Spillende assistenttræner Jeppe Juhl Jensen scorede en enkelt gang i lørdagens opgør mod Viby. Foto: Young Work Productions

Spillende assistenttræner Jeppe Juhl Jensen scorede en enkelt gang i lørdagens opgør mod Viby. Foto: Young Work Productions

Danmarksserien: Cramer målhelt – skaffede point i overtiden

Rasmus Cramer scorede to mål, da FC Djursland reddede et enkelt point med 3-3 mod Viby IF

Af
Martin Schultz

FC Djursland og Viby IF gav hinanden en underholdende kamp med mange mål, da de to hold fra den nedre del af Danmarksserien tørnede sammen lørdag eftermiddag på HSM Arena i Grenaa. Rasmus Cramer sikrede hjemmeholdet et enkelt vigtigt point, da han et minut ind i dommerens tillægstid headede et indlæg fra Christian Rytter Fløjborg i Viby IF’s mål til slutstillingen 3-3.

”Holdet blev belønnet for at blive ved. Vi spillede en ringe 1. halvleg, men spillet blev meget bedre i 2. halvleg. Men vi var tilfredse med ikke at tabe, når vi først udlignede i kampens sidste minutter,” siger FC Djurslands cheftræner Robert Sørensen.

Dermed fik FC Djursland point for tredje kamp, og især sidste weekends 2-1 sejr på udebane mod Kjellerup IF gav optimisme inden mødet med Viby IF, som er kommet skidt i gang med sæsonen og ligger næstsidst i tabellen.

”Viby IF er rigtig bøvlede at spille mod. De vil stå i deres egen organisation og satser på omstillinger og standardsituationer. Det er de rigtig dygtige til, så man skal ikke lave fejl mod Viby IF,” siger Robert Sørensen.

Fuld spilletid til Frederik Laursen

FC Djursland måtte se bort fra målmand Jesper Bredahl på grund af uddannelse og lod Anders Emil Hjort vogte buret med Robin Bossen Arvid på bænken. Janus Tranæs Didriksen er på rejse og Kristian Alvarez Gertsen blev sparet for sine småskader. Også Nicolaj Jarsmer blev skånet, men kom ind i det 62. minut og afløste Morten Bruun, og lidt senere kom Oliver Jensen ind fra bænken og tog over efter Benjamin Lahn Sørensen. Nicolaj ”Høffe” Höpfner Hansen afløste et kvarter før tid en småskadet Emil Bjusk Bjerre i defensiven.

”Vi stillede op i 4-2-3-1 formation for at matche Vibys forventede defensive og afventende opstilling,” siger Robert Sørensen. I forsvaret spillede assistenttræner Jeppe Juhl Jensen hele kampen, og på midtbanen var der også fuld spilletid til Frederik Laursen.

En spand koldt vand i hovedet

Men FC Djursland fik den værst tænkelige start, da målmand Anders Emil Hjort allerede efter et minuts spil blev fanget for langt ude af sit mål efter et duelspil på FC Djurslands banehalvdel, så en Viby spiller kunne sende nedfaldsbolden henover Anders Emil Hjort, og de chokerede tilskuere så bolden sejle i mål til 1-0 til gæsterne.

”Det var en spand kold vand i hovedet,” tilstår Robert Sørensen.

Viby IF øgede føringen til 2-0 efter 35 minutter efter et frispark ved baglinjen, som efter en gang ping pong blev udnyttet iskoldt af gæsterne.

Inden Viby IF’s andet mål var der gode muligheder til Benjamin Lahn Sørensen og Sebastian Bendix Væggemose, som hev en fantomredning ud af gæsternes målmand, men heldigvis gav Rasmus Cramer håb til holdet, da han kort før pausen hamrede en nedfaldsbold op i nettaget til 2-1.

To svære udekampe venter FC Djursland

FC Djursland fik den bedst tænkelige start på 2. halvleg, da Jeppe Juhl Jensen udlignede på et hovedstød, da Sebastian Bendix Væggemose sendte bolden blindt ind i bagrummet efter en standardsituation.

Men Viby IF kom igen foran efter et kvarters spil, da en Viby-spiller modtog bolden efter et indkast, tog nogle træk og driblede ind over midten inden han sparkede langt i en situation, hvor hjemmeholdets defensiv så alt for passivt ud.

Men FC Djursland trykkede på, og heldigvis lykkedes det hjemmeholdet at sikre sig det ene point på Rasmus Cramers anden scoring på hovedstødet i dommerens tillægstid.

”Ingen spillere ’shinede’ mod Viby IF, men Sebastian Bendix Væggemose spillede en god kamp, og så skal Rasmus Cramer og Jeppe Juhl Jensen som kampens målscorere fremhæves,” siger Robert Sørensen.

Nu venter der FC Djursland to svære udekampe. Næste lørdag skal holdet nordpå og møde Nørresundby FB, som ligger under FC Djursland i tabellen, men er et hold med et stort potentiale med flere tidligere AaB spillere i truppen. Holdet har rækkens sædvanligvis skarpeste angriber Rolf Glavind Toft i front, og med spillere som Victor Rafael og Thomas ”Q” Quorning Poulsen har de særdeles kompetente spillere på holdet.

Om 14 dage gælder det mødet med det formstærke tophold Holstebro B på udebane, som fortsætter en god stime fra foråret og foreløbig er ubesejret efter seks kampe i efteråret.

FAKTA

Danmarksserien, Pulje 4

FC Djursland - Viby IF 3 - 3 (1 - 2)

Lørdag 7. september kl. 15.00 på HSM Arena i Grenaa

Målscorere

  • 0 - 1 Thomas Haahr Jacobsen (1. min.)
  • 0 - 2 Mads Breindahl Krogh35. min.)
  • 1 - 2 Rasmus Cramer (44. min.)
  • 2 - 2 Jeppe Juhl Jensen (47. min.)
  • 2 - 3 Thomas Haahr Jacobsen 59. min.)
  • 3 - 3 Rasmus Cramer (91. min.)

Publiceret 08 September 2019 16:00