Nicolai Jarsmer (i midten) havde ikke held til at nette i opgøret mod VSK, hvor der var comeback til Jamil Faizi (th.), mens Kristian Geertsen (tv.) fortsat er skadet. Foto: Young Work Productions

Nicolai Jarsmer (i midten) havde ikke held til at nette i opgøret mod VSK, hvor der var comeback til Jamil Faizi (th.), mens Kristian Geertsen (tv.) fortsat er skadet. Foto: Young Work Productions

Danmarksserien: Smølfemål punkterede FC Djursland i bittert nederlag til VSK

FC Djursland tabte med 3-0 til topholdet VSK Århus, som med to mål kort før pausen gav FC Djursland en mavepuster på HSM Arena i Grenaa

Af
Martin Schultz

”3-0 til VSK Århus er et misvisende resultat. Men det viser lige nøjagtig forskellen på et tophold og et bundhold. Heldet og dygtigheden følger topholdet, som har lidt mere skarphed og momentum. Når vi ligger i tabellen, hvor vi ligger, så er det ekstra svært for os. Det var bittert, for VSK skabte ingenting i det åbne spil.”

Sådan lød fodboldvisdommen fra FC Djurslands Robert Sørensen, efter at hans hold lørdag eftermiddag tabte med 3-0 efter 2-0 ved pausen på hjemmebanen HSM Arena i Grenaa til et af rækkens tophold VSK Aarhus.

Århusianerne, som er nedrykkere fra 2. Division og har de to tidligere AGF-spillere Jens ”Mubas” Gjesing og Mads Post som nyt trænerpar, var skarpest på de få muligheder i en chancefattig 1. halvleg. Men der skulle et med Robert Sørensens ord ”smølfemål” til for at sætte VSK i gang, og med to mål kort før pausen var det den værst tænkelige udgang på 1. halvleg for hjemmeholdet.

Fem minutter før pausen havde VSK en kikset afslutning, som trillede på tværs i feltet og hen til en helt fri Oscar Scott Carl, og det tidligere AGF-talent havde let ved at score. Og få minutter senere fik VSK et dumt frispark lidt uden for feltet.

”På det indadskruede indlæg mistede Rasmus Cramer sin markering og VSK kunne heade sig foran med 2-0 ganske kort tid før pausefløjtet. Det var en mavepuster af rang,” fortæller Robert Sørensen.

Sæsondebut til Jesper Bredahl i målet

”Vi var i pausen enige om, at vi skulle ud i 2. halvleg med et andet udtryk. Kunne vi lave et mål, var det en helt anden kamp. Og vi kæmpede godt og skabte flere muligheder ved blandt andet Nicolaj Jarsmer og Søren Koch Østergaard. Et forsøg blev reddet på stregen, og VSK’s målmand præsterede en mirakelredning. Som kampen skred frem, pumpede vi bolde frem for at skabe noget, men når det ene hold skal jagte målene, så slækker det på sin organisation. Så VSK fik mere plads at spille på, men jeg synes vi i 35 minutter i 2. halvleg holdt dem væk fra chancer. Men til sidst scorede de alligevel omkring det 80. minut, så jeg havde ondt af mine spillere, for vi stod godt defensivt gennem hele kampen mod et meget dygtigt omstillingshold,” siger Robert Sørensen.

FC Djursland havde for første gang den fra Nørager B tilkomne målmand Jesper Bredahl i buret, og han spillede en fin kamp trods gæsternes tre scoringer. I midterforsvaret var Emil Bjerre Busk og Jeppe Juhl Jensen tilbage efter skader, mens Rasmus Brasch blev sparet efter rygproblemer i den seneste kamp. Nicolaj Jarsmer var fra start skubbet helt frem på toppen med Frederik Laursen bag sig til at støbe kuglerne for den alsidige Jarsmer, der også har spillet i midterforsvaret i flere kampe. Med en halv time igen blev Frederik Laursen taget ud og Nicolaj Jarsmer trukket ned på hans position, mens Morten Bruun blev sat ind som frontløber. Også offensivspilleren Jamil Faizi fik comeback efter en længere skadespause.

Top-tre hold venter på lørdag i Grenaa

Med nederlaget kurede FC Djursland igen ned i bunden af feltet på fem hold, som ser ud til at skulle kæmpe om at undgå play off-kampene om nedrykning. Sidst ligger Lystrup IF med ti point op til FC Djursland.

”Vi har nu spillet to gange mod alle hold og mangler de sidste ni kampe. Realistisk set mener jeg, at vi skal skaffe 15 point. Det er store krav til en hårdt skadesramt trup, men vi lider under, at vi i efteråret tabte de første fem kampe i træk. Jeg er ikke fan af at kikke på, hvordan vores modstandere klarer sig i de andre kampe. Vi skal vinde vores egne kampe og håbe på, at det rækker,” siger Robert Sørensen.

Allerede påskelørdag kl. 15.00 kommer FC Djursland på en ny hård opgave, når top-tre holdet Lyseng IF, som ligesom VSK Århus er nedrykker fra 2. Division, kommer på besøg på HSM Arena i Grenaa.

Kampfakta:

Danmarksserien, Pulje 4

FC Djursland - VSK Århus 0 - 3 (0 - 2)

Lørdag 13. april kl. 15.00 på HSM Arena i Grenaa

Målscorere

    0 - 1 Oscar Scott Carl (40. min.)

    0 - 2 Anders Schultz (43. min.)

    0 - 3 Oscar Scott Carl (79. min.)

Publiceret 15 April 2019 12:55