Veteranen Michael Stegger Jensen får tid til at spille i hjerteklubben i IF Midtdjurs for klubbens bedste hold sideløbende med jobbet som byrådspolitiker og gruppeformand for Socialdemokratiet. Arkivfoto

Veteranen Michael Stegger Jensen får tid til at spille i hjerteklubben i IF Midtdjurs for klubbens bedste hold sideløbende med jobbet som byrådspolitiker og gruppeformand for Socialdemokratiet. Arkivfoto

Seriefodbold: Endelig mål og point til IF Midtdjurs

IFM træner Jesper Bager ryster posen med unge spillere og veteranerne, byrådspolitiker Michael Stegger og Jesper ' Store Joe' Simonsen

Af
Af Martin Schultz

Efter en start på efterårssæsonen med tre nederlag og en målscore på 0-10, lykkedes det endelig IF Midtdjurs at få slettet de to gabende 0’er i tabellen.

”I kampen mod TRIF i torsdags scorede vi vores første to mål, men tabte kampen med 3-2. Og i lørdags fik vi de første point på udebane mod Fuglebakken KFUM, da vi vandt med 2-1 og dermed overlod sidstepladsen i rækken til århusianerne,” siger IF Midtdjurs’ holderleder Klaus Fanø.

IF Midtdjurs har mistet profiler som Mikkel Fanø og Arkii Malik i efterårssæsonen, og cheftræner Jesper Bager har måttet ryste posen godt for at stille med et slagkraftigt hold i Serie 3.

”Vi har sat Lasse Walther Nielsen i mål for at lade vores målmand Troels Gudumlund spille på midtbanen sammen med Nicolaj Munk. Og så har vi skubbet flere U17 spillere ind på holdet samtidig med at vi har veteranen Michael Stegger Jensen med. Og så har vi gravet en anden veteran frem i Jesper Simonsen, som er storebror til Jonas Simonsen. Desværre holdt Jesper Simonsen kun i 22 minutter i kampen mod TRIF, inden han måtte lade sig udskifte med U17 spilleren Christian Geffel,” fortæller Klaus Fanø.

Tre straffespark i kampen mod TRIF

Det var forsvarsspilleren Jonas 'Joe' Simonsen, som i kampen mod TRIF på PR Park i Rønde scorede IF Midtdjurs’ første mål i efteråret.

TRIF udlignede på et straffespark, dømt for hands, men IF Midtdjurs kom foran på endnu et straffespark. Emil Ring Kristensen scorede efter at U17 spilleren William Uldal blev kantet i feltet.

”Men det var tydeligt, at TRIF var i bedre form, så inden for det sidste kvarter scorede TRIF to gange. Det sidste mål var endnu et straffespark efter at der blev fløjtet for hands i en klumpspilsituation,” siger Klaus Fanø.

U17 spillere scorede to mål

Allerede lørdag middag skulle IF Midtdjurs en tur til Aarhus for at møde Fuglebakken KFUM, som startede efteråret med at tabe uden kamp, fordi det ikke kunne stille hold.

De to U17 spillere William Uldal og Christian Greffel bragte IF Midtdjurs foran med scoringer i det 22. og 25. minut. Fuglebakken KFUM fik reduceret til 2-1 i 1. halvleg.

”Vi fik en kæmpechance i 73. minut, da Anel Alagic blev klippet, og der blev dømt straffespark. Men Emil Ring Kristensen sparkede ved siden af målet. Vi blev presset til sidst, men vi holdt stand og fik tre skønne point. Det gav selvtillid og der var højt humør i omklædningsrummet. Nu bokser vi videre for at skaffe de point, som der skal til for at overleve,” siger Klaus Fanø.

Næste mulighed for at få point er næste lørdag, når IF Midtdjurs tager imod VRI på Ryomgård Stadion.

Klubbens andet seniorhold i Serie 5 har ikke kunnet stille hold i de to seneste opgør, men spiller onsdag aften hjemme mod Nørager på Ryomgård Stadion.

IF Midtdjurs er afhængige af at kunne trække på U17 spillere for at kunne stille et bare nogenlunde kompetent førstehold i Serie 3.

Kampfakta

Serie 3, pulje 35

TRIF - IF Midtdjurs 3 - 2 (1 - 1)

Torsdag 29. august kl. 19.30 på PR Park

Målscorere:

0 - 1 Jonas 'Joe' Simonsen (6. min.)

1 - 1 TRIF (36. min/straf.)

1 - 2 Emil Ring Kristensen (52. min/straf.)

2 - 2 TRIF (77. min.)

3 - 2 TRIF (86. min./straf.)

Kampfakta:

Serie 3, pulje 35

Fuglebakken KFUM - IF Midtdjurs 1 - 2 (1 - 2)

Lørdag 31. august kl. 13 på Højlyngen

Målscorere:

0 - 1 William Uldal (22. min.)

0 - 2 Christian Greffel (28. min.)

1 - 2 Jonas Harbo (41. min.)

Publiceret 04 September 2019 16:30