Kommunalvalg 2017
Jesper Yde Knudsen. Foto: Lars Norman Thomsen
Jesper Yde Knudsen. Foto: Lars Norman Thomsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat Syddjurs: Skal det gå ud over Thorsager, Mols, Rosmus, Ådalen eller Mørke?

Af Jesper Yde Knudsen, Enhedslisten Syddjurs, Syddjurs Byråd:

"Privatiseringen af børnehaverne i Feldballe og Nimtofte er et udtryk for at forligspartierne har svigtet deres opgave med at tilbyde offentlige lokale børnehaver af høj kvalitet. 

I disse dage er privatiseringen af dagsinstitutionerne i Feldballe og Nimtofte ved at falde på plads. Dermed ser vi nu konsekvenserne af de beslutninger der blev truffet af forligspartierne i forbindelse med vedtagelsen af budget 17. Her besluttede man at skære de lokale ledere væk og afsøge mulighederne for at børnehaverne kunne videreføres af privatskolerne.  

Byrådet var på forhånd blevet informeret om at de lokale foretrak en offentlig løsning med en lokal leder, men, hvis ikke dette var en mulighed, mente de at den bedste løsning var at daginstitutionerne blev overtaget af de private skoler. 

De lokale ville altså have en ordentlig, lokalt forankret daginstitution. Hvis ikke byrådet ville give dem den mulighed som offentlig institution, så de ikke andre muligheder end at sige ja til en privatisering. 

I Enhedslisten var vi stærkt imod beslutningen om at skære de lokale ledere væk og påbegynde privatiseringen. Vi mener at det er en offentlig opgave at sikre af skoler og daginstitutioner af høj kvalitet i lokalsamfundene i Syddjurs. Det mener vi er en forudsætning for at lokalsamfundene trives og er i stand til at tiltrække tilflyttere i de kommende år. 

Syddjurs Kommune har stærkt brug for disse tilflyttere. Flere og flere unge danske børnefamilier flytter i disse år væk fra de store byer og leder efter gode steder at bosætte sig, her kigger de efter velfungerende lokalsamfund med skoler og daginstitutioner af høj kvalitet. 

Men er privatisering et problem? Går det ikke meget godt med de privatiserede skoler i Ugelbølle, Nimtofte og Feldballe? 

De privatiserede skoler i Syddjurs har med stor lokal opbakning gjort en kæmpe indsats og har formået at drive meget velfungerende skoler. Derfor peger alt på at de også vil være i stand til at drive daginstitutionerne på fornuftig vis. I Enhedslisten støtter vi varmt at forældre har muligheden for at oprette private skoler og daginstitutioner. Det kan der være forskellige gode grunde til f.eks. at kommunen lukker den lokale institution. 

Når vi i Enhedslisten alligevel er betænkelige ved privatisering og mener at kommunen svigter sit ansvar overfor lokalsamfundene skyldes det følgende begrundelser: 

1. Private institutioner kræver en stor indsats fra lokalsamfundet. Dermed pålægger man en “ekstraskat” til mennesker der bor i de mindre byer.  

2. Nogle lokalsamfund vil kunne løfte opgaven, men der vil også være nogle der ikke kan. Dermed skaber og uddyber man forskelle mellem lokalsamfundene. 

3. Private institutioner er sårbare. De kræver konstant aktivitet og opbakning og når de stiftende ildsjæle forsvinder, risikerer man kriser og måske lukning. 

4. Private institutioner har ikke de samme sociale forpligtelser til at tage mod f.eks. børn med særlige behov. Derfor kan man som forældre i et lokalsamfund med en privatiseret institution risikere at blive afvist og være tvunget til at benytte en offentlig institution længere væk. 

5. Er det kun for de mest velhavende? Enhedslisten går ind for at forældre har ret til at oprette private institutioner men vi må ikke komme i en situation, hvor de velhavende kan betale sig til at deres børn går i lokale institutioner af høj kvalitet, mens resten må nøjes med offentlige institutioner af dårligere kvalitet, længere væk hjemmefra. 

6. Hvad bliver det næste? Hvilke offentlige institutioner skal vi næste gang nedlægge. Skal det gå ud over Thorsager, Mols, Rosmus, Ådalen eller Mørke?

Når forligspartierne nu har svigtet deres opgave med at tilbyde offentlige skoler og børnehaver børnehaver vil Enhedslisten bekæmpe lignende svigt andre steder og arbejde for at de nu privatiserede institutioner får så gode arbejdsmuligheder som muligt. Derfor har vi arbejdet for at overdragelsen kunne ske på så lempelige vilkår som overhovedet muligt og vi har arbejdet for at de private institutioner bydes ind i samarbejdet mellem de offentlige institutioner. 

Efter vores opfattelse har kommunen et ansvar for alle børn, også dem der bor i de små byer, hvor man er blevet tvunget ud i privatiseringer."

Publiceret: 27. April 2017 10:12
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Norddjurs

ANNONCER
Se flere