Leif Lahn Jensen. Foto: Lars Norman Thomsen

Leif Lahn Jensen. Foto: Lars Norman Thomsen

Debat: Kampen fortsætter for bedre velfærd og lettere låneadgang til borgerne på Djursland

Af
Leif Lahn Jensen (S)

MF - valgt i Østjylands Storkreds

opstillet på Djursland:

"Efter nogle travle uger i valgkampen, som denne gang jo var rigtig lang, vil jeg gerne takke alle som satte deres kryds ved mig og partiet. Det er jeg rigtig glad for og vil gøre mit for at leve op til den store ære det er, endnu engang at repræsentere Djursland i folketinget.

Jeg vil gerne takke alle jer, jeg mødte rundt på hele Djursland, for nogle gode og meget konstruktive samtaler.

Selvom jeg bruger rigtig meget tid på Djursland, ud over at bo her, så er en valgkamp en ret god mulighed for at tage temperaturen i de problemer og udfordringer der er på Djursland. Hvad er det vi går op i, os der bor her, hvilke styrker mener vi at området har, hvilke udfordringer og hvordan løser vi dem sammen?

Når man kommer rundt på hele Djursland i valgkampens 4 uger fra morgen til aften, i alle egne, i næsten alle byer og ved næsten alle dagligvarebutikker, så får man en god fornemmelse af hvad vores egn har at byde på, og hvilke udfordringer vi skal arbejde med.

Vi har en fantastisk egn, som byder på skønne byer i alle størrelser, skøn natur og masse af muligheder. Vi skal bare sikre os, at endnu flere mennesker har lyst til at flytte hertil og endnu flere virksomheder vil bosætte sig på Djursland. Derfor har dette spørgsmål fyldt meget, ved mange af dem jeg har snakket med. Hvordan sikrer vi, at flere vil starte virksomhed op og flere vil flytte hertil?

Jeg kan nævne rigtig mange ting som bedre veje, m.m. men hvis jeg skal fokusere på to ting, vil det være bedre lånemuligheder og bedre offentlig velfærd. Det kan ikke være rigtigt, at man ikke kan låne til en billig bolig i Ørsted, men godt kan låne til en dyrere i Skødstrup. Det kan heller ikke være rigtigt, at kommunerne på Djursland ikke har så mange penge til velfærden, som man har i København.

Derfor skal vi sikre at bankerne og finansieringsselskaberne kommer op i gear og vil kigge på bedre muligheder for lån, samt sikre en mere retfærdig udligningsreform, som ikke kun hjælper de store byer.

Jeg vil gerne ønske jer alle en rigtig dejlig sommer, og håber vi mødes på Djursland i sommervarmen til en forsat god snak."

Publiceret 21 June 2019 17:30

SENESTE TV