Arkivfoto
Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat Norddjurs: Så nåede vindmøllefarcen nye højder

Af Stig Jørgensen, Sorvadvej 11, 8961 Allingåbro:

"I et panisk forsøg på at redde sit ynkelige vindmølleprojekt i Hevring Ådal, og for at tækkes visse kommunalpolitikere, tilbyder vindmølleopstiller Erling Salling Olesen fra firmaet Ecopartner at købe folk ud af deres huse til en pris, der svarer til ejendomsvurderingen.

En ting er, at man som borger kan udsættes for, at det offentlige kan ekspropriere ens ejendom, - i sig selv et brutalt overgreb, men trods alt til gavn for almenvældet. Nu skal man udsættes for, at et privatejet firma, finansieret af vores egne indbetalt skattemidler via PSO-afgift m.m., går ud og tilbyder noget, der minder om ekspropriation.

Til gengæld for at forlade sin ejendom, som tilbydes opkøbt til en skodpris, vil vindmølleopstilleren så opstille store hav-vindmøller, oprindelig beregnet til opstilling ude på havet.

Disse møller skal producere verdens dyreste strøm.

Så sent som for 3 dage siden råbte vores miljøminister vagt i gevær på grund af, at økonomien i vindmøllerstrøm slet slet ikke hænger sammen for staten, og der skal gøres noget hurtigst mulig. Udover at vindmøllestrømmen er alt for dyr at producere, produceres der også meget mere, end vi kan aftage, og derfor er vi nødsaget til nærmest at forære det væk til spotpris.

Det vil sige, at på grund af malplacerede møller, der laver en ikke-rentabel energiproduktion, som der ikke er brug for, skal folk i Norddjurs Kommune forlade hus og hjem, miste deres opsparing, droppe deres drøm om et liv på landet, og alt sammen foranlediget af en privatejet (skattefinansieret) virksomhed.

Som prikken over i'et har opstilling af kæmpevindmøller heller ikke nogen indvirkning på miljøet, idet vores CO2-kvoter sælges til andre lande, som så forurener det, vi har sparet i Danmark.

Nu må det være på tide, at nogle politikere træder i karakter. Det eneste vi har hørt indtil videre denne gang er, at Niels Basballe fra Socialdemokratiet, alt til trods, stadigvæk ikke kan se noget forkert i at opstille møllerne i blandt andet Hevring Ådal. Udover at Niels Basballe ignorerer ovennævnte kendsgerninger, må Basballe jo være blottet for indlevelsesevne, og empati og medfølelse er en by i Rusland overfor de mennesker, der ufrivilligt skal forlade deres hjem på grund af usikkerhed angående kæmpevindmøllernes indvirkning på sundhed og trivsel samt forventelig stavnsbinding til en usælgelig ejendom.

Hvad mon driver vindmølleropstiller Erling Salling Olesen fra firmaet Ecopartner til at kaste alt skam overbord og komme med disse drastiske tiltag, er det mon ussel mammon, skattefinansieret naturligvis?"

Publiceret: 14. Marts 2016 21:15
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Norddjurs

Annonce
ANNONCER
Se flere