Britt Bager
Britt Bager
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat: Turismen på Djursland blomstrer – og det skal den blive ved med

Af Britt Bager, folketingsmedlem for Venstre, Djurs-kredsen:

"Turismesektoren har enorm betydning for Djursland, både i form af omsætning, udvikling og vækst, men også for lokale arbejdspladser. De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at det samlede antal overnatninger på Djursland sidste år var mere end 1,7 million. En stigning på 100.000 sammenlignet med 2015. Den udvikling vidner dels om, at Djursland som turistdestination er enormt attraktiv, dels om, at de markante investeringer på Djursland bærer frugt. Men der er stadig masser af potentiale, der bare venter på at blive indfriet. 

Forlystelser, museer og fantastisk natur er bare nogle af de ting, der hvert år tiltrækker mere end halvanden million turister til Djursland. Sommerhuskvarterene tæt på vandet danner rammen for mange danske og udenlandske familiers ferier. Lige fra Fjellerup Strand over Grenaa til Ebeltoft. Sommerhusene på Djursland spiller en stor rolle i forhold til at tiltrække turister og sikre overnatningsmuligheder, men også i forhold til vækst og udvikling i området. 

Det er også en del af baggrunden for, at regeringen hæver lånegrænsen fra 60 til 75 procent på sommerhuse, så det fremover bliver billigere at låne penge til sommerhuse. Det initiativ skal gøre det muligt for endnu flere danskere at investere i sommerhuse, men det er ikke vores eneste initiativ på området. Med liberaliseringen af planloven bliver det fra sommer muligt for pensionister at bo hele året i deres sommerhus, hvis blot de har ejet det i et enkelt år. Derudover bliver det muligt for sommerhusejerne at benytte deres sommerhuse i otte uger mere om året. Begge initiativer giver større frihed for sommerhusejerne og skaber et bedre grundlag for vækst og udvikling i et område som Djursland. 

Jeg glæder mig først og fremmest over den positive udvikling, som Djursland gennemgår. Dernæst ser jeg frem til effekterne af de tre initiativer på sommerhusområdet. Sammenholdt med de eksisterende attraktioner og Europæisk Kulturhovedstad 2017 er jeg sikker på, at 2017 bliver endnu et fantastisk år for turismen på Djursland."

Publiceret: 28. April 2017 11:34
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Norddjurs

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere