Der arbejdes hårdt på i kulisserne for en kickstart af Kolind Bageri, så der igen kommer lækkerier som disse på hylderne i butikken i Kolind Midtpunkt. Foto: Kolind Bageri

Der arbejdes hårdt på i kulisserne for en kickstart af Kolind Bageri, så der igen kommer lækkerier som disse på hylderne i butikken i Kolind Midtpunkt. Foto: Kolind Bageri

Kolind Bageri har ikke sat sidste punktum endnu

Der bliver arbejdet på at kickstarte både bageri og butik i en nær fremtid. Ejerne af de fysiske bygninger og tilhørende inventar tror på, at det vil lykkes

Af
Lars Norman Thomsen

KOLIND Lige nu er hylderne tomme i Kolind Bageri efter, at bagermester Benny Vand Sørensen, 63, og de øvrige medarbejdere forleden valgte at trække stikket.

En epoke på godt fem år sluttede dermed brat. Primært, fordi udgifterne begyndte at løbe hurtigere end indtægterne, og så bagermesterens ønske om at geare ned.

Det sidste punktum er imidlertid ikke sat endnu, forsikrer Henrik Nielsen, indehaver af bl.a. HN Auto og ham, der ejer bageriet i Gammel Kolind, hvor faciliteterne er på et så fint niveau, at det vil være muligt for en ny bagermester at etablere sig i byen.

Butikken i Kolind Midtpunkt ejer Erik Nymann, og både han og Henrik Nielsen arbejder i øjeblikket på at finde løsningen til at Kolind Bageri kan fortsætte.

Fint for et par

Henrik Nielsen fortæller til Lokalavisen, at der ikke er en løsning i vente lige nu og her, men han understreger, at det sidste punktum "bestemt ikke er sat for Kolind Bageri".

"Det er uhyre vigtigt for både Erik Nymann og mig at få understreget, at Kolind Bageri har en fremtid og at der også er basis for at drive en fornuftig bagerbutik i Kolind," siger Henrik Nielsen.

Henrik Nielsen håber, at et dynamisk par, mand og kone, i deres bedste alder kunne se en mulighed for at drive butikken videre.

"Det vil være den perfekte løsning med et yngre par med de rigtige kompetencer inden for branchen og med ambitioner om at prøve sig selv af som erhvervsdrivende, ville tage opgaven på sig," siger Henrik Nielsen.

Krævende job

Henrik Nielsen vil ikke foregøgle, at det bliver en nem opgave at kickstarte Kolind Bageri.

"Hvis du vil være selvstændig, er der ingen nemme løsninger. Så skal du være klar til at ofre det nødvendige antal timer for at få det til at køre på alle måder, men det er også spændende og motiverende at få ting til at lykkes. For den eller de, der vil investere den nødvendige tid, er der bestemt muligheder i Kolind Bageri."

Han og Erik Nymann hører meget gerne for interesserede, der vil høre mere om mulighederne for at kickstarte Kolind Bageri.

Henrik Nielsen ønsker ikke at give et bud på, hvornår der igen sælges morgenbrød og sigtekorn hos Kolind Bageri.

"Det kan jeg simpelthen ikke, men der bliver arbejdet hårdt på at finde en løsning. Jeg ved, at mange mennesker ikke bare i Kolind, men også i Ryomgård, Thorsager og andre byer savner butikken. Mange har ringet og beklaget, at Kolind Bageri er lukket efter, at de havde læst det i Lokalavisen."

Publiceret 11 June 2019 11:30