Skoleleder Lars Robdrup (th.) glæder sig over søgningen til Rosmus Skole, hvor der er plads til 40-50 elever mere, før pladsen bliver for trang. Foto: Syddjurs Kommune

Skoleleder Lars Robdrup (th.) glæder sig over søgningen til Rosmus Skole, hvor der er plads til 40-50 elever mere, før pladsen bliver for trang. Foto: Syddjurs Kommune

Rosmus Skole piver ikke

Skoleleder Lars Robdrup mener godt, at skolen kan rumme yderligere 40-50 børn, før pladsen begynder at blive for trang

Af
Lars Norman Thomsen

ROSMUS Rosmus Skole er en tosporet skole for 0. til 9. klasse, og det hjælper i den aktuelle situation, fordi børnene fra Mølleskolen fortrinsvis er kommet til årgangene 0.-6. klasse, hvor klassestørrelserne ikke var så store.

"Vi klarer os med den plads, der nu er," siger skoleleder Lars Robdrup.

"Man kan altid bruge mere plads og mere luft, men det er urealistisk.

Vi er heller ikke der endnu, hvor vi er presset på kapaciteten. 100 elever kunne vi ikke klare, men 40-50 yderligere har vi plads til. Mon ikke vi topper nu og vil opleve, at det er niveauet de kommende år."

En tosporet skole med 10. årgange skulle i teorien kunne rumme 2 x 28 børn = 56 på hver årgang = 560 elever

Fælles kultur

De mange børn fra Mølleskolen er blevet fint integreret i skoledagen på Rosmus Skole allerede.

"Vi gør meget ud af ikke at skelne mellem børn fra Rosmus og børn fra Mølleskolen. Tværtimod bruger vi krudt på at skabe en fælles kultur, som alle børn føler sig hjemme i," siger Lars Robdrup.

Han har ikke måttet ud at ansætte mange flere lærere som følge af tilgangen.

"Vi havde mange lærere på barsel i sidste skoleår, og andre, der var væk på grund af andre ting. De er nu tilbage, så vi har rent faktisk kun skullet ansætte en ny lærer," siger skolelederen.

Syddjurs Kommunes økonomiske tildelingsmodel til skolerne, hvor udgangspunktet er, at pengene følger barnet, sikrer Rosmus Skole et fast beløb pr. barn i omegnen af 60.000 kroner - som det er tilfældet med de øvrige Syddjurs skoler.

Den mellemkommunale afregning, det beløb, som Norddjurs Kommune betaler til Syddjurs Kommune for at sende børn over kommunegrænsen, udgør små 73.000 kroner pr. elev.

Det lille provenu i Syddjurs Kommunes favør - små 12-13.000 kroner - ryger ikke i kommunekassen, men benyttes til at dække de sideomkostninger, der er i form af udgifter til for eksempel PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), administration mv.

Publiceret 05 September 2019 17:30