Jakob Degn Larsen (th.) er tilbage på førsteholdet i KPI efter mere end et års fravær på grund af en hovedskade. Rasmus Brasch (tv.) spiller hos FC Djursland. Arkivfoto

Jakob Degn Larsen (th.) er tilbage på førsteholdet i KPI efter mere end et års fravær på grund af en hovedskade. Rasmus Brasch (tv.) spiller hos FC Djursland. Arkivfoto

Seriefodbold: KPI tabte svær forkamp til lokalopgør mod Vivild

Et stærkt Vorup FB hold vandt fortjent søndagens hjemmekamp på Ulvehøj mod Kolind-Perstrup i Serie 1

Af
Lars Norman Thomsen

"Vorup FB er bestemt et godt hold, som vi tabte fortjent til med 2-1. De kommer ned i Serie 1 med et højt tempo fra Jyllandsserien, og de har mange spillere med speed i fødderne," lyder det fra Kolind-Perstrups (KPI's) cheftræner Dennis Holdgaard.

Han var klar over på forhånd, at søndagens udekamp på Ulvehøj ville blive en af de svære af slagsen, og det kom også til at holde stik.

"De første 20-25 minutter var vi presset tilbage på banen og havde svært ved at få etableret noget spil fremad overhovedet. Vorup scorede tidligt, men i det sidste kvarter kom vi lidt bedre med, og vi var da også enige om i pausen, at der lå et mål og ventede på os," siger Dennis Holdgaard.

Hjemmeholdet øgede imidlertid føringen til det dobbelte efter blot tre minutters spil, og det gjorde det nærmest umuligt at komme tilbage i opgøret for gæsterne.

"Scoringen til 2-0 var et sandt drømmemål, som vi ikke havde muligheden for at forhindre," roser KPI træneren.

Godkendt 2. halvleg

Efter 2-0 scoringen trak hjemmeholdet sig tilbage på banen for at spille på omstillinger.

Det gav KPI mere spil og også et par muligheder.

"Men vi var ikke gode nok på bolden i denne kamp. For mange afleveringer lå ikke, som de var tiltænkt, og vi mistede alt for mange bolde," siger Dennis Holdgaard.

Først kort før tid kom KPI på tavlen, da Kasper Holm Hansen scorede på hovedstød efter hjørnespark.

"Fortjent sejr til Vorup. Ikke mindst, fordi de også i deres gode periode, hvor de sværmede om vores mål, ramte træværket hos os et par gange," siger Dennis Holdgaard anerkendende.

Vivild onsdag

I søndagens opgør var KPI uden Claus Kock (Serie 5), Sebastian Konrad (arbejde), Stig Zacher (arbejde, forberedelse af bryllup), Rasmus Møller (i London) og Kasper Høegh Therkildsen (ferierejse).

De var erstattet af fire 'mælketænder': Andreas Hald Thomsen, Simon Brouer, Nicolai Christensen og Jakob Degn Larsen.

Sidstnævnte gjorde comeback efter at have været ude i næsten halvandet år som følge af en hovedskade. Hans startede på banen sammen med Nicolai Christensen, mens de to førstnævnte kom ind undervejs.

Mikkel Møller Jensen tog plads på bænken i hele kampen.

"Jakob Degn fik et flot comeback, men han mangler selvfølgelig kamptræning. Det bliver helt sikkert en gevinst at få ham med i de kommende kampe," vurderer Holdgaard.

Når KPI onsdag aften spiller lokalopgør mod Vivild på Kolind Park er Sebastian Konrad og Rasmus Møller tilbage på holdet, lover KPI træneren.

Espensen til VSK

Dennis Holdgaard kender Vivild holdet særdeles godt, fordi han trænede holdet i flere sæsoner, og han ved, at der venter KPI en svær kamp.

"Vivild kom flot fra start med en 3-0 sejr over Foulum, og der venter os en svær kamp, som vi må prøve at få til at falde ud til vores fordel."

Vivild har mistet den dygtige venstrekant Frederik Espensen, der nu tørner ud for VSK i Jyllandsserien sammen med en anden tidligere Grenaa, Aastrup, FC Djursland og Vivild spiller, Emil 'Counter' Mortensen.

Heller ikke den unge angriber Mathias Severinsen var med i den første kamp. Det samme gjaldt Morten Tolbod.

"Begge er ude at rejse, har jeg hørt," siger Dennis Holdgaard, der fortsat har et nært forhold til Vivild IF, hvor han selv spillede i sin seniortid og senere blev førsteholdstræner.

Til gengæld er Vivild blevet forstærket med Benjamin Benzon, der har en fortid som eliteungdomsspiller i AC Horsens og Randers Freja. I sidstnævnte klub har han også spillet Danmarksseriefodbold.

Publiceret 20 August 2019 15:00