Frede Frandsen overlader 25. april formandsposten for AquaDjurs til Bente Hedegaard. Foto: Lone Bolther Rubin
Frede Frandsen overlader 25. april formandsposten for AquaDjurs til Bente Hedegaard. Foto: Lone Bolther Rubin
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Bestyrelse: AquaDjurs skifter formand, ikke kurs

Ny formand: Den udviklings- orienterede linje skal fortsætte

FAKTA

Den nye bestyrelse træder til efter generalforsamlingen 25. april og består af fem politisk udpegede: Formand Bente Hedegaard (A), Kasper Bjerregaard (V), Steen Jensen (O), Benny Hammer (C) og Ulf Harbo (Ø).To medarbejdere: Brian Pedersen og Jess Oredsen. To kundevalgte: Bjarne Bøhl Pedersen og Max Varnum Pedersen.

Frede Frandsen holder sin sidste beretning, når Norddjurs Kommunes vand- og spildevandselskab Aqua-Djurs holder generalforsamling 25. april. Det sker efter næsten 10 år på posten.

Den nye formand, Bente Hedegaard, udtaler i en pressemeddelelse:

“Jeg er ydmyg og fuld af beundring for den økonomiske formåen og stabilitet, AquaDjurs har præsteret, og jeg vil arbejde for at fortsætte den strategi, der er lagt. Dog med blik for at vise rettidig omhu og gribe nye muligheder, når de opstår.”

Fra kommunal til privat

Frede Frandsen har været en markant skikkelse i bestyrelsen siden begyndelsen, da Aqua-Djurs blev udskilt som selskab i 2008.

“Den første udfordring var at få medarbejdere og ledelse til at tænke anderledes. Nu var man ikke længere kommunalt ansat, men skulle effektivisere og være konkurrencedygtig, som i det private,” fortæller Frede Frandsen.

Kulturændringen var ikke kun ideologisk betinget, men også nødvendig. AquaDjurs blev født med en gæld på 90 mio. kr. og en bunden opgave om at lukke i alt ni renseanlæg på Djursland og føre alt spildevand til Fornæs. Det krævede struktur og strategi. En opgave som Frede Frandsen stod i spidsen for. “Jeg synes, vi er lykkedes godt med det. Vi kunne ændre på arbejdsgange og effektivisere ved naturlig afgang uden at fyre folk. Og vi har gjort det så godt, at vi er blevet nationalt forbillede for andre i branchen samtidig med, at vi har sikret det rene vandmiljø og sat priserne ned til et stabilt niveau,” siger Frede Frandsen i pressemeddelelsen.

Med den nye formand synes kompetencerne til at sikre en god fremtid for selskabet at være på plads. Bente Hede-gaard er virksomhedskonsulent i uddannelsesinstitutionen Tradium, hvor hun bl.a. arbejder med ledelse og organisationsudvikling, og tidligere har hun været formand for SuperBrugsens bestyrelse i Auning i 10 år. Desuden har hun siddet med i kommunalbestyrelsen i 8 år.

 

Publiceret: 16. April 2018 14:19

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalvisen Folkebladet