Kommunalvalg 2017
Tom Bytoft. Foto: Lars Norman Thomsen
Tom Bytoft. Foto: Lars Norman Thomsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat: Bedre at nedlægge regionerne fremfor at spare på busserne

Af Tom Bytoft (S), Norddjurs Kommunalbestyrelse:

“Så har regionen gang i sparekniven igen, og endnu engang ses på muligheden for at spare ved at forringe mulighederne for at bruge de regionale busser på kollektiv trafik og på de busser, som er så nødvendige for os, der bor lidt ude på landet.

Jeg kan ikke lade være med at beskylde de regionale politikere for at være ramt af vanetænkning, for at tage de gamle sparekataloger op af skuffen og fremsende de samme forslag, som de tidligere har kasseret.

Når jeg ser på den kollektive trafik i Norddjurs Kommune, og den demografi som vi har, så vil det være katastrofalt at nedlægge flere ruter, det er livsnerver for lokalsamfundene, mange af vore skolebørn vil ikke kunne komme i skole, vore unge vil ikke kunne komme til ungdomsuddannelserne, mange kan ikke komme til læge og så videre.

Er det så ikke bare det sædvanlige brok hr. Bytoft, - vi kan jo ikke bruge pengene to gange, og det er et faktum, at der skal spares. Har du alternative forslag?

JA, - som tidligere skrevet mener jeg, at de fremsendte forslag er et udtryk for manglende fantasi og vanetænkning.

Jeg ser hver dag store 50 personers busser, hvor der sidder under ti passagerer. Kunne disse ikke erstattes af mindre busser. Kunne vi ikke arbejde lidt mere med tanken om telebusser, der kunne køre, når der er passagerer til det, altså større fleksibilitet i køreplanen?

Når jeg ind imellem tager bussen til Randers, undrer det mig, at op til fire busser kører lige efter hinanden fra Fausing og til Randers. De kunne vel ligeså godt samles i en bus.

Lige om lidt åbner det nye trafikknudepunkt i Auning, brug det dog fornuftigt, lad busserne fra den vestlige ende af Norddjurs mødes her og samle passagerne i busser, der kører til de større endestationer, busser der kører oftere til Grenaa, Randers og ikke mindst letbanen i Hornslet. Det ville spare mange penge og samtidig give en væsentligt serviceforbedring.

Det kunne jo også tænkes, at der skulle investeres og satses i stedet for hele tiden kun at tænke på besparelser. Det er da tænkeligt, langt flere vil bruge den kollektive trafik, hvis det blev betydelig billigere og var et direkte økonomisk alternativ til privatbilen.

Det kunne være sjovt at se et regnestykke som medregnede udgifter til vejvedligeholdelse, sygehusudgifter til trafikskadede, CO2-regnskabet, og andre følgeudgifter af alle de biler, der kører rundt med en person i bilen.

Kære regionspolitikere, tænk nu ud af boksen, se på de kreative og alternative muligheder og drop jeres vanetænkning.

Måske var den nemmeste og hurtigste besparelse at nedlægge regionerne, spare disse politikere væk. Den kæmpe administration og de store ejendomsudgifter - opgaverne klarer vi gerne ude i kommunerne. Hvor effektiv og billig kunne vi måske gøre den offentlige trafik, hvis disse mange millioner blev brugt til glæde for borgerne ude i kommunerne?”

Publiceret: 27. Juli 2017 21:23

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Norddjurs

ANNONCER
Se flere