Guld i håret og oprykningstrøjer hos TRIF’s spillere og træner efter 7-1 sejren over VH Fodbold. Privatfoto

Guld i håret og oprykningstrøjer hos TRIF’s spillere og træner efter 7-1 sejren over VH Fodbold. Privatfoto

Seriefodbold: TRIF rykker op efter endnu en storsejr

TRIF knuste VH Fodbold med 7-1 og er sikker på at rykke op i Serie 2

Af
Martin Schultz

Det startede med lyn og torden og sluttede med fest og farver.

Endelig lykkedes det for TRIF at forløse klubbens store potentiale, da holdet fredag aften med en stensikker sejr på 7-1 over VH Fodbold sikrede sig de afgørende point til at rykke op i Serie 2.

I tredje forsøg lykkedes det at indfri ambitionerne om at rykke op i Serie 2, efter at TRIF for tre sæsoner siden startede sin genrejsning af seniorfodbolden ved at rykke op fra Serie 4 til Serie 3.

Her overtog Martin Hornbæk Nielsen drengene efter Casper Kjær Sørensen, og så har den ellers stået på tålmodig modning af den helt åbenlyse talentmasse.

”Ingen kan dårlig nok huske, hvornår TRIF sidst spillede i Serie 2. Det er årtier siden. Men for fem år siden tog vi beslutningen om at få seniorfodbolden op at stå. Vi ansatte Frederik Thøgersen som træner og siden Casper Kjær Sørensen for at få det trænings- og spillemæssige og det sociale op at stå. Vi har så mange ungdomshold, men hvorfor skal de unge stoppe eller gå andre steder hen, når de bliver voksne,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

”Vi har U14 hold i Liga 2 og U15 hold i Liga 1 og vi oplever, at de unge nu har fået noget at se op til med vores seniorhold. Og så kan ni af spillerne på det bedste hold faktisk stadig spille U19 fodbold,” siger Martin Hornbæk Nielsen, som fortsætter som træner efter sommerferien og har fået tilsagn fra alle spillere om fortsat at være med på holdet.

Målmand ud med rødt kort

Med en sejr over VH Fodbold kunne TRIF sikre sig oprykningen, så det var surt, da der trak sorte skyder op frem mod kampstart. Efter at holdene havde hilst på hinanden, gik der hyil på himlen med lyn og torden, og dommeren sendte spillerne i omklædningsrummene.

”Men efter et kvarter kunne vi komme tilbage og starte kampen. Vi sad på dem fra starten, for drengene var tændte og fokuserede på opgaven. VH Fodbold var lidt nærgående på nogle omstillinger, men vi satte dem under pres med hurtige omstillinger og kunne have lavet af masser af mål,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

TRIF gik til pausen foran med 3-0 på to mål af sidste uges topscorer Victor Riis og et mål af Emil Haulrik. Efter pausen fortsatte TRIF’s overtag og på ti gode minutter kom hjemmeholdet foran med 6-0.

VH Fodbold fik reduceret til 6-1 på et trøstmål af Rune Fugl efter klumpspil fem minutter før tid, men inden slutfløjtet havde en anden af TRIF’s skarpskytter Frederik Ougaard scoret til slutresultatet 7-1.

TRIF sluttede kampen med ti mand på banen, efter at målmand Hjalte Holm Baarstrøm fik rødt kort godt ti minutter ført tid.

”Hjalte kom uden for feltet i forbindelse med at en bold blev sparket frem. Bolden hoppede og sprang op på hans hånd, men det så nu uforsætligt ud. Så vi sluttede kampen med Rasmus Søegaard på mål,” fortæller Martin Hornbæk Nielsen.

TRIF’s andethold i finale

Med sejren fik TRIF lagt den nødvendige afstand til Nørager B, som vandt en skrivebordssejr uden at komme i kamp lørdag eftermiddag på Nørager Stadion, fordi IF Midtdjurs ikke kunne stille hold.

Ebeltoft IF vandt den forventede sejr med 4-1 over bundproppen Åstrup-Hammelev IF, og allerede torsdag aften spillede Ådalen IF og AC Norddjurs uafgjort 4-4 i noget af en målfest.

Så der var fest i Rønde fredag aften efter endnu en storsejr til TRIF, hvis spillere for alvor har lært at putte bolden i mål. Holdet har efter sejre over Nørager B med 4-0 og 9-0 mod AC Norddjurs og nu 7-1 over VH Fodbold scoret 20 mål i de seneste tre kampe.

Holdets højre back Jens Amstrup blev kåret til kampens spiller hos TRIF, som spiller sæsonens sidste kamp mod Ådalen IF lørdag kl. 13.30 på Lime Stadion.

Ligeledes lørdag eftermiddag kl. 14.00 spiller TRIF’s andethold sæsonfinale i Serie 4 mod Auning IF på Auning Stadion. Begge hold lagde med 9-0 sejre over henholdsvis Kolind-Perstrup IF og AH 2012 op til en højspændt afslutning. Vinderen af kampen rykker op i Serie 3.

Kampfakta

Serie 3, Pulje 35

TRIF - VH Fodbold 7 - 1 (3 - 0)

Fredag 14. juni kl. 19.00 på PR Park i Rønde

Målscorere:

  • 1 - 0 Vicor Overgaard Riis (15. min.)
  • 2 - 0 Victor Overgaard Riis (25. min.)
  • 3 - 0 Emil Haulrik (35. min.)
  • 4 - 0 Lasse Tsepo (60. min.)
  • 5 - 0 Mathias Haulrik (64. min.)
  • 6 - 0 Emil Haulrik (70. min.)
  • 6 - 1 Rune Fugl (78. min.)
  • 7 - 1 Frederik Ougaard (88. min.)

Publiceret 16 June 2019 22:00

SENESTE TV