Pressefoto.

Pressefoto.

Toppolitikere, natur- og erhvervsfolk tørner sammen i debat om havet

Livet i havet er på dagsordenen, når politikere fra kommuner, Folketinget og EU Parlamentet mødes med havets beskyttere og benyttere til debat i Kattegatcentret

natur Når folketingspolitikere, EU parlamentarikere, kommunalpolitikere og repræsentanter fra erhverv, forskning og naturorganisationer mødes i Kattegatcentret på FN’s biodiversitetsdag onsdag 22. maj, er det for at diskutere beskyttelse og benyttelse af havet.

Bølgerne forventes at gå højt, når der skal diskuteres prioritering mellem mere natur og større biodiversitet i Kattegat og udnyttelse af havet til blandt andet fiskeri, fødevareproduktion, rekreative formål og turisme.

Alle er velkommen.

Kommuner, Folketing og EU Parlamentet

Havet har stor betydning både lokalt, nationalt og internationalt, og derfor er både politikere fra østjyske kystkommuner, folketingspolitikere og EU parlamentarikere på banen. Journalist Mette Walsted Vestergaard styrer debatten om, hvordan vi skal forvalte det danske havmiljø. Fra Folketinget deltager Britt Bager, Leif Lahn, Torsten Gejl, Søren Egge Rasmussen og Kim Kristiansen samt folketingskandidat Jens Meilvang, mens Margrete Auken repræsenterer EU Parlamentet sammen med kandidat til EU Parlamentet Kirstine Bille.

Der vil være særligt fokus på det vestlige Kattegat, og derfor er kommunalpolitikere fra de østjyske kommuner fra Mariager Fjord i nord, Hedensted i syd og Samsø i øst repræsenteret. Fra Norddjurs og Syddjurs kommuner deltager borgmestrene Jan Petersen og Ole Bollesen.

Desuden vil følgende deltage: Lars Brinch Thygesen, miljøkonsulent Danmarks Sportsfiskerforbund, Bo Skaarup, adm. direktør Naturhistorisk Museum, Aarhus, Bo Riemann, Dr. Scient., professor i marin økologi og forvaltning ved Aarhus Universitet, Lone Mouritsen, Forskningsleder Kattegatcentret, Jens Hausted, direktør Dansk Kyst- og Naturturisme, Brian Thomsen, adm. direktør Dansk Akvakultur, og Hans Gæmelke, formand for Djurslands Landboforening.

En plan for havet

Debatten tager blandt andet udgangspunkt i den såkaldte havplan, som er under udarbejdelse i Søfartsstyrelsen. Havplanen skal udgøre grundlaget for anvendelse af Danmarks havområde på en måde, der kan understøtte betingelserne for bæredygtig vækst i ”Det Blå Danmark”. Den skal for eksempel fastsætte, hvilke havområder, der kan anvendes til akvakultur, offshore-energiudvinding, skibsfart, fiskeri, havminedrift og miljøbeskyttelse.

”En kommende havplan kan få stor betydning for havmiljøet i Kattegat og også for de østjyske kommuners planlægning og forvaltning, og derfor forventer vi en meget livlig debat. Jeg er spændt på politikernes holdning til, hvordan vi sikrer beskyttelse af det sårbare miljø i havet, og da mødet er åbent for alle interesserede, håber jeg, at rigtig mange har lyst til at udfordre politikerne på deres holdning til beskyttelse og benyttelse af Kattegat,” siger direktør i Kattegatcentret, Helle Hegelund.

Kattegatcentret er sammen med Komitéen Bæredygtig Kystkultur, Nationalpark Mols Bjerge, Ree Park, og Danmarks Naturfredningsforening vært for arrangementet, som støttes af IDA Miljø, Syddjurs Kommune, Naturhistorisk Museum, Beredskab Rent Kattegat med Miljøforeningen BLAK, Visit Djursland, Business Djursland, Levende Hav, Havbrugsgruppen Ebeltoft, Anholt Grundejerforening m.fl.

Debatten foregår i Kattegatcentret i Grenaa onsdag 22. maj klokken 17. Det er gratis at overvære debatten.

-ab

Publiceret 17 May 2019 11:30