnte har sin datter på armen og sin kone, Parasto, ved sin side. Foto: Anne Steen
Brødrene Karimi fra h.: Friborz, Kayomarz og Framarz. Sidstævnte har sin datter på armen og sin kone, Parasto, ved sin side. Foto: Anne Steen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Fællesskaber: Brothers

Tre brødre med iransk baggrund og med stærke bånd til hinanden er blevet en velintegreret del af det danske samfund

Trip, trap træsko - brødrene Friborz (blandt venner BK the King), Framarz og Kayomarz med efternavnet Karimi kom til Danmark, da de var henholdsvis 8, 6 og 3 år. I dag er de 28, 26 og 23, og alle fine eksempler på, at det er muligt at blive integreret i en dansk virkelighed, selv om deres vugge stod i Irak og deres aner er iranske.

De tre brødre bor i Rønde og har meget tætte bånd til hinanden. Et fællesskab, der fra de unge år har vokset sig til et ægte og varmt mandefællesskab, men et fællesskab, der bestemt ikke lukker sig om sig selv.

“Vores far sagde altid til os, da vi var små, at vi skulle holde sammen og hjælpe hinanden. Være der for hinanden,” siger Friborz.

Brødrenes forældre bor i Ebeltoft, hvor også en ældre søster har slået rod sammen med sin familie. Søsteren er uddannet socialrådgiver og arbejder som faglig konsulent hos Syddjurs Kommune.

“Vores søster har betydet meget for os i vores opvækst, fordi hun er en del ældre end os. Hun har altid været god til at hjælpe, da vi var yngre og havde mange spørgsmål til skole og uddannelse,” siger Framarz.

Født i Irak

Brødrene Karimi er født i Irak, hvor deres far søgte tilflugt og forsøgte at bygge et nyt liv op, da den vestligt orienterede Shahen Mohammad Reza Pahlavi, blev fjernet fra magten i 1979. Efter mere end et års politisk kamp mellem flere forskellige politiske grupper, blev en islamisk republik etableret under ayatollah Khomeini.

“Vores familie boede nær Teheran, og far var som ung ansat som politimand i den iranske hær. Han valgte at flygte til Irak, da Khomeini kom til, fordi han ikke følte sig sikker på sin fremtid i Iran,” fortæller Friborz.

“Vi blev født i Irak, og selv om min far arbejdede hårdt med flere ting, så var vi meget fattige. Vi boede blandt muslimer i et fattigt kvarter i en forstad til Bagdad. Det var et skidt sted med meget kriminalitet og vold. Far købte et slagteri, og drev det de sidste 2-3 år, vi boede i Irak. Han boede i alt i 17 år i landet uden at blive særlig lykkelig. Mor kom til Irak sammen med ham.”

Friborz nåede at gå i skole i Irak i et par år. Han husker svagt, hvordan der blev øvet konsekvenspædagogik uden tøven. Lussingerne sad løse i ærmerne på lærerne.

Armod og fattigdom fik familien Karimi til at rykke teltpælene op i et forsøg på at finde lykken i et andet land. Hele familien til kom Danmark, hvor første destination blev modtagecentret for asylansøgere i Ommestrup ved Mørke.

“Vi boede der ikke så længe, da vi som FN-kvoteflygtninge havde fået opholdstilladelse i Danmark, ville far have, at vi skulle bo blandt danskere for, at vi kunne få danske venner og komme i gang med at lære sproget og danske normer og væremåde. Jeg tror allerede dengang, at han så vores fremtid i Danmark,” forklarer Framarz.

Lykkelig opvækst

Familien flyttede til en bolig i Ryomgård. Friborz og Framarz begyndte på Marienhoffskolen og senere stødte Kayomarz til. Han gik i specialklasse fra 4. til 9., fordi han er født med såkaldt Cerebral Parese (CP), som især har hæmmet hans bevægelsesfrihed.

Tiden i Ryomgård roser de tre brødre i høje toner.

“Vi blev taget godt imod og fik mange gode kammerater. Det gjorde, at vi hurtigt kom til at tale og skrive dansk,” siger Framarz.

“Vi havde en god ven, Jeppe, som jeg gik i klasse med. Ham og hans familie hjalp os meget. Jeppe hjalp os med at lave lektier, og det var også via ham, at vi begyndte at spille fodbold og kom med i et fællesskab med danske børn. Vi følte os meget værdsatte,” husker Friborz.

Fordomme mærkede de ikke meget til i de sorgløse barndomsår:

“Vores venner sagde godt nok Karimiboy, Iranimom, Karimifar og Iraner, men det tog vi ikke så tungt, for det var jo bare drillerier og blev sagt med et smil på læben. Vi nød tiden i Ryomgård meget og har fortsat mange venner i byen, selv om vi bor i Rønde. Friborz og jeg spiller da også igen fodbold i IF Midtdjurs efter en pause, og vi har altid Kæve (kælenavn for Kayomarz, red.) med, når vi skal til kamp,” 

Faderens drømme

Når familien valgte at flytte til Rønde, skyldtes det især faderen.

Han syntes, at Rønde var en smuk by med kort til natur og vandet.

“Vores far og mor har haft det sværere end os med at falde til i Danmark. De var glade for den modtagelse, som vores familie fik, da vi kom hertil, men vi børn havde meget lettere ved at lære sproget og finde venner i modsætning til vores far og mor, der primært har deres vennekreds blandt andre iranere i Danmark. Far arbejdede i forskellige fag, efter vi kom til Danmark, men han ødelagde sin skulder og arm så meget, så han i dag er på førtidspension. Han savner sin familie i Iran, det mærker vi tit, selv om han ikke siger det, men han har måttet erkende, at han skal leve resten af sit liv i Danmark,” siger Friborz.

“Fra barnsben har han sagt til os, at vi skulle lære noget, så vi kunne klare os selv. Tjene vores egne penge og ikke blive afhængige af socialhjælp eller understøttelse,” siger Framarz.

Han arbejder i dag som murer, mens Friborz efter en periode som pædagogmedhjælper i først en børnehave og siden på Marienhoffskolen, her kombineret med en støttefunktion for en dreng, nu arbejder hos virksomheden RPC i Aarhus, hvor IT er en væsentlig del af hverdagen.

Kayomarz, der ellers er en munter fyr med masser af humor og sjove indfald, siger ikke så meget. På grund af sit handicap er han blevet tilkendt førtidspension, men han passer et skånejob ved Syddjurs Bo- og Aktivitetstilbud i Marie Magdalene.

Han har afslået at blive opereret i sit bentøj, da chancerne for, at hans fysiske tilstand ville blive værre, var store.

“Det hæmmer mig, når jeg skal gå for meget, og jeg bliver let træt og får ondt i kroppen. Det er træls, at jeg ikke er mobil som alle andre, og jeg har også dage, hvor jeg er ked af det,” indrømmer Kayomarz, der ligesom sin brødre har egen lejlighed i Rønde.

De tætte bånd til brødrene og det mandefællesskab, som de har sammen, er Kayomarz glad for.

“Vi er sammen flere gange om ugen, spiser sammen, ser fodbold i fjernsynet eller bare hygger os. Jeg kan altid ringe til Friborz eller Framarz, hvis jeg trænger til at snakke.”

“Kæve er en vigtig del af vores familie. Han har på grund af sit handicap ikke altid haft det så nemt, som Friborz og jeg. Han er vildt glad for sport, men har aldrig selv kunnet spillet fodbold. Vi føler en stor samhørighed med ham, fordi han er vores bror, og vi vil altid være der for ham,” lover Framarz, der ligesom Friborz er gift med en kvinde, som har sin rod i Iran.

“Vi er dog aldrig nogensinde blevet presset til at skulle vælge en iransk pige. Overhovedet ikke,” pointerer Framarz.

“Jeg har da også haft danske kærester, før jeg blev gift med Parasto, som har boet i Danmark lige så længe som mig.”

De to venter i det nye år familieforøgelse. Parasto er uddannet sygeplejerske og arbejder ved Norddjurs Kommune. I forvejen har parret en datter.

Friborz og hans kone Gita har endnu deres førstefødte til gode.

Vi er danskere

Brødrene blev efter deres ankomst til Danmark både døbt og konfirmeret hertillands.

“Vores familie i Iran er en del af landets kurdiske mindretal,” siger Friborz.

For ham fylder kristendommen mere end for hans to brødre, det skinner tydeligt igennem. Friborz med de flegmatiske træk rummer en menneskelig dybde og er meget spørgende i forhold til sit liv. Hvor de mindre brødre måske mest synger i dur, så er han tydeligvis mest til melodier i mol. Han minder om sin far.

“Vi lever alle tre som andre kristne i Danmark, selv om vores religiøse udgangspunkt er Yarikurd. Det fylder ikke meget hos os andet end, at det er en del af vores historie og de traditioner, der følger med. Juleaften fejrer vi som de fleste danskere med god mad, juletræ og gaver,” supplerer Framarz, sangvinikeren i brødrekredsen.

Både Friborz og Framarz har fået dansk statsborgerskab. Kayomarz venter fortsat på sit.

“Vi føler os på alle måder som danskere, selv om vi stammer fra Iran. Vi har selvfølgelig familie i Iran, men i modsætning til vores forældre, især min far, har vi overhovedet ingen drømme om en dag at vende tilbage til Iran. Vi er glade for at bo i Danmark og kunne slet ikke forestille os noget andet,” siger Framarz.

Publiceret: 11. Marts 2017 15:59
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Norddjurs

Annonce
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt