Lars Graadal er en af initiativtagerne til netværket Dansk Handyman Service. Pressefoto.

Lars Graadal er en af initiativtagerne til netværket Dansk Handyman Service. Pressefoto.

Netværk: Handymen har rottet sig sammen

Lokalt netværk for handymen og håndværkere i Ebeltoft, og på vej i resten af landet

fælles webside Der er mange forskellige sammenslutninger, netværk og firmaer som lever af at sælge arbejdsopgaver til håndværkere/handymænd. De laver et levebrød ud af at invitere sig selv ind som mellemled mellem kunder og håndværker, siger med-initiativtageren til Dansk Handyman Service Lars Graadal, der kalder dette for et smart og meget fordyrende mellemled mellem kunde og handyman/håndværker.

"De udliciterer arbejde, som kunderne under alle omstændigheder har behov for at få lavet. Havde der ikke fundets nogle salgsfirmaer af disse tjenester, ville kunden have fundet sin handyman alligevel. Vi kan altså konstatere, at der ude på nettet findes en del smarte sælgere, som medvirker til at fordyre forholdet mellem kunde og handyman/håndværker."

Eget netværk

Dansk Handyman Service, har derfor lavet deres eget netværk.

"Formålet med netværket er ikke at tjene på medlemmerne, men at hjælpe hinanden, og at modvirke at kunden betaler for at holde liv i en ekstern selvbestaltet salgsorganisation."

Det er Lars Graadals erfaring, at man i dag skal have en side på internet for selv at sælge sine tjenester. En lille side er relativ billig at ordne, siger han, men hvis man samtidig vil sørge for, at siden skal komme op, når potentielle kunder søger efter hjælp, kan det let koste flere tusinde kroner om måneden med annoncer, webmaster og kontinuerlig optimering af søgeord.

"Det er ret meget for et lille enkeltmandsfirma."

Netværket Dansk Handyman Service har nu lavet en fælles webside, hvor hver enkelt har en præsentation. Medlemmerne deler udgifterne, som i stedet havner under tusind kroner pr medlem om måneden. Nye medlemmer er særdeles velkomne.

"Jo flere medlemmer, desto større er vores annonceringsbudget."

Sender opgaver videre

En anden fordel ved netværket er ifølge Lars Graadal, at hvis et medlem har for meget at lave, sender han opgaver videre til en anden, som måske har en tidslomme at fylde. At være medlem af et netværk vil også være en fordel i eventuelle konjunkturbestemte nedgangsperioder, hvor behovet for at annoncere og markedsføre sin virksomhed vil øges.

"Ligeledes kan jobbet som selvstændig håndværker/ handyman godt blive lidt ensomt. Det er derfor rart at vi lige kan ringe og udveksle lidt historier, erfaringer og staldfiduser med hinanden," smiler Lars Graadal.

Næste trin i udvikling af ideen er, at alle kan blive medejere. Har man været betalende medlem 12 måneder, og vist at man holder en god forretningsetik, kan man således få sine medejerandele uden beregning.

Hjem efter udlandsfærd

Initiativet til netværket blev taget af Lars Graadal sammen med Frank Halle og Torben Feldballe. De to sidstnævnte har altid haft adresse på Djursland, mens Lars Graadal nylig er returneret hertil efter mange år i udlandet.

Han er født på Djursland, men forlod Danmark i 1980 og flyttede til Californien. Efter fire år, var han hjemme at vende, hvorefter han udvandrede til Australien. Efter nogle år dernede, backpackede han kontinentet tyndt, og mødte der en svensk kvinde. Derfor havnede han efter seks år Down Under i Sverige, hvor han fik optagelse på Linnéusuniversitetet og i 2000 forlod det med en eksamen i HRM – med socialpsykologi som major.

Efterfølgende var han etableringschef hos danske Harald Nyborg i Sverige, hvor han havde ansvaret for udformningen af firmaets nye varehuse lige fra trækning at ledningsnet til indkøb af butiksdiske.

Efter 21 år i broderlandet vendte Lars Graadal tilbage til sin fødeegn. Hjemme i Danmark måtte han dog sande, at der også her findes aldersdiskriminering på arbejdsmarkedet.

"Det grå guld er bare eftertragtet på det retoriske niveau, virkeligheden ser anderledes ud."

Lars Graadal besluttede derfor at starte en lille enkeltmandsvirksomhed som handyman. Og siden har han ikke haft en ufrivillig fridag, konstaterer han.

-ab

Publiceret 11 July 2019 08:00

SENESTE TV