Mads Petersen, kasserer i Business Djursland, er ikke et sekund i tvivl om, at der er behov for et fælles talerør/mødested for Djurslands erhvervsliv. Han erkender, at foreningen er rystet lige nu, men troen på fremtiden er usvækket for kassemesteren. Foto: Lars Norman Thomsen

Mads Petersen, kasserer i Business Djursland, er ikke et sekund i tvivl om, at der er behov for et fælles talerør/mødested for Djurslands erhvervsliv. Han erkender, at foreningen er rystet lige nu, men troen på fremtiden er usvækket for kassemesteren. Foto: Lars Norman Thomsen

Erhverv: Business Djursland skruer ned for tempoet

Frem til næste generalforsamling i foråret 2020 handler det om synlighed, så medlemmerne får en klar fornemmelse af, at de får noget for deres kontingent

Af
Lars Norman Thomsen

ERHVERV Medlemmerne vil klart og tydeligt vide, hvad de får tilbage for deres kontingent. Det var det måske klareste budskab fra mange af de cirka 40 fremmødte på den ekstraordinære generalforsamling hos Business Djursland, erhvervslivet på Djurslands interesseorganisation, forleden i Kolind+.

Business Djursland havde før generalforsamlingen i marts 2019 289 medlemmer, blev det oplyst på den ekstraordinære generalforsamling. Som det fremgår af regnearket er der nu 170 medlemmer tilbage, og kun 100 af disse havde betalt kontingent forud for den ekstraordinære generalforsamling. I kolonne 3 ses det tidligere kontingentsatser. I kolonne 4 bestyrelsens forslag til justerede kontingenter, som blev vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling. Foto: Lars Norman Thomsen

Business Djursland havde før generalforsamlingen i marts 2019 289 medlemmer, blev det oplyst på den ekstraordinære generalforsamling. Som det fremgår af regnearket er der nu 170 medlemmer tilbage, og kun 100 af disse havde betalt kontingent forud for den ekstraordinære generalforsamling. I kolonne 3 ses det tidligere kontingentsatser. I kolonne 4 bestyrelsens forslag til justerede kontingenter, som blev vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling. Foto: Lars Norman Thomsen

Af de cirka 40 fremmødte havde de 22 ret til at stemme på den ekstraordinære generalforsamling, som den resterende del af Business Djursland bestyrelsen havde indkaldt til efter, at formand Bjarne Nielsen, indehaver af Auning Camping, og næstformand Henrik Carstensen, direktør for Grenaa Havn A/S, i april meddelte, at de trak sig fra bestyrelsen, fordi medlemmerne efter den ordinære generalforsamling i marts meldte sig ud i hobetal i protest mod først og fremmest en markant stigning i kontingentet og honorarer af pæne dimensioner til primært bestyrelsesformanden.

Forud for den ekstraordinære generalforsamling havde bestyrelsen afviklet tre såkaldte dialogmøder med medlemmerne, og møderne havde givet bestyrelsen grund til at tro på en fremtid for Business Djursland.

Rystet forening

Kasserer Mads Petersen, indehaver af MP Advokater Ebeltoft, vil godt erkende, at Business Djursland er en rystet forening efter det store medlemsfrafald i kølvandet på ordinære generalforsamling i marts.

"Selvfølgelig er det en rystet forening, men også en forening med en solid basis, og jeg og resten af bestyrelsen er optimister, når vi snakker fremtiden," siger Mads Petersen.

- Et fremmøde på cirka 40 og af disse 22 stemmeberettigede. Det er vel ikke just et bevis på, at medlemmerne bakker op en fælles forening?

"Det er jo ikke noget særsyn for en forening, at fremmødet på generalforsamlinger er lavt. Jeg har været dirigent på mange generalforsamlinger med et langt mindre fremmøde, men selvfølgelig siger det noget om medlemmernes engagement for vores fælles forening. Det er bare ikke kun Business Djursland, der har den udfordring."

Budgettet halveret

På den ekstraordinære generalforsamling udspandt der sig en lang debat om kontingentets størrelse. Kasserer Mads Petersen fremlagde på vegne af bestyrelsen et revideret forslag til mindre kontingentsatser (se foto), og det blev langt om længe vedtaget.

Flere gav udtryk for, at de gerne ville betale, men kun hvis de kunne fortælle i deres respektive baglande, at de/man som virksomhed fik noget for pengene.

Budgettet, der blev vedtaget på den ordinære generalforsamling i marts, er der blevet justeret kraftigt på. Der er næsten tale om en halvering i udgiftsniveauet fra godt 1.5 mio. kroner til små 800.000 kroner.

Store klumper på udgiftssiden som honorar til formand på 120.000 kroner og honorarer til diverse udvalgsformænd er skåret væk. Det samme er 500.000 kroner til aflønning af en erhvervskoordinator.

Formand og udvalgsformænd vil dog fortsat få udbetalt et beskedent honorar i størrelsesordenen 2.000-4.000 kr. pr. måned. Det er mest at betragte som omkostningsgodtgørelse.

"Vi har lyttet til medlemmerne på vores dialogmøder, men vi fortryder ikke i bestyrelsen, at vi forsøgte at løfte Business Djursland et højere sted hen. Det er tiden ikke moden til, har vi erkendt, og desværre kostede det vores dygtige formand og næstformand. Den nye bestyrelse med formand Ole Sørensen i spidsen skal nu bruge den kommende tid på at få gennemarbejdet en samlet plan med udadgående aktiviteter, så vores medlemmer kan se, hvad de får for deres penge," siger Mads Petersen.

"Vi skruer ned for tempoet og ambitionerne, men medlemmerne kommer til at opleve en bestyrelse, der er meget mere synlig og udfarende, og så håber vi på, at de skibe, som vi sætter i søen, har medlemmernes opbakning. Gensidighed er jo forudsætningen for at drive en forening, også Business Djursland."

Publiceret 16 June 2019 10:14

SENESTE TV