Jakob Olesen har siddet i en fodboldbestyrelse i samfulde 62 år, men nu er det slut. Den snart 83-årige Jakob Olesen takkede af på IFM Fodbolds generalforsamling i sidste uge. Foto: Martin Schultz
Jakob Olesen har siddet i en fodboldbestyrelse i samfulde 62 år, men nu er det slut. Den snart 83-årige Jakob Olesen takkede af på IFM Fodbolds generalforsamling i sidste uge. Foto: Martin Schultz
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Djurslands mest ihærdige idrætsleder takker af

Fodboldlederen Jakob Olesen stopper i IF Midtdjurs’ bestyrelse, men fortsætter som formand i den nye kunstgræsbaneforening

Det var en afsked af næsten historiske dimensioner, da IF Midtdjurs' mangeårige fodboldleder Jakob Olesen torsdag aften på fodboldafdelingens generalforsamling efter eget ønske takkede nej til genvalg til bestyrelsen.

Den snart 83-årige Jakob Olesen er uden sammenligning den mest passionerede og ihærdige idrætsleder på Djursland. Han blev første gang i 1956 som 20-årig valgt til en bestyrelsespost i den daværende Kolind Gymnastikforening. Siden har han ikke et eneste år været ude af det frivillige bestyrelsesarbejde i idrætslivet. Han flyttede fra Kolind til Nimtofte og blev formand for Nimtofte Boldklub, og efter kommunalreformen blev han i 1972 formand for fodboldafdelingen i den nye sammenlagte forening IF Midtdjurs.

”Men bare rolig. Jeg stopper jo ikke med at være aktivt foreningsmenneske,” siger Jakob Olesen, som onsdag aften blev genvalgt som formand for bestyrelsen i den nye baneforening, som står i spidsen for den nye kunstgræsbane på idrætsanlægget i Ryomgård, som ventes taget i brug i løbet af foråret.

En sej frivillig

Jakob Olesen lod sig ikke alene genvælge som bestyrelsesformand i baneforeningen, men vil indtil videre også fortsætte som kampfordeler for IF Midtdjurs' fodboldafdeling.

”Jeg startede som kampfordeler i Nimtofte Boldklub og fortsatte i IF Midtdjurs, så den opgave har jeg uden afbrydelser haft i 55 år,” fortæller den trofaste klubmand, hvis fodboldhjerte banker for de røde fra Ryomgård.

Stort set hver dag er han på anlægget for at passe banerne, tjekke faciliteterne og holde styr på rekvisitter som bolde og træningsudstyr. Desuden er han en del af ”tirsdagsholdet”, som er en håndfuld seniorer, som løser praktiske opgaver omkring banerne og anlægget.

Udover det frivillige arbejde i den lokale fodboldklub har Jakob Olesen også haft en lang karriere med tillidshverv i Dansk Boldspil-Union og Jysk Boldspil-Union. Han er blevet belønnet med blandt andet DBU' sølvnål og hæderstegn og JBU's guldnål for sin livslange indsats for fodbolden.

Plads til nye ideer

Efter 62 år som frivillig leder sagde Jakob Olesen for første gang nej tak til at blive genvalgt i en fodboldbestyrelse. I de allerfleste år har han været formand.

”Når man som jeg har været med i så mange år, så gør man nok tingene på bestemte måder. Jeg tror det er vigtigt, at der kommer yngre kræfter og nye ideer til,” siger Jakob Olesen om sin udtræden af fodboldbestyrelsen.

Henriette Vinter Sørensen afløser fodboldens ”grand old man” i bestyrelsen, mens det unge bestyrelsesmedlem Mickey Nørgaard er kommet i mesterlære som kampfordeler.

Nu ser Jakob Olesen frem til, at den nye kunstgræsbane bliver klar til brug så hurtigt som vejret tillader færdiggørelsen.

”På en kunstgræsbane kan vi træne hele året rundt, og det bliver en stor fordel for alle IF Midtdjurs' spillere. Jeg forventer, at fodbolden vil blomstre, og at vores små, unge og voksne fodboldspillere vil blive dygtigere,” siger Jakob Olesen.

Publiceret: 12. Februar 2018 13:20

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalvisen Folkebladet