Klovneløb til fordel for Danske Hospitalsklovne

Lørdag kan du løbe for en god sag i Kolinds gader i forbindelse med byfesten

Af
Lars Norman Thomsen

KOLIND Lørdag 15. juni afholdes der Klovneløb i Kolind. Pengene, der samles ind gennem tilmeldinger til løbet, doneres til foreningen Danske Hospitalsklovne.

Klovneløbet er et familieløb, hvor alle kan være med. Det handler ikke om at være hurtigst; Det handler om at få en hyggelig og sjov dag, og samtidig støtte et godt formål.

I Kolind er det Kate Frederiksen og 5.årgang fra KC, der frivilligt arrangerer Klovneløb på vegne af Danske Hospitalsklovne.

Løbet skydes i gang ved boldbanen på Kolind Centralskole, hvor der også vil være forskellige andre aktiviteter for store og små. På dagen vil der også være konkurrencer, boder og hoppeborg.

Prisen for at deltage er 70 kr. per person. Heraf går mindst 56 kr. direkte til Danske Hospitalsklovnes arbejde på landets børneafdelinger. De resterende 14. kr. går til afvikling af løbet. Melder man 5 personer eller flere til på samme tid, falder prisen til 60 kr. per person.

Man kan tilmelde sig på løbsdagen eller købe billet digitalt ved at klikke her:

danskehospitalsklovne.dk og finde Kolind.

Danske Hospitalsklovne er en landsdækkende forening, der støtter indlagte børn igennem deres sygdomsforløb.

Løbet begynder klokken 10.30. Ruter: 2,2 eller 4,8 km.

Publiceret 12 June 2019 18:30