Stemning fra Ebeltoft Skudehavn. Privat foto.

Stemning fra Ebeltoft Skudehavn. Privat foto.

Sangskat: Visens Skib gør klar til sommertogt

Bølgen den blå og tonernes vuggende fald lokker snart Visens Skib fra kaj igen

Af
Anette Bonde

sang sang Visens Skib, der har som erklæret mål at fremme den danske sangglæde og sangskat, gør sit første kulturfremstød på foyerscenen i Musikhuset i Aarhus søndag 19. maj klokken 12 til 13.30. Her vil et udpluk af besætningen underholde i samspil med hinanden og med tilhørerne.

Sommerturnéen for Visens Skib indeholder i år 29 gratis koncerter på forskellige havne i de indre danske farvande.

Poetisk protestaktion

"Det er en protestaktion mod mediernes mangel på kulturpolitisk ansvar for den gode dansksprogede sangpoesi og det morsomst tænkelige og samtidig mest overbevisende kulturpolitiske fremstød for god dansksproget sangpoesi," erklærer Niels Skovby alias Kaptain Høiben. Han er fra Ebeltoft, og det er også ham, der lægger fartøj til og er initiativtager til Visens Skib, SY Ellinor af Ebeltoft.

"God sangpoesi på dansk; folkelige tekster med kraft og indhold i, der fremføres med engagement og holdning, forsvinder fra kulturevents og fra mediernes programflader og erstattes af indholdsløs masseproduceret engelsksproget pop og rock. Hermed forsvinder incitamentet for de mere talentfulde sangskrivere til at bruge vores eget sprog, og det er nu en gang mest autentisk at udtrykke sig på det sprog, man tænker og drømmer på."

"Skriv på engelsk"

Initiativet er affødt af at Niels Skovby i starten af 00'erne fik nys om, at lokalafdelingen i hans organisation DJBFA (Forening for komponister og sangskrivere) sagde til sine medlemmer, at de var nødt til at skrive på engelsk, hvis de ville ud med deres musik - ellers fik de ikke spilletid.

Men det kunne ikke være rigtigt, mente Niels Skovby. Og så tog han initiativ til Visens Skib.

"Jeg håber, at vi har været med som et lille hjul til at vende strømmen. At synge en vise og tolke en sang er at fortælle en historie, og så lytter folk. Teksten er vigtig. Så kan man komme ind og røre ved sjælen mere end ved udenlandsk musik."

Siden 2000

Siden den første koncertturné i 2000, er Visens Skibs årlige sommerturné blevet en stadig mere kendt tradition.

"Interessen har været støt stigende gennem alle årene, vi har været på farten, og er altid afhængig af den enkelte havns opland og det strålende danske sommervejr."

Niels Skouby, der selv spiller guitar og banjo og synger, stiller skibet gratis til rådighed. De optrædende, der består af såvel dygtige amatører, som semiprofessionelle eller professionelle solister, er inviteret fra hele Danmark, og der er lidt udskiftning undervejs.

20. gang i år

Sæsonen går for alvor i gang 5. juni, hvor den første koncert løber af stablen. Det er i Skudehavnen i Ebeltoft, og koncerten varer fra klokken 20 til 21. Afhængig af vejret tiltrækker Visens Skib mellem 100 og 500 tilhjørere i Ebeltoft. Andre steder kommer der op til 600-700.

Visens Skib sejler rundt i hele Danmark, og hver aften er der en ny koncert i en ny by. Den sidste af sommerens koncerter finder sted i Knebelsbro 2. august.

Publiceret 17 May 2019 11:00