Nørre Djurs HK sikrede sig pokalen i Toyota Engelbart-Cup i Delmenhorst i Nordtyskland efter en sikker sejr i finalen. Foto: Nørre Djurs HK

Nørre Djurs HK sikrede sig pokalen i Toyota Engelbart-Cup i Delmenhorst i Nordtyskland efter en sikker sejr i finalen. Foto: Nørre Djurs HK

Divisionshåndbold: Nørre Djurs HK gjorde rent bord og nappede pokalen

Nørre Djurs HK gik ubesejret gennem træningsturnering mod tyske modstandere til stævne ved Bremen

Af
Martin Schultz

”Vi spillede seks kampe og vi vandt dem alle sammen. Så vi vandt pokalen og det var en rigtig god oplevelse for hele truppen.”

Det siger den spillende sportschef Nicolaj Danefeld, efter at Nørre Djurs HK søndag vendte hjem fra et træningsophold i Nordtyskland med deltagelse i Toyota Engelbart-Cup i Delmenhorst ved Bremen.

Dermed har Nørre Djurs HK tanket en god portion selvtillid inden sæsonpremieren i 2. division den 22. september mod Nøvling IF. Næste opgave er en træningskamp mod Silkeborg-Voel KFUM fra 2. division lørdag 31. august.

Nørre Djurs HK’s divisionstrup var af sted i fem dage fra onsdag til søndag, og den tid blev brugt effektivt til både kampe, træning med bold og styrketræning.

”Det var godt for truppen at være af sted sammen i så mange dage, og der blev også tid til at snakke om målsætninger og afstemme vores forventninger,” siger sportschef Nicolaj Danefeld.

”Nu har vi en måned til at blive helt klar. Vi har på turen fået rodet godt rundt i værktøjskassen. Nu er det vigtigt, at vi får lagt de sidste lag på den fysiske form, for på det her niveau er det vigtigt at vi har fysikken til at møde vores modstandere,” siger Nicolaj Danefeld.

Mere bredde og kvalitet

Nørre Djurs HK havde taget 14 spillere med på turen til Nordtyskland. Alle truppens tre målmænd Kasper Kolstrup Møller, Kristoffer Petersen og nytilkomne Magnus Møller-Sørensen var med og fik spilletid.

De 11 markspillere var Simon Søgaard Jensen, Simon Østergaard, Nikolaj Moll Larsen, Mikkel Milling, Rasmus Dalsgård Lund, Nicolaj Danefeld Hansen, Rasmus Secher Eldrup, Henrik Storm Pedersen, Mathias Nymark Rasmussen samt de to nye markspillere, playmaker Mike Paulsen og stregspilleren Lasse Kristoffersen. Desuden var Martin ”Bondemanden” Jensen udtaget, men valgte at blive hjemme på grund af familieforøgelse.

”Det var en rigtig god oplevelse at spille kampene. Vi har fået mere bredde og kan holde niveau, når vi skifter ud fra startformationen. Alle byder ind med kvalitet, og spillerne forstår, at det er et spillerhierarki, og at det er vigtigt at præstere de minutter, man er på banen. Vi spillede drive og god energi og havde det overskud, der skulle til, når kampene skulle afgøres,” siger Nicolaj Danefeld.

Direkte i finalen

Torsdag aften spillede Nørre Djurs HK en træningskamp på 2 x 30 minutter mod ATSV Habenhausen fra 3. Bundesliga og vandt med 29-27 efter at have været foran med 11-9 ved pausen.

Til Toyota Engelbart-Cup fredag og lørdag blev der kun spillet i 30 minutter, men da Nørre Djurs HK i den sidste puljekamp skulle møde HSG Schwanewede stod det klart, at de to hold var ubesejrede og at der reelt var tale om en finale.

Derfor gik man direkte til en finalekamp og spillede den med to halvlege a 20 minutter.

”Vi kontrollerede kampen og det blev aldrig spændende. Vi vandt med 25-19. Sidste år blev nr. 3 i stævnet, men i år fik vi pokalen og førstepræmien på 200 € med hjem til Glesborg,” siger sportschef Nicolaj Danefeld.

FAKTA

Træningskamp torsdag 15. august

ATSV Habenhausen - Nørre Djurs HK 28 - 30 (14 -13)

Topscorere: Henrik Storm 10 (2), Simon Søgaard 8

Toyota Engelbart-Cup i Delmenhorst

fredag 16. og lørdag 17. august

SV Bechdorf - Nørre Djurs HK 13 - 17

HSG Delmenhorst - Nørre Djurs HK 12 - 18

HC Bremen/Hastedt (U19 A-liga) - Nørre Djurs HK 13 - 23

Hatten-Sandkrug - Nørre Djurs HK 10 - 18

Finale:

HSG Schwanewede - Nørre Djurs HK 19 - 25 (9 - 11)

Topscorere: Simon Søgaard 8, Nicolaj Moll 5, Rasmus Lund 5

Publiceret 21 August 2019 07:30