Ebeltoft træner Lars Skytte har en spændende og ung trup at arbejde med. Foto: Martin Schultz

Ebeltoft træner Lars Skytte har en spændende og ung trup at arbejde med. Foto: Martin Schultz

Seriefodbold: Grenaa IF-sejr lægger op til topopgør mod Nørager B

Ebeltoft IF kom godt igen i 4-3 nederlag til Grenaa IF i Serie 3. Lørdag bliver der topopgør på Nørager Stadion

Af
Martin Schultz

Med en sejr på 4-3 over Ebeltoft IF tirsdag aften på hjemmebane holdt Grenaa IF fast i det pointgivende spil og kan nu se frem til et topopgør lørdag mod en anden af traditionsklubberne på Djursland, Nørager B.

De to hold er begge ubesejrede og har efter fire kampe 10 point efter tre sejre og en uafgjort kamp, så der er lagt op til en direkte duel om førstepladsen i rækken, når kampen fløjtes i gang kl. 13.30 på Nørager Stadion.

Grenaa IF er nedrykkere fra Serie 2 efter en miserabel sæson i foråret, men har med blandt andet en række unge sultne spillere fra egne rækker fået stabiliseret sig og ligner et hold, der har tænkt sig at spille med om oprykningen med sin blanding af ungt talent og rutinerede spillere.

Grenaa IF var hurtige til at sætte tingene på plads på HSM Arena, da Malthe Engelund allerede efter 5 minutter bragte hjemmeholdet foran med 1-0. Kort før halvlegen scorede Richard Zensky Chounte, som er elev på Brazil Football linjen, til 2-0, og få minutter ind i 2. halvleg var det den nyslåede seniorspiller Sebastian Ring Jensen, som bragte Grenaa IF foran med 3-0.

En hurtig scoring til Ebeltoft IF skabte ikke umiddelbar spænding, for veteranen Rasmus Wetche bragte Grenaa IF foran med 4-1.

”Men vores unge spillere viste flaget og bagud 4-1 kom vi igen og fik reduceret til 4-3. Vi pressede på det sidste kvarter og havde chancerne til at udligne. Mit hold spillede den bedste kamp jeg har set i min tid som træner. Men vi var ikke gode nok i forsvaret, og Grenaa IF scorede tre mål på hovedstød,” siger Ebeltoft IF’s træner Lars Skytte.

Malthe Engelund blev kampens spiller

”Vi kom hurtigt foran i 1. halvleg og havde godt styr på kampen frem mod pausen, hvor vi kom foran med 2-0. Vi øgede hurtigt til 3-0 i 2. halvleg, men så var det som om vi stoppede med at spille fodbold og lukkede Ebeltoft IF ind i kampen. Vi ofrede os ikke nok og rodede os ud i problemer, og med et kvarter igen havde Ebeltoft IF reduceret til 4-3. Ebeltoft IF pressede på og ramte overliggeren. Vi var presset i bund, men vi holdt stand og levede på omstillinger,” siger Grenaa IF’s træner Gary Taylor, som roste Ebeltoft IF’s unge hold for en fin kamp. Offensivspilleren Malthe Engelund blev valgt til kampens spiller på Grenaa IF’s hold.

Grenaa IF’s træner Gary Taylor ser frem til kampen mod Nørager B på lørdag.

”Det bliver en spændende kamp. Vi har vundet tre kampe i træk, og nu venter toppen af Serie 3. Nu skal de unge spillere træde i karakter. Nørager B har udtalt, at de vil rykke op, så presset ligger på dem. Vi tager en kamp ad gangen og kommer for at spille vores spil, så må vi se, hvor langt det rækker,” siger Gary Taylor.

Serie 3 er en tæt række

Ebeltoft IF rykkede op i Serie 3 for et halvt år siden og havde en fin første sæson i foråret. Holdet lå med i spidsen af rækken, men blev til sidst distanceret af TRIF og Nørager B.

Foreløbig er det blevet til en 1-0 sejr over bundproppen IF Midtdjurs, et uafgjort resultat mod VRI og nederlag til Auning IF og Grenaa IF. Alligevel er cheftræner Lars Skytte fortrøstningsfuld og håber, at Ebeltoft IF kan placere sig i midterfeltet uden for nedrykningssumpen i efteråret.

”Den lokale Serie 3 pulje er en stærk kreds i dette efterår. Grenaa IF og Fuglebakken KFUM er begge nedrykkere fra Serie 2, og både Nørager B og VRI blev nr. 2 i rækken i foråret. Også TRIF, Auning IF og IF Midtdjurs er rigtig gode hold, så det bliver en tæt række,” siger Lars Skytte.

En ung trup i Ebeltoft IF

Ebeltoft IF har fået et kuld unge spillere af egen avl med på holdet, og Lars Skytte mener, at han har en både bredere og bedre trup end i foråret.

”Vi har stadig en meget ung trup, som nærmest er blevet yngre. Mikkel Sesler spiller nu på Serie 5 holdet, og Peter Degn har ikke været med siden kampen mod IF Midtdjurs i foråret. Vi har Kasper Degn, som er i 30’erne, og så har vi fået en ny rutineret spiller fra Christiansbjerg IF Niels Bonde, som desværre blev skadet i den første kamp,” fortæller Lars Skytte.

Selvom kampen mod Grenaa IF blev tabt med 4-3, var det en positiv oplevelse for holdet fra Ebeltoft.

”Set over hele kampen havde vi chancerne til at vinde. Vi knækkede lidt mentalt, da vi kom bagud med 3-0, men vi kom godt igen og fik næsten hentet Grenaa IF,” siger Lars Skytte.

Asker Skytte var tilbage på holdet efter at han fik direkte rødt kort for brok i 2-0 nederlaget mod Auning IF, og han leverede med trænerens ord en ”outstanding” præstation.

”Asker spillede i midterforsvaret og det var en magtdemonstration, men mange gjorde det rigtig godt. Det var en fint spillet kamp i det flotte set up på HSM Arena. Der var en rigtig god stemning, og kampen blev ledet af en rigtig dygtig dommer (Poul Johan Christensen, red.),” slutter Lars Skytte.

Ebeltoft IF skal i ilden igen lørdag 7. september, når Nørager B kommer på besøg på Ebeltoft Stadion.

Kampfakta:

Serie 3, Pulje 36

Grenaa IF - Ebeltoft IF 4 - 3 (2 - 0)

Tirsdag 27. august kl. 19.00 på HSM Arena i Grenaa

Målscorere:

  • 1 - 0 Malthe Engelund (5. min.)
  • 2 - 0 Richard Zensky Chounte (44. min.)
  • 3 - 0 Sebastian Ring Jensen (47. min.)
  • 3 - 1 Martin Kapper (49. min.)
  • 4 - 1 Rasmus Wetche (61. min.)
  • 4 - 2 Viktor Skytte (61. min.)
  • 4 - 3 Viktor Skytte (77. min.)

Publiceret 30 August 2019 16:32