Henrik Glahder med backinggroup. Foto: Lars Norman Thomsen
Henrik Glahder med backinggroup. Foto: Lars Norman Thomsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat Syddjurs: Hjælp til med at få den lokale kultur frem i rampelyset

Af Henrik Glahder, Klæbjergvej 2, Esby, 8420 Knebel:

“Lidt om samspillet mellem vores lokale kultur og den øvrige kultur.

Maltens hjelm rejser sig skinnende over den røde gamle bygning. Et vartegn. I dag er det blevet et smukt symbol på det nye, der er ved at rejse sig oven på det gamle – som vi også holder af.

Med det nye byggeri omkring den gamle Malt er det også vigtigt, at vi tænker nye tanker omkring det, der har været indtil nu, og det der kan blive. Det spændende er, at så mange aktiviteter – og så mange forskellige aktiviteter – samles i den kommende Maltfabrik. Kommunale, private, sociale aktiviteter.

Jeg har været aktiv i mange år som frivillig i Kulturministeriet, og så har jeg været med til at sætte en ny revy i gang sidste år i Kulturministeriet. Og det er i forbindelse med det sidste, at jeg har lyst til at tænke og skrive lidt om den lokale kultur.

For kultur er jo ikke bare det, vi henter hjem til scenen i Kulturministeriet fra andre steder i landet eller fra andre lande, kultur er også dét, som en masse af os på frivillig, amatør eller professionel basis skaber i Syddjurs Kommune.

Og efter jeg har været med til at spille revy i Ebeltoft, hvor lokale jo optræder for lokale, kom jeg til at tænke på vigtigheden af, at den lokale kultur lever i et samspil med vores lands eller med verdens kultur.

Altså, at vi i et nyt kulturhus skaber plads til alle de lokale kulturaktiviteter, i netop et samspil med den øvrige professionelle kultur vi for tiden oplever dér. Jeg tror, at vi i det samspil vil opleve en meget stærkere kulturel interesse, for det er jo helt tydeligt, at der i Ebeltoft er interesse for, at der også er en lokal revy i by og omegn.

Ud fra det synes jeg det kunne være spændende at skabe en gruppe, i Kulturministeriets/Maltens regi, som fandt ud af, hvad der var af aktiv kultur i Syddjurs, både den frivillige og den professionelle. Denne gruppe kunne så skabe en del lokale kulturelle arrangementer, hvor vi lod de forskellige aktiviteter befrugte hinanden, som fx musik og cabaret; teater og poesi; billedkunst og dans osv osv.

Jeg tror, at en blanding af de professionelle arrangementer, som vi for tiden har mest af i Kulturministeriet, og så de lokale arrangementer, vil skabe et meget levende kulturhus. For selvfølgelig er lokale jo interesserede i, hvad der kan være af lokal kultur.

Jeg oplever, at de traditionelle kulturelle begivenheder alt for ofte gør os til passive tilskuere. At få hjulpet de lokale frem i rampelyset vil have værdi på mange måder. Vi vil føle, at vores egne initiativer har en værdi, og at vi spiller en rolle i det daglige liv. Måske får vi også ad den vej mod på at blande os i andre af livets forhold. Politik, menighedsråd og i fodboldklubben o s v.

Måske vil det, at vi selv har været i rampelyset, gøre os til mere medlevende tilskuere. Men også føre til, at vi føler os mindre isolerede og ensomme. Vi mennesker føler os først som et levende mennesker, hvis vi bliver brugte.

Og ikke bare kunne den gruppe finde og samle, hvad der eksisterer af lokal kultur, den kunne også være igangsætter af nye kulturelle aktiviteter, så der opstår en dynamik, ikke bare mellem amatører og professionelle, mellem lokale og nationale og internationale, men også mellem det, der er, og det der kan udvikle sig af det. Hvis vi gir det plads og energi til, at det kan blive skabt.”

Publiceret: 05. April 2017 11:12
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Norddjurs

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere