Heratic på spillestedet Radar i Aarhus FOTO: DMF
Heratic på spillestedet Radar i Aarhus FOTO: DMF
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Bands: Lokale unge i bandet Heratic til finale i musikkonkurrence

Bandet Heratic fra Djursland er røget i finalen i en østjysk musikkonkurrence, der finder sted ved dette års Spotfestival i Aarhus. Her skal bandet ikke blot kæmpe om æren men også om 20.000 kroner på spillestedet Gyngen den 6. maj

Af Janni K. Nielsen

Det nyeste skud på stammen fra Bandfabrikken Syddjurs, som er et samarbejde mellem Kulturskolen og Ungdomsskolen, er gruppen Heratic, der netop er kommet i finalen i den østjyske talentkonkurrence TalentØ.

Bandet består af Maria Beck, der skriver tekster og melodier, Andreas Hougstrup Beck på trommer, Henrik Mølgaard Hansen og Phillip Czaja Holst Christensen på guitar og Lau Kure på bas. Maria og Henrik går på Rønde Gymnasium, mens Philip og Lau går på Grenaa, og så er der den unge trommeslager Andreas, forsangerindens fætter, der går i 8. klasse på Ryomgård Realskole.

Med sig har de musikskolelærer Hans-Jørgen Brændsgaard, der coacher bandet og giver dem feedback og undervisning.

“Når de kommer til mig med de ting, som de har arbejdet med, så spiller vi dem igennem, og så foreslår jeg forskellige rettelser, men det er ikke altid, jeg får lov til at komme igennem med mine forslag,” griner Hans-Jørgen Brændsgaard, der for første gang oplever at tage et band helt til finalen i konkurrencen.

Skriver egne sange

Siden bandet blev dannet i september sidste år, er det gået stærkt, og der gik ikke længe før, at gruppen begyndte at skrive deres egne numre.

“Vi begyndte at skrive vores egne sange, da vi var faldet godt til med hinanden i januar efter at have spillet sammen i nogle måneder, og vi er ved at skulle færdiggøre vores sjette nummer nu,” fortæller forsanger Maria Beck, 21, fra Ryomgård.

Hun og resten af bandet er meget spændte på konkurrencen, ikke mindst fordi den foregår som en del af Spotfestival, der altid har gjort meget for at fremme nye upcoming navne inden for musikken.

“Det er den første konkurrence, vi deltager i, og det er vildt spændende. I det hele taget bliver man bare meget varm om hjertet, fordi man er en del af noget,” lyder det fra Maria Beck.

Bandet spiller poprock med masser af følelser, som forsangeren udtrykker det, og udskiller sig på den måde lidt fra konkurrenterne, mener hun.

“Teksterne betyder meget for mig, og de giver mig mulighed for at udtrykke mig, og derved bliver musikken også mere følelsesladet. Det er nok der, vi er lidt anderledes, end de andre.”

Selvom det selvfølgelig vil gøre godt med 20.000 kroner, så er gruppen glade for bare at være med i konkurrencen.

“Allerede fra starten var jeg meget lykkelig over bare at være med. Det der med at skabe noget sammen og opleve noget sammen er bare fedt. For mig betyder det også meget at være en del af noget og at have et afbræk i hverdagen, hvor jeg kan komme af med sine følelser på en anden måde,” siger Maria Beck.

Skulle Heratic ende med at løbe med sejren til Spotfestival, skal pengene bruges på musikken, det er de alle enige om. Men om det bliver nyt udstyr eller en tur i studiet, har de endnu ikke fundet ud af. Dog ved de, at de vil prioritere bandet i fremtiden, ligegyldigt hvad der sker.

For en del af gruppens medlemmer stopper gymnasietiden efter sommerferien, men bandet vil kæmpe for at blive ved med at spille sammen.

“Jeg regner helt klart med, at vi bliver ved med at spille sammen, selvom vi stopper i gymnasiet. Jeg bliver her på Djursland, så jeg nemmere kan ses med bandet og lave musik,” fortæller Maria Beck, der efter gymnasiet vil tage sig en uddannelse som materalist.

Har man lyst til at opleve Heratic live før Spotfestivalen til maj, så spiller de desuden i håndboldforeningen i Ryomgaard den 28. april og til ”Bandfabrikken Rocker Kom-bi” i Hornslet den 29. april.

Publiceret: 11. April 2017 08:29
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Norddjurs

Annonce
ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Norddjurs
Seneste
Lokalavisen Norddjurs
Mest læste
Lokalavisen Norddjurs
112