Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat Norddjurs: Møgelbjerg - man undres...

Af Pia Vinter, Møgelbjergparken 76, 8500 Grenaa:

Åbent brev til Norddjurs kommune og borgmester Jan Petersen.

“I 1995 da det daværende Grenå Kommune skulle fejre 550-års købstadsjubilæum, blev det forud for jubilæet besluttet at lave nogle tiltag til forskønnelse af kommunen. Ifølge aktindsigt, blev det bl.a. besluttet at anlægge en miniskov på Møgelbjerg. Kommunen udpegede et areal på ca. 2000 kvm til formålet, og Frey's Planteskole i Trustrup forærede et stort antal birketræer (15 forskellige arter) til området og sørgede for plantningen af disse i forskellige grupper af 3-5 stk. Et område som rigtig mange både børn og voksne i området kan nyde og sætte stor pris på.

I 2007 blev der udarbejdet en lokalplan for et område, der grænser op til beplantningen med birketræer på Møgelbjerg, hvor der skulle udstykkes parcelhusgrunde.

De omtalte birketræer har prydet området i en lang årrække, lige indtil en lørdag i oktober 2014. Den lørdag eftermiddag kommer jeg forbi området og ser til min store forbavselse, at 10-15 birketræer på det offentlige område er blevet rykket op, da man gør en byggegrund klar. Der holder desuden en rendegraver på det grønne areal og der ligger bunker af birketræer på området.

I “Salgsvilkår for Møgelbjerg” står der helt klart og tydeligt, at “Køber skal sikre sig, at dennes entreprenør ikke kører hen over de andre parceller, de grønne områder eller de anlagte stier”. I det her tilfælde er salgsvilkårerne ignoreret, og 20 år gamle birketræer er revet op med rod.

Da jeg ser det, tager jeg selvfølgelig et billede af de oprykkede birketræer og rendegraveren, som tilhører kommunen. Derefter kontakter jeg politiet for at anmelde forholdet. Jeg aftaler med politiet, at de ikke skal foretage sig yderligere med mindre de hører fra mig igen, da jeg vil kontakte kommunen, når det bliver hverdag igen. Jeg får ikke kontaktet kommunen, men efterfølgende kontakter jeg pr. telefon en Skov- og Landskabsingeniør i Vej og ejendom ved Norddjurs Kommune. Jeg fortæller, hvad der er forgået og oplyser, at jeg har politianmeldt forholdet, men at jeg har aftalt med politiet, at de ikke skal foretage sig noget, med mindre jeg kontakter dem igen. Og da jeg af den efterfølgende korrespondance med forvaltningen får et helt klart indtryk af, at ingeniøren følger op på sagen, gør jeg ikke mere i forhold til politiet.

Efterfølgende sender jeg en mail, vedhæftet det billede jeg tog af den ulovlige rydning af det offentlige område. Jeg skriver, at jeg har en forventning om, at kommunen følger op på forholdet og forventer at blive holdt orienteret om forløbet.

Fem dage senere sender jeg yderligere en mail til den pågældende ingeniør vedhæftet 12 billeder, jeg har taget af det grønne område, hvor man meget tydeligt kan se hullerne i græsset,der hvor birketræerne stod.

Dagen efter får jeg en mail, hvor man “takker for billederne”, og at “billederne vil lette forvaltningens arbejde”. Der står også, at “forvaltningen har en klar forventning om, at der vil blive plantet nye træer, som erstatning for de fældede træer”. Man oplyser desuden, at man ikke kan oplyse mig om, hvad der sker i sagen, da jeg har politianmeldt forholdet. Også her får jeg indtryk af, at man arbejder videre med sagen.

I oktober 2015 - 1 år efter - rykker jeg for at høre, om der snart sker en genplantning, da der endnu ikke er sket noget, men jeg får intet svar. I en aktindsigt kan jeg se, at ingeniøren, jeg mailede med, har videresendt min henvendelse til en anden sagsbehandler med beskeden “Du har styr på denne ikke??”. Det har vedkommende så tilsyneladende ikke haft. Jeg fik i hvert fald ikke noget svar. Og der er INTET noteret i sagen. I 2016 rykker jeg endnu engang for et svar. Heller ikke her sker der noget. Og i aktindsigten er der intet registreret om min henvendelse. Først da jeg i oktober 2017 rykker for svar - to gange - med beskeden om, at såfremt jeg ikke får et svar, vil jeg gå til pressen med det, sker der endelig noget.

Men nu har piben fået en anden lyd, og jeg vidste faktisk ikke helt om jeg skulle grine eller græde, da jeg læste svaret.

Nu skriver forvaltningen, at man “har afventet politiets behandling af sagen” og har nu forespurgt politiet, om de havde modtaget en anmeldelse.

Hvorfor har man ventet 3 år? Det kan man vist ikke kalde rettidig omhu. Og som forventet havde politiet ikke noteret noget, da jeg aftalte med dem, at de ikke skulle foretage sig noget med mindre de hørte fra mig igen. Dette ville forvaltningen også have været vidende om, hvis man havde fulgt sin notatpligt, da jeg kontaktede dem dem første gang i 2014 pr. telefon.

Og nu mener forvaltningen, at det er for længe siden til at forfølge forholdet. Desuden skriver man, at Kommunalbestyrelsen i 2017 har besluttet, ikke længere at plante birketræer. Her er der ikke tale om nyplantning, men reetablering af noget, som blev ødelagt for 3 år siden, længe inden det punkt blev vedtaget. Desuden skriver de, at “man vil lade det være op til grundejerforening for Møgelbjerg, når denne engang bliver etableret, om der skal genplantes andre træsorter.”

I lokalplanen er det område, hvor birketræerne stod, ikke en del af det område, som hører ind under den kommende grundejerforening, men et område, som hører til og vedligeholdes af kommunen. Det fremgår af §10.4 og kortet S. 29 i lokalplanen.

Og som jeg kan se af de akter, jeg har fået indsigt i, har forvaltningen intet foretaget sig i den sag, jeg henvendte mig om i 2014. Man har ikke noteret min telefoniske henvendelse, det arbejde de skriver “vil lette dem”, har de ikke haft noget af, og de har ikke engang besigtiget området. Det er også tydeligt, at man ikke aner, hvilket område det drejer sig om, når man skriver, at det er grundejerforeningen, der skal træffe beslutningen. Af lokalplanen fremgår det tydeligt, at det område (IV), hvor træerne stod, vedligeholdes af kommunen og derfor intet har med den grundejerforening at gøre.

Man undres over kommunen tier og samtykker, når den bliver gjort opmærksom på, at en del af en gave fra Frey's Planteskole, som skulle forskønne byen, bliver fjernet på ulovlig vis, og man ikke handler på en sådan henvendelse. Problemerne forsvinder ikke, fordi man forsøger at tie dem ihjel. Og hvad tænker en giver, når gaven bare ødelægges?

Man undres over, hvorfor der går 3 år, og en “trussel” om inddragelse af pressen, før man får svar på henvendelser.

Man undres over kommunen ikke overholder sin notatpligt.

Man undres over kommunen giver svar, som er i direkte modstrid med kommunale beslutninger, lokalplaner og salgsvilkår.

Man undres over, at forvaltningen ikke bare kigger på Google Maps, når man ikke kan overkomme at besigtige området, da det der stadig den dag i dag, meget tydeligt ses, hvor de fældede birketræer stod og sammenholder det med oversigtskortet i lokalplanen.

Man undres over, at kommunen ikke interesserer sig for, at offentlige områder vandaliseres uden konsekvens.

Man undres over, hvad man overhovedet laver i forvaltningen. Man har videresendt min første rykker til en anden sagsbehandler - derudover er intet sket iflg. aktindsigten.

Ville det ikke være rimeligt, at kommunen selv bekoster reetableringen af de ulovligt fjernede birketræer, når nu kommunen ikke har udvist rettidig omhu?

Mon ikke der er lidt, der skal rettes op på, ryddes op i og udbedres i din nye valgperiode, hr. Borgmester.

Og nu håber jeg ikke, jeg skal vente yderligere 3 år på en fornuftig forklaring på denne henvendelse?”

Publiceret: 05. Januar 2018 12:16

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalvisen Folkebladet