Henrik Pedersen var stærkt spillende, da Nørre Djurs HK besejrede Hadsten Sports Klub med 26-23. Foto: Nørre Djurs HK
Henrik Pedersen var stærkt spillende, da Nørre Djurs HK besejrede Hadsten Sports Klub med 26-23. Foto: Nørre Djurs HK
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

3. division håndbold: Nørre Djurs HK øjner en sjov afslutning

Med en 26-23 sejr over Hadsten Sports Klub rykkede Nørre Djurs HK's håndboldherrer et skridt tættere på toppen i 3. division

Nørre Djurs HK - Hadsten Sports Klub, 3. division for Herrer:

26-23 (13-10)

Scorekort Nørre Djurs HK:

  • Simon 'Ø' Østergaard 6
  • Mikas Korsgaard Christensen 4
  • Henrik Pedersen 3
  • Tobias Kolding 3
  • Martin 'Bondemanden' Jensen 3 (1)
  • Kenneth Hougaard 2
  • Bryan Mathew Odour 2
  • Mathias Nymark Rasmussen 2
  • Lars Jacobsen 1

Samtlige markspillere kom på scoringslisten.

Næste sæson:

  • Nørre Djurs HK siger efter denne sæson farvel til Tobias Kolding, der rejser fra Aarhus til Aalborg for at studere
  • Mathias Nymark Rasmussen og Mikas Korsgaard Christensen rejser efter sommerferien til udlandet og er først hjemme igen til december

Det kom ikke til at koste, at kenyanske Bryan Mathew Odour måtte melde pas i angrebsspillet allerede efter seks minutter spil i søndagens hjemmekamp mod Hadsten Sports Klub.

Den kenyanske landsholdsspiller med den imponerende fysik beskadigede en finger ret så eftertrykkeligt, så han kun kunne spille forsvar.

I stedet overtog Henrik Pedersen, Mathias Nymark Rasmussen og Simon 'Ø' Østergaard ansvaret i bagkæden, og det gjorde de tre ungersvende så glimrende, at Nørre Djurs HK vandt opgøret mod de ikke uefne gæster med 26-23 (13-10).

"Vi havde store problemer i starten med at få lukket ned for deres stregspillere, og vi kan være glade for, at Morten Dueholm startede med at levere et par klasseredninger," siger cheftræner Erik Flak Jørgensen, der atter måtte undvære en skadet Jeppe Viinberg.

Dueholm præsterede over de 60 minutter 17 redninger.

Nørre Djurs HK førte 9-6 efter 20 minutter, 11-6 efter 22 minutter, før gæsterne hentede lidt ind på hjemmeholdet mod slutningen af første halvleg.

 

 

 

Hurtig kontakt efter pausen

Efter pausen fik Hadsten Sports Klub hurtigt etableret kontakt ved stillingen 14-14, og gæsterne kom også foran 15-14 og 19-18.

"Så kom vi med igen, fordi vi fik vores forsvarsspil til at fungere, og Hadsten er altså et svært hold at lukke ned med deres meget stærke skytter i bagkæden," siger Erik Flak Jørgensen.

Nørre Djurs HK begik i alt otte frikast før pausen og det dobbelte antal efter. En god illustration af, at Nørre Djurs HK begyndte at tage fat forsvarsmæssigt i de sidste 30 minutter.

Erik Flak Jørgensen så en håndboldkamp med stor kvalitet, som begge mandskaber havde megen ære af.

"Dog brændte vi for meget, men vi var effektive i slutfasen, og derfor kunne vi køre sejren hjem."

"Jeg synes, at vi har glæden med os på banen, og så må vi ikke glemme, at vores hjemmepublikum er med til at bære os frem."

Erik Flak Jørgensen fremhæver især Henrik Pedersens indsats som kampafgørende.

"Henrik er kommet over skader og sygdom, og han spillede næsten 60 minutter, som vi kender ham. Han startede med et par halvskidte forsvarsaktioner, men siden var han meget stærkt spillende i begge ender af banen."

Cheftræneren havde kun ændret på en position i forhold til sidste kamp. Andenmålmand Jens Olsen var med i stedet for Kasper Hansen, men Olsen var kun i aktion på et straffekast.

Kampens detalje leverede Mathias Nymark Rasmussen og veteranen Lars Jacobsen i forening. Førstnævnte smækkede fra midten en knaldhård aflevering i lapperne på Jacobsen, selv om denne var omgivet af tre modspillere. Jacobsen udnyttede muligheden til sin eneste scoring.

"Det var godt, at Lars havde hænderne oppe, for afleveringen fra Nymark var knaldhård og lå meget præcist. Det var også nødvendigt, for der var ikke meget plads, men det er de små åbninger, som Nymark kan se og forstår at udnytte," roser cheftræneren.

Nu bliver det sjovt

Med sejren rykkede Nørre Djurs HK op på femtepladsen i rækken med fire spillerunder igen.

Lørdag møder Glesborg-klubben bundholdet AIA/Tranbjerg på udebane. Den tidligere århusianske traditionsklub har blot hentet fire point i 18 kampe og er allerede dømt til nedrykning.

"Det betyder nu ikke, at det er en kamp, vi vinder let. Selvfølgelig skal vi kunne vinde, men jeg vil lige minde om, at AIA/Tranbjerg faktisk har været godt med i mange kampe og for eksempel har de spillet lige op med de fleste modstandere i de første 30 minutter af kampene," siger Erik Flak Jørgensen.

Vinder Nørre Djurs HK opgøret, kommer holdet op på 22 point, og dermed er cheftrænerens målsætning opfyldt.

Han og holdet har dog yderligere tre kampe til at forbedre stillingen: IK Skovbakken (hjemme), Team Favrskov Håndbold (hjemme) og Viby (ude).

Kan Nørre Djurs HK holde rent bord, er det slet ikke umuligt, at holdet ligesom sidste år kan komme i betragtning til andenpladsen, der vil betyde, at der venter et oprykningsslutspil.

"Som det ser ud nu, kører ÅHG oprykningen til 2. division i hus, og det vil være flot, hvis det lykkes. Godt for håndbolden på Djursland, men for os er det da skønt, at vi kan slutte af med fire sjove kampe, hvor vi kan få indflydelse på både op- og nedrykning," siger Erik Flak Jørgensen.

Publiceret: 08. Marts 2017 15:58
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Norddjurs

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!