Emil Haulrik (yderst til højre) var godt spillende i TRIF’s 5-0 sejr over Skødstrup SF og lagde op til to mål af storebror Mathias Haulrik. Arkivfoto

Emil Haulrik (yderst til højre) var godt spillende i TRIF’s 5-0 sejr over Skødstrup SF og lagde op til to mål af storebror Mathias Haulrik. Arkivfoto

Seriefodbold: Lillebror Emil Haulrik sikrede familiefreden

Brødrene Mathias og Emil Haulrik satte deres aftryk i to målrige TRIF-sejre i Serie 2

Af
Martin Schultz

”Hvad gør man ikke for familiefreden?”

Sådan sagde lillebror Emil Haulrik lørdag efter TRIF’s 5-0 sejr over naboerne fra Skødstrup SF, efter at han indenfor 10 minutter i 2. halvleg havde serveret to perfekte målgivende oplæg til storebror Mathias, som dermed for alvor stemplede ind på måltavlen med efterårets første hattrick i storsejren over Skødstrup SF.

Og man må sige, at de to offensive Haulrik-brødre, som ikke har talentet fra fremmede, for faderen Uffe Haulrik spillede divisionsfodbold i Randers Freja i tidernes morgen, har sammen med deres talentfulde kammerater med senest to målrige sejre for alvor sat deres præg på Serie 2.

Oprykkerne lå inden forrige weekend i bunden efter tre uafgjorte kampe, men indenfor den seneste uge er det blevet til en 5-3 sejr over Hammel GF og en 5-0 sejr over Skødstrup SF inden holdet nu på søndag skal til Risskov til den direkte duel om 1. pladsen i rækken mod VRI.

Og TRIF spillede frisk derudad og har fået færten af at kunne være med i Serie 2. Oppe i front har Mathias Haulrik, som scorede fem af sidste uges ti mål, fået selskab af ungdomskammeraten fra Mols, boxspilleren Jesper Munk Rasmussen, som er startet inde i de to sidste kampe og med et mål i hver kamp har vist målnæsen frem. Også Victor Riis Overgaard ville lege med og scorede to mål mod Hammel GF, og så kom Frederik Ougaard i gang i 2. halvleg med en scoring mod Skødstrup SF.

Forløsning for Frederik Ougaard

”Man kan mærke, at spillerne nu er trygge i rækken og kan mærke, at de godt kan være med. De har fået glimtet i øjet tilbage,” siger TRIF træner Martin Hornbæk Nielsen.

TRIF var spændte på mødet med Skødstrup SF, men gæsterne havde ikke så meget at byde på som forventet.

TRIF kom foran allerede efter et kvarter på et mål direkte på frispark af Mathias Haulrik. Stillingen holdt sig halvlegen ud, men indskiftede Frederik Ougaard viste sin fart kort ind i 2. halvleg i et raid ind i venstre side af feltet og scorede til 2-0.

”Frederik har haft lidt svært ved at komme i gang efter start på en ny uddannelse, men han kom ind i halvlegen og viste den fart han har, så det var noget af en forløsning,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

Med et kvarter igen sørgede Emil Haulrik for lørdagshyggen i familien Haulrik, da han to gange spillede bolden på tværs af Skødstrup SF’s mål direkte i fødderne på storebror Mathias. Molboen Jesper Munk Rasmussen sluttede målfesten med den sidste scoring til 5-0 i kampens sidste minut.

Flyvende molbos første mål

Men forløsningen for TRIF kom allerede forrige mandag aften i kampen mod Hammel GF, hvor TRIF efter tre uafgjorte kampe fik den første sejr med 5-3 efter 3-1 ved pausen.

”Vi havde spillet tre kampe uafgjort med 1-1, 2-2 og 3-3, så Hammel GF’s træner spøgte med, om det nu blev 4-4,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

Og det kunne det godt være blevet, for efter at have været foran 4-1 slap TRIF gæsterne ud af sækken og pludselig stod det 4-3 med få minutter igen af kampen. Et 4-4 resultat var måske ikke så langt væk ….

”Men i stedet for at stille os tilbage og forsvare os med gummiben, så spillede vi friskt videre for at sikre os sejren, og den blev på 5-3, da Victor Riis Overgaard scorede i kampens sidste minut,” fortæller Martin Hornbæk Nielsen.

Jesper Munk Rasmussen scorede sit første mål for TRIF, da han efter 25 minutter var flyvende og headede bolden i mål.

”Et sindssygt flot mål,” roste Martin Hornbæk Nielsen sin nye offensivspiller, som er god i boxen og som kan holde fast i læderet.

Kampens spiller mod Hammel GF blev Tobias Stenshøj Mathiessen, som spillede den bedste kamp træner Martin Hornbæk Nielsen har set ham spille. I lørdagens kamp mod Skødstrup SF gik æren som kampens spiller til den altid hårdt arbejdende midtbanemand Rasmus Søegaard i skarp konkurrence med holdets anfører og midterforsvarer Kristoffer Meldgaard Andreasen.

TRIF skal søndag til NES Park i Risskov for at spille topkamp kl. 13.15 mod VRI.

FAKTA

Serie 2, Pulje 17

TRIF - Skødstrup SF

Lørdag 7. september kl. 13.30 på PR Park i Rønde

Målscorere:

  • 1 - 0 Mathias Haulrik (13. min.)
  • 2 - 0 Frederik Ougaard (50. min.)
  • 3 - 0 Mathias Haulrik (75. min.)
  • 4 - 0 Mathias Haulrik (84. min.)
  • 5 - 0 Jesper Munck Rasmussen (90. min.)

TRIF - Hammel GF 5 - 3 (3 - 1)

Mandag 2. september kl. 19.30 på PR Park i Rønde

Målscorere:

  • 1 - 0 Mathias Haulrik (12. min.)
  • 1 - 1 Hammel GF (14. min.)
  • 2 - 1 Jesper Munck Rasmussen (25. min.)
  • 3 - 1 Mathias Haulrik (27. min.)
  • 4 - 1 Victor Riis Overgaard (71. min.)
  • 4 - 2 Hammel GF (78. min.)
  • 4 - 3 Hammel GF (87. min.)
  • 5 - 3 Victor Riis Overgaard (90. min.)

Publiceret 10 September 2019 21:30