Hornslet IF tordner mod oprykningsspillet til 2. division efter sikker 24-18 sejr i lokalopgøret over ÅHG
Hornslet IF tordner mod oprykningsspillet til 2. division efter sikker 24-18 sejr i lokalopgøret over ÅHG
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Divisionshåndbold: Håneretten er nu hos Hornslet-træner Max Christensen

Luften sivede ud af Aastrup/Hammelev-Grenas håndbolddamer efter pausen i søndagens lokalopgør i Åstruphallen, og så kunne Hornslet køre en sikker 24-18 sejr hjem

ÅHG - Hornslet, 3. division Damer.

Resultat: 18 - 24 (11-10)

Scorekort ÅHG:

  • Annika Bøystrup 6 (4)
  • Cecilie Bachmann 5
  • Astrid Wulff Sørensen 3
  • Cathrine Rytter Fløjborg 2
  • Mia Serwin 1
  • Malene Høegh Therkildsen 1

Scorekort Hornslet IF:

  • Simone Handberg 7
  • Emilie Gammelvind 4
  • Linda Assing 3
  • Maja Hentze Andersen 3
  • Maria Møller 3
  • Mai Søgaard 2
  • Ann Ørum 2

De er fine venner, de to cheftrænere for håndbolddamerne i henholdsvis Aastrup/Hammelev-Grenaa (ÅHG) og Hornslet IF, Jan Ring Hansen Hansen med kælenavnet 'Bimmer' og Max Ørum Christensen.

Da de to klubber tørnede sammen i Hornslet i efteråret 2015, var det Jan Ring Hansen, der kunne 'håne' kollegaen efter kampen, men håneretten skiftede i søndags, hvor Hornslet vandt sikkert 24-18 (10-11) i Åstruphallen over hjemmeholdet, der er hårdt svækket og kun havde fire spillere tilbage i opstillingen fra det tilsvarende opgør i Hornslet.

"Hornslet vinder fortjent, og det er et godt hold som vil kunne klare sig i 2. division," lyder Jan Ring Hansens vurdering.

"Et hold med mange strenge at spille på og som dækker godt op, selvom det mod os kostede dem seks udvisninger, mens vi kun modtog en," siger Jan Ring Hansen.

Hornslet kan med sejre i de tre sidste kampe være sikre på mindst en andenplads, der vil give holdet minimum plads i oprykningsspillet til 2. division.

"Vi går efter det," siger Max Ørum Christensen.

"Og jeg kan forsikre for, at vi gerne vil rykke op, fordi vi tror på mulighederne for at klare os. Vi har mødt 2. divisionshold i træningskampe og klaret os glimrende. Blandt andet har vi vundet sikkert over Hornbæk SF."

 

ÅHG kunne holde dampen oppe efter en god første halvleg. Efter pausen blev holdt kørt over af en velsmurt Hornslet-maskine.
ÅHG kunne holde dampen oppe efter en god første halvleg. Efter pausen blev holdt kørt over af en velsmurt Hornslet-maskine.

Jævnbyrdig første periode

ÅHG havde ellers held med at kaste lidt grus i Hornslet damernes meget velsmurte maskineri i søndagens kamp i de første 30 minutter.

"Jeg synes, pigerne gør det fint, men desværre er der for få, der byder ind rent scoringsmæssigt, ligesom vi brænder tre straffekast før pausen," siger Jan Ring Hansen.

"Vi stressede første halvleg og ville afgøre kampen alt for hurtigt. Det snakkede vi om i pausen, og vi fik det hektiske i vores spil pillet effektivt ud i anden halvleg," siger Max Ørum Christensen.

Han valgte allerede i slutningen af første halvleg, at give hjemmeholdets storskytte Cecilie Bachmann overfrakke på, og den taktik fastholdt han efter pausen.

"Hun var den eneste hos ÅHG, der kunne byde ind med skud fra distancen, og derfor valgte vi at mandsopdække hende og spille 5 mod 5. Det viste sig at være en rigtig løsning i betragtning af, at ÅHG kun scorede syv mål efter pausen," siger Max Ørum Christensen.

Han stillede med kun 9 spillere af hensyn til andetholdet, der nu også har bragt sig i en fordelagtig position i Serie 2 med gode muligheder for at rykke op i Serie 1.

Testede hinanden taktisk

De to cheftrænere prøvede undervejs at teste hinanden med flere taktiske dispositioner.

"Hornslet valgte ofte i deres undertalssituationer at lade vores fløje få frit skud uden pres, og det lykkedes de med, for vi brændte stort set hver gang," siger Jan Ring Hansen.

"Det er den slags muligheder, vi skal score på, hvis vi vil hænge på i sådan en kamp."

Max Ørum Christensen var rolig på bænken, selvom hans hold var bagud med 1ved pausen.

"ÅHG er et helt andet hold nu end det,  vi mødte i efteråret. Derfor var jeg sikker på, at de, som kampen skred frem, ville punktere, og det gjorde de også efter pausen," siger Hornslet-træneren.

"Ja, vi var på tidspunkter i anden halvleg overmatchet," erkender Jan Ring Hansen.

Hos Hornslet var der trænerroser til målmand Amalie Aagaard, der nappede fire straffekast og spillede samtlige 60 minutter, og til topscorer Simone Handberg som markerede sig både som back og fløj.

Hos ÅHG havde cheftræneren plusser i bogen til Cecilie Bachmann og Annika Bøystrup. Sidstnævnte, der normalt spiller fløj, blev undervejs rykket ud i bagkæden, hvorfra hun leverede flere gode aktioner.

ÅHG spiller næste gang, torsdag 17. marts, på udebane mod Stautrup klokken 20.15, mens Hornslet lørdag 19. marts møder Hammel hjemme i Hornslethallerne klokken 16.30.

Publiceret: 15. Marts 2016 10:32
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Norddjurs

Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Norddjurs
Seneste
Lokalavisen Norddjurs
Mest læste
Lokalavisen Norddjurs
112