Nørre Djurs HK's cheftræner Erik Flak Jørgensen har sidste arbejdsopgave i Nørre Djurs Hallen på lørdag. Efter fem år er det slut, og han afleverer et hold i 2. Division. Foto: Lars Norman Thomsen
Nørre Djurs HK's cheftræner Erik Flak Jørgensen har sidste arbejdsopgave i Nørre Djurs Hallen på lørdag. Efter fem år er det slut, og han afleverer et hold i 2. Division. Foto: Lars Norman Thomsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Divisionshåndbold: Nørre Djurs HK sejrer videre trods profiler på pause

Selvom oprykningen var sikret bevarede Nørre Djurs HK koncentrationen i sikker 29-21 sejr over Viby IF på hjemmebane

3. Division Herrer, Pulje 3

Nørre Djurs HK - Viby FF 29-21 (15-9)

Søndag 18. marts kl. 16.00 i Nørre Djurs Hallen

 Nørre Djurs HK' målscorere:

  • Nicolai Danefeld Hansen 6 mål
  • Mathias Nymark Rasmussen 5 mål
  • Henrik Pedersen 5 mål
  • Henrik Storm Pedersen 4 mål
  • Mikkel Eriksen 3 mål
  • Simon 'Ø' Østergaard 2 mål
  • Nicklas Høgh 2 mål
  • Bryan Matthew Odour 1 mål
  • Morten Pedersen 1 mål

 

Nørre Djurs HK' holdopstilling:

  1. Mathias Nymark Rasmussen
  2. Simon 'Ø' Østergaard
  3. Henrik Pedersen
  4. Mikkel Eriksen
  5. Nicklas Høgh
  6. Henrik Storm Pedersen
  7. Bryan Mathew Odour
  8. Morten Pedersen
  9. Nicolaj Danefeld Hansen
  10. Kasper Kolstrup Møller

 

Mens profiler som målmand Morten Dueholm, Martin ”Bondemanden” Jensen og Rasmus Secher stod over og plejede skader, viste resten af Nørre Djurs HK's spillere, at man med tre runder tilbage at spille godt kan holde fokus, selv om man i den seneste kamp sikrede sig oprykning til 2. Division. I egen hule i Nørre Djurs Hallen var hjemmeholdet nemlig i fuld kontrol mod Viby IF og sendte gæsterne hjem til Aarhus med et nederlag med 29-21 efter 15-9 ved pausen.

”Vi måtte desuden undvære vores bagspiller Simon Søgaard, som trådte forkert under opvarmningen, så vi måtte sende Niklas Høgh hjem efter sit spilletøj,” fortæller cheftræner Erik Flak Jørgensen, som var meget tilfreds med sit holds indstilling og indsats i kampen mod Viby IF.

”Det var en gedigen holdindsats, hvor vi spillede meget koncentreret i forsvaret, leverede fint kontraspil og spillede godt op til vores fløje.”

En indsats som er et tophold værdigt

Erik Flak Jørgensen er meget tilfreds med at hans hold viste, at det kan holde fokus, selv om opgaven med at skaffe oprykningen i hus allerede blev løst forrige fredag med sejren over JAI i Annexhallen i Aarhus.

”Det er dejligt, at vi har så meget respekt og ydmyghed, at vi går på banen og leverer en så gedigen og koncentreret indsats. Det var et tophold værdigt. Men det kendetegner det her hold, og vi viser, at vi har bredden, for der er spillere der tager over, når vi valgte at skåne spillere med skader og da Simon Søgaard vred om på sin fod under opvarmningen,” siger Erik Flak Jørgensen, som gav Niklas Høgh spilletid i begge halvlege og fik scoret to mål, og som så Mathias Nymark fortsætte de gode takter med fem mål.

Også målmand Morten Dueholm stod over i denne kamp for at skåne en fiber i skulderen, og det gav fuld spilletid til Kasper Kolstrup Møller.

Udsigt til smæk for skillingen

Kampen udviklede sig som cheftræner Erik Flak Jørgensen havde forudset.

”Gæsterne fulgte med i starten, men allerede efter ti minutter var vi foran med 6-4 og førte med 13-8 efter 20 minutter. Forsvaret skulle lige på plads mod en pågående modstander, men jo længere vi nåede ind i halvlegen, des bedre stod vi, og ved halvleg var vi foran med 15-9. Viby IF kommer bedre med først i 2. halvleg og nåede op på 16-13, men så trak vi fra igen, og med otte minutter igen var vi foran med 26-18,” fortæller Erik Flak Jørgensen.

Nu ser holdet frem til sæsonens sidste hjemmekamp lørdag kl. 16.00 i Nørre Djurs Hallen, hvor ærkerivalerne fra Todbjerg-Mejlby IF kommer på besøg.

”Der bliver med garanti smæk for skillingen. Kampene mod Todbjerg-Mejlby IF er altid fyldt med tempo, fight og fysik. Vi håber mange vil møde op og sige farvel til en veloverstået sæson og drengene,” siger Erik Flak Jørgensen, som også selv lørdag tager afsked med hjemmepublikum efter fem år i Nørre Djurs HK.

 

Publiceret: 20. Marts 2018 12:14

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalvisen Folkebladet