Per Zeidler er blevet dømt for rufferi.

Per Zeidler er blevet dømt for rufferi. Arkivfoto

Kendt skyldig i rufferi: Politiker arrangerede 73 gangbang

Tidligere byrådsmedlem Per Zeidler og hans makker har tilstået at stå bag 73 gangbang og tjent 200.000 kroner på dem

Af
Jeppe Rafn

Mens Per Zeidler var byrådsmedlem i Syddjurs Kommune og formand for Familieudvalget, arrangerede han sammen med en 55-årig mand 73 såkaldte gangbang rundt omkring i Danmark.

Ved disse gangbang deltog der typisk 1-2 kvinder, som mod betaling havde sex med omkring 10 mænd.

56-årige Per Zeidler har tidligere til denne avis fortalt, at han kom ind i ’miljøet’, da han var chauffør for en virksomhed, der kørte med escortpiger.

Han deltog selv i nogle gangbang og kom her i kontakt med den 55-årige mand, der kommer fra Vejle-området.

”Vi deltog i et gangbang, hvor en kvinde ikke blev behandlet ordentligt. Vi snakkede med hende og fandt ud af, vi kunne gøre det bedre,” forklarede Per Zeidler, da sagen i torsdags var for Retten i Randers.

Aarhus og Vejle

De to midaldrende mænd indledte efterhånden et formelt samarbejde, som varede, indtil en avis fik nys om sagen og konfronterede ham ved et forsamlingshus i Ammitsbøl ved Vejle kort før kommunalvalget i november 2017.

De 73 gangbang, som de to mænd har erkendt at stå bag, foregik fra april 2016 til november 2017 rundt omkring i landet. En stor del af sexorgierne blev afholdt i Aarhus samt Vejle-området, hvor Zeidlers makker bor. En del foregik i et forsamlingshus i Ammitsbøl ved Vejle, og andre foregik i lejligheder i Aarhus via Airbnb udlejning.

”Nogle vidste, det blev brugt til gangbang, andre vidste det ikke,” sagde den tidligere politiker i retten.

Ordentlige mænd

Per Zeidler stod for at rekruttere kvinderne, mens hans makker, der er uddannet grafiker og har været direktør og selvstændig i den grafiske branche, stod for annonceringen af arrangementerne.

”Vi rådede kvinderne til at komme og se, hvordan det foregik, og hvis det var noget for dem, blev de fotograferet. De godkendte annonceteksten og billederne, og vi lavede stamdatakort, hvor hun kunne udtrykke, hvad hun ville være med til seksuelt. Ved arrangementerne tog vi mod mændene og betaling, og de fik armbånd på og kom i bad. Vi var med som oppassere for at sikre, mændene overholdt aftalerne, og det gjorde de altid. Det var ordentlige mænd, der deltog,” forklarede Zeidler i retten.

Både Per Zeidler og hans makker forklarede i retten, at de afholdt gangbang af lyst, fordi det var sjovt og frækt, og at kvinderne deltog fuldstændigt frivilligt uden nogen form for tvang.

"Mange af kvinderne ville gerne gøre det uden at få en krone for det, men vi insisterede på betaling, så der ikke kom revl og krat. Det var veluddannede mænd fra det bedre borgerskab, der kom. Ordentlige mænd som altid overholdt det, pigerne ville gå med til," sagde Per Zeidler i retten.

Tjente 200.000 kroner

De to gangbang-arrangører var egentlig tiltalt for 109 arrangementer, men ville kun erkende 73 af dem. De nægtede sig ligeledes skyldige i to tiltaler, der handlede om, at de havde taget billeder af en 16-årig pige, der også havde deltaget i to gangbang.

Anklageren gik med til at sløjfe de 36 gangbang og sagerne om den mindreårige pige, mod at Zeidler og hans makker erkendte tilstod de øvrige 73 gangbang.

Ved hver gangbang tjente de to mænd cirka 20 procent af omsætningen. Alt i alt blev det til 200.000 kroner i fortjeneste ved de 73 gangbang i løbet af cirka halvandet år.

Betinget eller ubetinget

Anklager Birgitte Ernst fra Østjyllands Politi gik efter en straf på et halvt års ubetinget fængsel for rufferi til de to mænd. Hun mente, at der var tale om en meget omfangsrig, veldrevet og struktureret virksomhed med en relativ god fortjeneste.

Per Zeidlers forsvarer Henrik Garlik og den medtiltaltes forsvarer Mette Grith Stage mente begge, at deres klienter skulle have en dom på 3-4 måneders betinget fængsel. De påpegede blandt andet, at de begge ikke har været straffet tidligere og har gode personlige forhold, og at de primært lavede arrangementerne af lyst og ikke for at tjene penge, og at hensynet til kvinderne vejede over alt andet.

Henrik Garlik hæftede sig desuden ved, at ”der er tale om seksuelle ydelser i fælles forståelse og lyst, og ingen af kvinderne har været professionelle prostituerede”. Forsvareren sagde desuden, at Per Zeidler kun var gået med til at køre sagen som en tilståelsessag for at skåne gangbang-deltagerne.

”Jeg er sikker på, Zeidler gerne ville have en domsmandssag, men den ville vare 5-6 dage og der ville skulle indkaldes 30-40 vidner, både gæster og piger. Det ville være grufuldt for alle, og det ønsker han ikke at udsætte dem for.”

Mette Grith Stage lagde ligeledes vægt på, at det primært var lysten, der drev værket, både for de tiltalte, kvinderne og mændene. Hun mente, at fortjenesten på 200.000 var meget begrænset, fordi arrangørerne hver gang havde et kæmpe arbejde med at få stablet et gangbang på benene.

Forsvarerne mente derfor begge, at der højst kunne blive tale om en betinget fængselsdom på 3-4 måneder til deres klienter.

Dommen

Dommerens dom lød på seks måneders betinget fængsel til både Per Zeidler og hans makker med en prøvetid på to år. De får konfiskeret fortjenesten på 200.000 kroner og skal betale sagens omkostninger og salær.

"Rufferi er strafbart, og der er tale om et betydeligt omfang og varighed. Det har været velarrangeret og ledet af jer to, og derfor får I seks måneder. Det er gjort betinget, fordi I ikke er straffede og med jeres tilståelse har medvirket til sagens opklaring og fremme. Det har også betydning, at de involverede kvinder har haft en udstrakt grad af selvbestemmelse," lød dommerens begrundelse.

Per Zeidlers makker accepterede straks dommen, da det for ham var afgørende ikke at komme fysisk i fængsel, og så han kan komme videre med sit liv. Per Zeidler lod via sin advokat forstå, at han vil tænke over, om han vil anke dommen på seks måneders betinget fængsel, der efter hans mening er for lang.

Denne artikel er blevet opdateret, siden den blev publiceret første gang omkring klokken 14.

Publiceret 16 May 2019 14:11