Jeppe Juhl Jensen tilbage i FC Djursland for fuld kraft som spillende assistenttræner. Foto: FC Djursland

Jeppe Juhl Jensen tilbage i FC Djursland for fuld kraft som spillende assistenttræner. Foto: FC Djursland

Danmarksserien: Forsvarsprofil ny mand i FC Djurslands trænerteam

Jeppe Juhl Jensen er ansat som spillende assistenttræner i FC Djursland. Det skal forbedre holdets defensiv i den nye sæson i Danmarksserien

Af
Martin Schultz

”Jeppe Juhl Jensen passer rigtig godt ind i vores set up. Han er en ledertype og samtidig en god spiller, og han er bærer af FC Djurslands DNA.”

Det siger sportschef i FC Djursland, Nikolaj Søjmark, om ansættelsen af den 26-årige forsvarsspiller Jeppe Juhl Jensen som ny assistenttræner i FC Djursland med start 1. juli. Han afløser Nicolaj R. Poulsen, som efter halvandet år i klubben har ønsket mere tid til familien og derfor efter eget ønske stopper sin trænergerning.

Jeppe Juhl Jensen træder således ind i trænerteamet sammen med cheftræner Robert Sørensen og målmandstræner Jacob Kliver.

”Jeppe har rødder i lokalområdet og er skolet som fodboldspiller på eliteniveau i Randers FC. Han har erfaring fra 2. Division fra tidligere ophold i FC Djursland og fra Odder IF. Da han så samtidig har givet udtryk for gerne at ville prøve trænervejen, var det oplagt at give ham den rolle i FC Djursland. Han har virkelig mange ting at byde ind med,” siger Nikolaj Søjmark.

Politibetjent i Aarhus

Jeppe Juhl Jensen er født og opvokset op i Auning, hvor han i sine unge år spillede under kyndig vejledning af faderen Torben 'Pop' Juhl Jensen, som er tidligere førsteholdsspiller og seniortræner i Auning IF.

Efter en kort afstikker til AGF skiftede Jeppe Juhl Jensen som første års juniorspiller til Randers Freja. Her spillede han med på de bedste ungdomshold på liganiveau og som 17-årig skrev han ungdomskontrakt med kronjyderne. Som senior blev han del af Randers FC’s talenttrup, men skiftede i 2013 som 20-årig til FC Djurslands hold i 2. Division. Siden skiftede Jeppe Juhl Jensen til Odder IF i 2. Division.

Men skader og en uddannelse til politibetjent satte en midlertidig stopper for karrieren, men Jeppe Juhl Jensen genoptog så småt fodboldspillet i Østdjurs 91, som er en af moderklubberne bag FC Djursland. Ad den vej har han genfundet lysten til fodbolden og er blevet en del af truppen i FC Djursland, som spillede sig op i Danmarksserien for et år siden og netop har sikret sig en ny sæson i Danmarksserien.

Jeppe Juhl Jensen er netop blevet færdig som politibetjent. Han skal arbejde på Aarhus Politistation og bliver således kollega med FC Djurslands cheftræner Robert Sørensen.

En ledertype

Og netop cheftræner Robert Sørensen ser frem til samarbejdet med Jeppe Juhl Jensen.

”Det er en god aftale for FC Djursland. Jeppe har meget know how og vil samtidig gerne lære. Han er en ledertype og kan hjælpe spillerne. Han byder sig til og de andre lytter meget til ham,” siger Robert Sørensen.

”Han kommer med nogle fine kompetencer, når det gælder om at udvikle vores defensiv. Og det er der brug for, for skal vi klare os, må vi ikke lukke 58 mål ind som i sidste sæson. Det er over 2 mål i snit, og så skal vi op og lave alt for mange mål for at vinde kampene. 1,5 mål pr. kamp vil være et acceptabelt snit,” mener Robert Sørensen.

FC Djursland genoptager træningen 15. juli.

Publiceret 26 June 2019 18:00