Nationalpark Mols Bjerge blev indviet ved en højtidelighed 29. august 2009 med deltagelse af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II, ca. 3000 borgere og flere ministre.  Inden da blev Erling Post udnævnt som bestyrelsesformand af daværende miljøminister Troels Lund Poulsen (V). Alle fotos: Lars Norman Thomsen
Nationalpark Mols Bjerge blev indviet ved en højtidelighed 29. august 2009 med deltagelse af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II, ca. 3000 borgere og flere ministre. Inden da blev Erling Post udnævnt som bestyrelsesformand af daværende miljøminister Troels Lund Poulsen (V). Alle fotos: Lars Norman Thomsen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Erling Post: “Jeg går med god samvittighed”

“Je ne regrette rien,” kan Nationalparkens afgåede formand sige uden at kny med Edith Piaf

Han har nemt til smilet og latteren, 71-årige Erling Post, men den venlige mand kan sagtens skrue bissen på, når den afgåede bestyrelsesformand for Nationalpark Mols Bjerge skal forklare, hvorfor en beslutning om at bygge et nyt velkomstcenter ud for Kalø Slotsruin ved indgangen til Nationalparken er den rigtige.

En beslutning, der har vakt røre, mægtige følelser og stor lokal debat, fordi det indebærer, at Kalø Slotskros dage er talte.

“Ved du hvad. Det er jo ikke min beslutning alene, at vi skal have et velkomstcenter, men en samlet bestyrelses fælles beslutning, på nær et medlem,” siger Erling Post.

“Jeg har stor forståelse for de følelser, som beslutningen har medført, men jeg kan kun grine af, at et tidligere byrådsmedlem (Carsten Bech (B), red.) i sin iver efter at have en folkelig sag at begrunde sin opstilling med, vælger at slå til lyd for at bevare Kalø Slotskro. Latterligt.”

Formandens lod

“Et velkomstcenter placeret ud for Kaløs Slotsruin, hvor der årligt kommer 150.000-200.000 mennesker er en nødvendighed alene af den grund. Først når vi har et velkomstcenter, kan vi tillade os at sige, at vi har en nationalpark.”

Det er en bestyrelsesformands lod at forsvare en bestyrelses beslutninger, og Erling Post føler sig heller ikke ramt.

“Det er nok, de færreste, der ved, at jeg i sin tid var fortaler for en placering af velkomstcentret i Karlsladen og senere slog til lyd for i bestyrelsen, at Luigi (Pillon, nuværende bestyrer Kalø Slotskro, red.) skulle være en del af fremtiden i det kommende velkomstcenter. Den øvrige del af bestyrelsen ønskede at stå frit, og det tog jeg naturligvis loyalt til efterretning,” siger Erling Post, der nåede to perioder, i alt otte år, som bestyrelsesformand.

Han er sikker på, at byggeriet af det nye velkomstcenter til en anslået anlægspris på cirka 45 mio. kroner begynder i 2019 og står klar til brug i slutningen af 2020 eller starten af 2021. Længe inden da er Nationalparkens sekretariat flyttet fra sit nuværende domicil på Jagtslottet og ned i Hack Kampmann Huset (Strandhuset, der ligger bag den nuværende slotskro., red.). Det sker ved udgangen af 2018.

“Men tro nu ikke, at sagen har fyldt meget i min formandstid. Der har været mange andre og langt vigtigere ting at tage sig til.”

Erling Post bor selv i midt i Nationalparken i Viderup ved Vistoft med udsigt til Trehøje . Han vil nyde sit oitium på den skønne plet og ellers pleje sin store fritidsinteresser: bordtennis og tennis. Foto: Lars Norman Thomsen
Erling Post bor selv i midt i Nationalparken i Viderup ved Vistoft med udsigt til Trehøje . Han vil nyde sit oitium på den skønne plet og ellers pleje sin store fritidsinteresser: bordtennis og tennis. Foto: Lars Norman Thomsen

I god gænge

Han glæder sig i stedet over at kunne aflevere en Nationalpark Mols Bjerge i god gænge til sin afløser Jørgen Blach og den nysammensatte bestyrelse.

“Efter de første godt to år, hvor vi mest brugte tiden på at udveksle uvidenhed, gik vi over til reel drift, da den første Nationalparkplan kom i hus. Herfra har tingene udviklet sig stille og roligt.”

Nationalparkplanen indeholdt hovedretningslinjerne for udviklingen af Nationalparken i perioden 2012-2018.

Det samme gør den nyligt vedtagne Nationalparkplan for de kommende seks år 2018-2024.

“Jeg forlader formandsjobbet med god samvittighed. Der er sat retning på de helt basale ting inden for friluftsliv, kultur, natur og erhverv, hvis man lige husker, at Nationalparken ikke har nogen som helst myndighedskompetencer. Derfor afhænger meget fortsat af, hvad der kan gennemføres med frivillige aftaler.”

Inden han i 2009 blev udnævnt til formand for Nationalparkbestyrelsen, var Erling Post i 11 år leder af Fuglsøcentret, som han udviklede til et idrætslig og kulturelt kraftcenter. “Vi tjente 30 mio. kroner i min tid og investerede for samme beløb.” Inden tiden i Fuglsø havde han haft forskellige chefposter i Scandlines, SAS og Swissair.
Inden han i 2009 blev udnævnt til formand for Nationalparkbestyrelsen, var Erling Post i 11 år leder af Fuglsøcentret, som han udviklede til et idrætslig og kulturelt kraftcenter. “Vi tjente 30 mio. kroner i min tid og investerede for samme beløb.” Inden tiden i Fuglsø havde han haft forskellige chefposter i Scandlines, SAS og Swissair.

Ministeren gik selv

Valget af Jørgen Blach som ny bestyrelsesformand har den afgåede ingen aktier i.

“Jeg var da overrasket over valget, men jeg ønsker for Jørgen Blach, at han får en formandsperiode, der bliver lige så god og inspirerende som mine otte år,” siger Erling Post.

Han havde ellers forsøgt i samarbejde med partifællen, borgmester Claus Wistoft (V), at komme med forslag til en formandsafløser til miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V).

“Jeg vil ikke nævne navne, men vi erfarede ret hurtigt, at ministeren hverken var til at hugge eller stikke i,” siger Erling Post.

“Syddjurs var kommet i bad standing hos ministeren. Han skulle lige sige tak for sidst, fordi et samlet Syddjurs var imod hans planer om at etablere havbrug på havet, og derfor var han ikke lydhør overfor vores argumenter om, at kulturen skulle have en repræsentant med i den ny bestyrelse, selvom vi havde set den komme, fordi det heller ikke blev tilfældet i Nationalpark Thy.”

Erling Post, der sad fire år i Syddjurs Byråd fra 2010 til 2013, og i en periode var lokalformand for Venstre i Syddjurs, er fortsat V-medlem trods erfaringerne med miljø- og fødevareministeren.

“Jeg har gået med overvejelser om at droppe min kontingentbetaling, men som borgmesteren sagde til mig: “Lad ikke sådan en sag bestemme det” - så jeg bliver sikkert i Venstre.”

Der er afskedsreception for Erling Post torsdag 14. december på Hubertus Kroen på Møllerup Gods i tidsrummet klokken 14-16.

Publiceret: 14. December 2017 13:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalvisen Folkebladet

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt