Inge Dorte Mandrup
Inge Dorte Mandrup
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat Djursland: Vi har et madmæssigt videncenter på Djursland - brug det dog

Af Inge Dorte Mandrup, Fjordvej 6, Kare, 8950 Ørsted - bestyrelsesformand for Djurs Mad I/S.

Inge Dorte Mandrup er tidligere lokalformand for Venstre i Norddjurs. Det var som medlem af Venstre, at hun blev udpeget til at sidde i Djurs Mads bestyrelse ved den seneste konstituering af kommunalvalget 2013.

Hun forlod senere Venstre i protest mod den tone, som flere af partiets ledende folk på Christiansborg benyttede sig af i flygtningedebatten.

Inge Dorte Mandrup er i dag partiløs.

 

“Men Djurs Mad kan alle åbenbart diskutere – uanset om man måtte have nogen som helst viden om, hvad der foregår i køkkenet.

Ældreministeren satte i februar knapt en halv milliard på højkant til etablering af køkkener på plejehjemmene, så ”det igen kunne komme til at dufte af mad”. En fin tanke at sprede lidt kroner, som mange betrængte lokalpolitikere naturligvis godt kunne tænke sig at få fingrene i. Det har igen givet diskussion om Djurs Mads rolle i bespisningen af vore ældre medborgere. Fremstilling af mad på plejehjemmene lyder jo som en hyggelig aktivitet, som beboerne kan deltage i og der kan dufte af frikadeller og hjemmesyltede rødbeder på gange og stuer.

Både Syddjurs og Norddjurs drøfter kontinuerligt, hvordan man bedst muligt kan bespise vores ældre med velsmagende, varieret og ikke mindst ernæringsrigtig mad. For nogle år siden vurderede man, at et fælles kommunalt køkken var den bedste løsning, og for mere end seks år siden blev den første mad fra Djurs Mad leveret.

Hver uge tilbereder og leverer Djurs Mad mere end 10.000 portioner til borgere i de to kommuner. Maden til plejehjemmene leveres i store portioner, som medarbejderne lokalt kan anrette og servere for beboerne. Det er især almindelige hovedretter, som f.eks. (den første uge af maj): forloren hare, chilimarineret svinekam eller kalkunschnitzel. På et år tilbyder vi mere end 150 forskellige retter, som plejehjemmene kan vælge imellem (pænt større variation end hjemme i mit køkken). Retten kommer selvfølgelig med al nødvendigt tilbehør, f.eks. kommer haren med brun sovs, timiangulerødder og kartofler. Mere end en tredjedel af hovedretterne er diætretter, dvs. med ekstra kalorier til de småt spisende, sukkerfri, glutenfri eller på anden måde specielt tilberedt efter borgerens behov.

Derudover er der biretterne, som kan være frugtgrød, risengrød, fromage, energidrik, øllebrød eller en anden lille ret til frokost eller dessert.

Cirka en tredjedel af al den mad, vi laver, bliver leveret til hjemmeboende borgere. De får maden leveret af vores medarbejdere, som kører Djursland tyndt i kølebilerne, og som kan give et par gode råd til modtageren om den mad, han modtager. Maden til de hjemmeboende leveres i de meget omtalte vakuum plastbakker, som er lette at sætte i mikroovnen i fem minutter, hvorefter maden kan anrettes pænt på en tallerken. Politikerne i begge kommuner har prøvespist maden og tilbagemeldingerne har overordnet været positive, om end man godt kan forstå, at det kan blive trivielt med færdiglavet mad hver dag. Men vi kan i hvert fald fra Djurs Mads side garantere, at al maden lever op til alle kvalitetsstandarder, og at næringsindholdet er det rigtige til dem, vi bespiser. Det kender man vel næppe altid om de færdigretter, man køber fra frysedisken.

Vi har på Djurs Mad et veluddannet, meget dedikeret og dygtigt personale, som løbende videreuddannes, så vi kan blive ved at leve op til de høje krav, vi stiller til kvaliteten af maden.

Hvis alle, som synes, de skal have en holdning til Djurs Mad, gad engagere sig og interessere sig for mulighederne for at levere god og spændende mad til de ældre, er jeg sikker på, vi kunne finde løsninger.

Vi har i dag en meget stor kapacitet i køkkenet, så vi kan sagtens indgå i et samarbejde med de måske kommende lokale køkkener. Medarbejderne udvikler i øjeblikket halvfabrikata, som kan indgå i madlavningen lokalt. De samarbejder allerede i dag med de tyve plejehjem, vi leverer til, om at uddanne personalet der, så maden bliver anrettet og serveret bedst muligt for beboerne.

Norddjurs har ansøgt om 8,6 millioner og Syddjurs om 1,3 millioner kroner til nye køkkener. Hvis de to kommuner får andel i Thyra Franks millioner og skal til at etablere køkkener på plejehjemmene igen, indgår vi gerne i alle former for samarbejde. Vi synes bare, det er temmelig dumt at slå maden tilbage til start i stedet for at udnytte den viden, der er akkumuleret og udviklet på Djurs Mad. Den store investering, kommunerne i sin tid har lavet, vil det da være begavet at udnytte.

Som kommunalt køkken må vi ikke levere til andre end de to ejere (kommunerne), men måske er det en mulighed at få endnu en ejer ind i kredsen. Det kunne være umagen værd at undersøge, om Favrskov eller en anden nabokommune ville være interesseret i at blive medejer og aftage halvfabrikata, færdigretter til plejehjem eller hjemmeboende – når vi nu har kapaciteten og den know-how, der skal til.

Jeg er spændt på, hvordan man vil organisere madlavningen ude på plejehjemmene. Skal der ansættes faguddannede folk i køkkenerne, eller skal sosu'erne lige snuppe den lille opgave også? Satser man på beboerne som en arbejdsmæssig ressource, eller må man erkende, at de kan have gode og dårlige dage, hvor indsatsen er svingende?

Jeg vil desuden opfordre politikerne i de to kommuner til at have en plan for, hvordan de hjemmeboende fremover skal bespises. Eller måske skal plejehjemsbeboerne også lave mad til dem? Det drejer sig jo bare om cirka 3.000 portioner om ugen.

Jeg er sikker på, at både leder og medarbejdere i køkkenet samt bestyrelsen gerne indgår i dialog med alle, som interesserer sig for god mad til dem, der måtte have behovet. Har man en konstruktiv tilgang og ønsker man at finde løsninger, stiller vi op. Til gengæld spilder vi ikke vores tid med at svare smagløse læserbreve fra folk, der tilsyneladende har fået noget i den gale hals og mangler nogen at lade det gå ud over.

Ta' nu og involvér os, der har berøring med Djurs Mad – det nærmeste man kommer et madmæssigt videncenter på Djursland. Så skal vi nok bidrage med god, sund og smagfuld mad også i fremtiden.”

Publiceret: 29. April 2017 20:48

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Norddjurs

ANNONCER
Se flere
Lokalvisen Folkebladet
Seneste
Lokalvisen Folkebladet
Mest læste
Lokalvisen Folkebladet
112
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt