Vivilds Nicklas Mathiesen blev helten onsdag aften på Kolind Park. Foto: Kurt Enevoldsen

Vivilds Nicklas Mathiesen blev helten onsdag aften på Kolind Park. Foto: Kurt Enevoldsen

Seriefodbold: Snæver sejr til Vivild i lidet sindsoprivende lokalopgør

Et mål fem minutter før tid af Vivilds Niklas Mathiesen afgjorde onsdagens lokalopgør i Serie 1 på Kolind Park

Af
Lars Norman Thomsen

Der var stille i Kolind-Perstrups (KPI's) omklædningsrum efter onsdagens kamp på Kolind Park mod Vivild i Serie 1.

"Vi var enormt skuffede over at tabe, for vi følte i slutfasen, at der lå mindst et point til os i denne kamp," siger KPI's cheftræner Dennis Holdgaard.

Vivild vandt opgøret på et mål i det 85. minut, da hjemmeholdet havde spidsangriberen Sebastian Konrad i straffeboksen med gult kort, fordi dommer Kasper Eriksen tolkede en forudgående situation i Vivilds straffesparksfelt som om, at Konrad underløb Vivilds målmand Lasse Hougaard Pedersen.

"Den dom var jeg ikke enig i, men det er jo øjnene der ser, og Kasper Eriksen dømte i øvrigt som altid fremragende," siger Dennis Holdgaard.

Målet var Vivilds cheftræner Michael Blom til gengæld ikke overraskende begejstret for:

"Lauge Feldskov slår en diagonal aflevering til Jimmi Hansen på venstrekanten, som firsttimer bolden ind på kanten af feltet. Han rammer Niklas Mathiesen som på vanvittig vis piller bolden ned, hvorefter han vipper bolden op til sig selv og flugter kuglen i nettet. Det er sjældent set flottere."

"Vi havde styr på Vivilds generelt mange lange afleveringer i hele kampen, bortset fra ved scoringen, hvor vi stod og sov, så lidt træls at skulle indkassere et mål så sent i kampen," siger Dennis Holdgaard.

Ikke sindsoprivende

Begge trænere er enige om, at kampen aldrig blev den helt store spillemæssige oplevelse.

"Det var ikke den mest sindsoprivende kamp, der er blevet spillet på Kolind Park. Jeg synes først, at der kom tænding på for alvor i slutfasen," siger Dennis Holdgaard, der var uden Kasper Høegh Therkildsen (ferie), Stig Zacher (hovedskade) og Rasmus Møller (dårlig ankel).

På bænken sad Andreas Hald Thomsen, Jakob Degn Larsen og Claus Koch. Sidstnævnte kom ikke i kamp.

"I 1. halvleg spillede vi decideret dårligt. Vi formåede ikke at sætte 5 sammenhængende afleveringer sammen. Kolind var dygtige til at lægge pres på vores centrale midtbanespillere og tvang os til alt for mange lange bolde, som alt for tit var uden adresse. Halvlegen eneste chance var ikke engang en chance. Kolinds højre back laver et indlæg som rammer en af vores forsvarsspillere, hvorefter afretningen rammer ydersiden af stolpen. Derudover var Kolind på ingen måde farlige," siger Michael Blom.

"2. halvleg bliver ikke meget bedre for nogen af holdene. Begge hold forsøgte at blive farlige på dødbolde, og de enkelte halve chancer der opstod, var ikke i nærheden af og gå ind," fortsætter Blom.

"Vi pressede på i det sidste kvarter, men så kommer det gule kort til Sebastian Konrad, og det gør, at vi mister lidt momentum. Jeg vil mene, at vi kunne have lukket kampen i de sidste ti minutter med alle mand på banen," siger Dennis Holdgaard.

Vild fik i øvrigt to gule kort undervejs. Det sidste efter scoringen til 1-0 til Casper Moltke Christiansen kort før tid.

Tre gode point

"Tre point i banken på en dag, hvor spillet ikke flød, og begge hold var langt fra tidligere tiders offensive kvaliteter," lyder det fra en tilfreds Michael Blom, der har set sit hold score maksimumpoint seks i de to første runder.

Lørdag møder Vivild ligeledes ubesejrede Lemming (seks point) i et topopgør på Langhøj Idrætscenter med start klokken 13.30.

KPI skal til Marie Grubbe land i Tjele, hvor bundholdet Foulum, der ser ud til at få det mere end svært i Serie 1, inviterer til kamp på Ørum Stadion klokken 14.

Foulum er nyoprykker til Serie 1. Træner Ulrik Sørensen råder over en ung trup. I den nuværende har hovedparten af spillerne været med siden serie 4-tiden i foråret 2017. Derudover er det en ganske ung trup med en gennemsnitsalder på bare 22 år.

Da Foulum i november 2017 rykkede op i serie 2, var det første gang i 25 år, at klubben befandt sig der. Siden tog holdet også turen i Serie 1. Ulrik Sørensen har stået på linjen, siden rejsen gik fra Serie 4 til Serie 1.

"Vinder vi i Foulum, hvad vi efter min menig bør gøre uden, at jeg på nogen måde tager noget for givet eller vil være kæphøj, så har vi fået en godkendt start med to sejre og to nederlag i en række, der tegner til at blive vildt jævnbyrdig," siger Dennis Holdgaard, der må undvære Stig Zacher definitivt i lørdagens opgør.

Han skal nemlig til bryllup - sit eget.

Publiceret 22 August 2019 11:37