Fra v.: Morten Rahbek Borup, distriktsleder for Ådalsskolen og Ådalen Børneby, og aktiv i Liv i Ådalen, Kirsten Kilpatrick Parnset og den tidligere Warm Guns trommeslager Troels Møller Nielsen ser frem til, at skolegården på Ådalsskolen vil emme af The Blues til Blådalen lørdag 31. august. Foto: Lars Norman Thomsen

Fra v.: Morten Rahbek Borup, distriktsleder for Ådalsskolen og Ådalen Børneby, og aktiv i Liv i Ådalen, Kirsten Kilpatrick Parnset og den tidligere Warm Guns trommeslager Troels Møller Nielsen ser frem til, at skolegården på Ådalsskolen vil emme af The Blues til Blådalen lørdag 31. august. Foto: Lars Norman Thomsen

Blådalen: Billy Cross spiller blå toner i skolegården

Ådalsområdet er klar til den første bluesfest nogensinde i Ådalsskolens skolegård med fine danske navne som Ole Frimer, H.P. Lange og Billy Cross

Af
Lars Norman Thomsen

ÅDALEN Blådalen er et nyt kultur- og festivalprojekt i Ådalen, som er udsprunget af landsbyklyngen Liv i Ådalen.

Lørdag 31. august skal der spilles blues i skolegården på Ådalsskolen i tidsrummet klokken 15.30-23. Fine navne som ”flesh to string” guitaristen Ole Frimer, bosiddende i Ryomgård, H.P. Lange, bosiddende i Termestrup og den herboende dansk-amerikaner Billy Cross, kendt fra Delta Cross Band, CV Jørgensen og en berømt tour som førsteguitarist hos selveste Bob Dylan, står øverst på plakaten.

Hertil kommer Ådalens dramahold, Kulturskolens Blæs og Rock og Jens Billes Børneblues.

Gerne en tradition

"Vi håber, at Blådalen bliver en så stor succes, at det kan blive en årlig begivenhed," siger idemager Kirsten Kilpatrick Parnset, der til daglig arbejder som administrativ koordinator på Ådalsskolen, men i Blådalen-sammenhæng optræder som privatperson sammen med de øvrige i den styregruppe, der har søsat, at der nu skal spilles The Blues i Ådalsområdet.

Troels Møller Nielsen, 66, der har en fortid som trommeslager i Aarhus bandet Warm Guns som havde Lars 'Sjæl i Flammer' Muhl som forgrundsfigur, er nu i en moden alder flyttet til Ådalsområdet, hvor han ernærer sig som skolebuschauffør, er den musikalske konsulent i styregruppen. Ham, der også har styr på scene, lyd og lys.

"Det bliver sjovt at lave en festival i vores område, hvor både store og små kan være med. Formålet første gang er naturligvis, at det bliver så godt, at vi kommer igen til næste år, og jeg tror de musikalske navne kan trække en breds af interesserede til, " siger Troels Møller Nielsen.

En fortsættelse af Blådalen kan meget vel blive i Grusgraven nær Lime, som man i Liv i Ådalen har kig på som et muligt hjemsted til større udendørs arrangementer fremover i Ådalsområdet.

Håber på 350 tilskuere

Suddjurs Kommunes kulturpolitikere i Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur har allerede bevilget Blådalen et direkte tilskud på 70.000 kroner og tillige en underskudsgaranti krone-til-krone på op til 50.000 kroner finansieret fra bevillingen til Landsbyklynger.

"Vi søger dog fortsat fonde og andre sponsorer om støtte, så vi kommer sikkert i mål økonomisk," fortæller Kirsten Kilpatrick Parnset.

Styregruppen budgetterer med 350 betalende gæster. Nogle vil komme på grund af musikken, andre på grund af fællesskabet og muligheden for at få snakket med andre.

Scenen bliver placeret i det hjørne af skolegården på Ådalsskolen, der vender ind mod skolen og ned mod skolens og hallens parkeringsplads.

"Der er nogle særlige krav til scenens størrelse, men den kommer nu ikke til at optage meget plads i skolegården, der efter min mening er fortrinlig og meget velegnet til formålet," siger Troels Møller Nielsen.

Skolegården hegnes ind, så ingen slipper gratis ind. Der er hyret autoriseret vagtpersonale og samaritter til at hjælpe med til at holde justits og gode vibrationer.

Det er aftalt med Ådalsshallen, at Blådalen kan foregå indendørs, hvis det regner i tykke stråler lørdag 31. august.

Ådalsshallen og Hornslet Kultur- & Fritidscenter leverer maden, der skal skal mætte de sultne koncertgæster, mens styregruppen selv organiserer salget af de våde varer.

"Blådalen bygger på, at frivillige kræfter vil hjælpe til. Vi har allerede mange aftaler i hus, men vi har brug for, at endnu flere melder sig til at hjælpe," siger Kirsten Kilpatrick Parnset

Fakta

  • I august 2017 blev Landsbyklyngen Liv i Ådalen optaget i kampagnen Landsbyklynger
  • Formålet med landsbyklyngen er, som navnet siger, at skabe liv i Ådalen for på den måde at sikre en positiv udvikling af området i fremtiden
  • Ådalsområdet er derfor i dag bygget op omkring en række mindre landsbyer med hver deres forsamlingshuse og borgerforeninger samt en række tværgående fællesskaber som eksempelvis IF Ådalen, Ådalshallen, Ådalsskolen og Børnehuset
  • Blådalen kan blive det fælles fikspunkt nummer fem. Mere info og billetkøb på blaadalen.dk

Publiceret 26 June 2019 19:00