Kommunalvalg 2017
John Saabye Jensen (S) og Harald Grønlund (løsgænger) (nummer 3 og 4 fra v.) sidder begge i Arbejdsmarkedsudvalget. Venstres Lars Østergaard har et spørgsmål til udvalget. Arkivfoto
John Saabye Jensen (S) og Harald Grønlund (løsgænger) (nummer 3 og 4 fra v.) sidder begge i Arbejdsmarkedsudvalget. Venstres Lars Østergaard har et spørgsmål til udvalget. Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat Norddjurs: Kendte Arbejdsmarkedsudvalget til denne sag?

Af Lars Østergaard (V), formand Børn- og Ungdomsudvalget Norddjurs:

Arbejdsmarkedsudvalget i Norddjurs Kommune består af følgende politikere:

  • John Saaby Jensen (S), formand
  • Birgitte Poulsen (EL)
  • Lars Pedersen (S)
  • Harald Grønlund (løsgænger - opstiller for Borgerlisten ved KV17)
  • Lars Sørensen (V)

 

For to år siden gik jeg kraftigt imod en udvidelse af Jobcentret i Norddjurs. Et midlertidigt problem med for lange sagsbehandlingstider af kommunens kontanthjælpsmodtagere løste flertallet i kommunalbestyrelsen ved at ansætte fire nye chefer inklusive en arbejdsmarkedsdirektør (opgradering af en chefstilling). Samlet blev der lagt op til ansættelse af 11 nye medarbejdere, hvoraf nogle af ansættelserne blev besat af medarbejdere, som var ansat i midlertidige stillinger.

Samlet set fik et relativt lille område med 150 medarbejdere forøget chefantallet med mere end 40 procent, og hele denne øvelse koster hvert år 5 millioner kroner ekstra for kommunekassen. 

Jeg mener, at Norddjurs kommune har en svag økonomi, - andre vil sige at vores økonomi er udfordret. Det kom derfor ikke bag på mig, at personalet på arbejdsmarkedsområdet den 3. maj blev oplyst om, at der ville komme en række besparelser på området, som ville få den konsekvens, at 8-12 medarbejdere den 9. maj skulle opsiges eller omplaceres til andre stillinger for at skabe budgetbalance. 

De bebudede fyringer i Norddjurs Kommune fik selvfølgelig en ublid behandling i løbet af ugen af formanden for HK Kommunal Østjylland, der konstaterede, at der siden oktober 2016 er sket ansættelser i alle de fire afdelinger, der nu skulle afskediges i. 

Nu er jeg så blevet orienteret om, at der ikke længere er behov for nedlæggelse af stillingerne, idet antallet i løbet af ugen er halveret til nu at omfatte 6,5 stillinger, og at der er tilstrækkelig sandsynlighed for, at den resterende del af besparelsen kan findes via omplacering og efteruddannelse til andre stillinger

Jeg er først blevet gjort opmærksom på ovenstående i løbet af denne uge, hvor hele sagen er forløbet mellem den 3. – 9. maj. Jeg har ikke kunnet læse om afskedigelserne (og tilbagetrækning) af disse i nogen udvalgsdagsorden. Jeg er i tvivl om, hvorvidt formanden for arbejdsmarkedsudvalget i det hele taget har været orienteret om aktiviteten, eller hvor beslutningerne om denne frem og tilbage strategi er blevet taget?" 

Lars Østergaards læserindlæg skal ses i sammenhæng med følgende pressemeddelelse fra HK Østjylland dateret 8. maj 2017

"Vrede over bebudede fyringer i Norddjurs Kommune

Formand for HK Kommunal Østjylland: Det minder om bevidste udrensninger, når man nu vil afskedige, samtidig med, at der inden for de seneste måneder er ansat mange nye medarbejdere

Norddjurs Kommune vil tilpasse økonomien på arbejdsmarkedsområdet, og det vil betyde 8-12 afskedigelser fordelt på flere afdelinger. De bebudede afskedigelser vækker både undren og vrede i HK Kommunal Østjylland, hvor man ellers har oplevet store forbedringer i kommunens personaleforhold siden problemerne for få år siden.

- Nu føler vi, at det er to skridt frem og tre tilbage, siger formand for HK Kommunal Østjylland, Hans-Henrik Hansen.

- Når der nu skal skæres, skyldes det åbenbart de besparelser, politikerne vedtog med budget 2016 og 17. Arbejdsmarkedsdirektøren har således længe vidst, at der skal afskediges, så hvorfor hører vi først noget nu? Hvorfor kommer det pludselig som en tyv om natten? Det kan godt undre os, og det er med til at gøre hele situationen uacceptabel.

Bekymrende udvikling

Ifølge forlydender vil de berørte medarbejdere få besked i den kommende uge, og det er ikke kun de bebudede afskedigelser, der forarger formanden for HK Kommunal Østjylland. Det er også den måde, det åbenbart skal ske på.

- Vi kan jo konstatere, at der siden oktober 2016 er sket ansættelser i alle de fire afdelinger, der nu skal afskediges i. Det er meget besynderligt, og det ligner udrensninger. Det er som om, der er nogle, man vil af med, siger Hans-Henrik Hansen.  

Han gør opmærksom på, at det er kommunens ansvar at sørge for opdaterede medarbejdere, der har den efteruddannelse og dermed de kompetencer, der er behov for. Man kan ikke bare lade stå til og så afskedige dem, når det er bekvemt.

- Hele processen og den megen tystys omkring afskedigelserne virker mildt sagt underligt. Som vi har forstået det, har ikke en gang kommunaldirektøren vidst noget, og sygemeldte medarbejdere har måttet høre om rygterne ude i byen. Samtidig har vi fået klar besked på, at arbejdsmarkedsdirektøren ikke vil bruge penge på at hjælpe opsagte medarbejdere videre gennem afklaringsforløb, kompetenceudvikling og forsøg på omplacering, siger formanden for HK Kommunal Østjylland, der er bekymret på både medlemmernes og borgernes vegne:

- Vi er i HK meget forundrede over denne udvikling i Norddjurs Kommune. Vi er bekymrede for, hvad det vil betyde for kvaliteten af de ydelser og de tilbud, der er til borgerne, og vi er bekymrede for vore medlemmer. Det er helt klart en udvikling, vi i HK Østjylland ikke kan acceptere, siger formanden for HK Kommunal Østjylland." 

Publiceret: 14. Maj 2017 13:08

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Norddjurs

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Norddjurs
Seneste
Lokalavisen Norddjurs
Mest læste
Lokalavisen Norddjurs
112