Iværksætterundersøgelse fra Dinero viser, at der i 2018 blev registreret 320 nye virksomheder i Syddjurs Kommune. Gitte Pedersen, der er aktuel med nystartede Butik LULU i Hornslet, er ikke blandt de 320, for hun er først begyndt at drive sin butik i indeværende år. Foto: Lars Norman Thomsen

Iværksætterundersøgelse fra Dinero viser, at der i 2018 blev registreret 320 nye virksomheder i Syddjurs Kommune. Gitte Pedersen, der er aktuel med nystartede Butik LULU i Hornslet, er ikke blandt de 320, for hun er først begyndt at drive sin butik i indeværende år. Foto: Lars Norman Thomsen

Iværksættere: 320 nye virksomheder i Syddjurs

I 2018 blev der i Syddjurs startet 13,5 nye virksomheder pr. 1.000 indbyggere mellem 18 og 64 år

Af
Lars Norman Thomsen

ERHVERVSLIV I Gentofte Kommune blev der sidste år registreret 21,8 nye virksomheder pr. 1.000 indbyggere på 18-64 år. Det er det højeste antal på landsplan. Gentofte Kommune efterfølges af Albertslund, Københavns, Rudersdal og Dragør Kommuner.

Det laveste antal nye virksomheder pr. 1.000 indbyggere blev registreret i Vejen Kommune. Her var antallet 8,4 – et fald fra 10,4 i 2017. Vejen Kommune blev efterfulgt Nyborg, Ringkøbing-Skjern, Billund og Holstebro Kommuner.

Det viser Dineros årlige iværksætterundersøgelse, der registrerer, hvor mange nye CVR-numre som er blevet oprettet i det Centrale Virksomheds Register i løbet af 2018.

Syddjurs nummer 33

Syddjurs Kommune indtager en plads som nummer 33 blandt de 98 kommuner.

Iværksætterundersøgelsen viser, at der i 2018 blev registreret 320 nye virksomheder i Syddjurs Kommune. Det svarer til 13,5 nye virksomheder pr. 1.000 indbyggere mellem 18 og 64 år. Dermed placerer Syddjurs sig lige over landsgennemsnittet.

På landsplan er antallet 13,4 pr. 1.000 indbyggere i aldersgruppen.

Norddjurs nummer 72

Norddjurs Kommune indtager en plads som nummer 72.

Iværksætterundersøgelsen viser, at der i 2018 blev registreret 235 nye virksomheder i Norddjurs Kommune svarende til 10,7 pr. 1.000 indbyggere mellem 18 og 64 år.

"Iværksætteri er blevet moderne. De landsdækkende tv-stationer sender programmer om iværksætteri i bedste sendetid, og der skrives artikler i massevis om nye virksomheder, som popper op. Iværksætteri har i dag bred appel og pirrer til danskernes nysgerrighed," udtaler serieiværksætter Martin Thorborg, som er adm. direktør i regnskabsprogrammet Dinero, der står bag Iværksætterundersøgelsen.

Sammenlignlige kommuner:

    Aarhus 26: (3.229 nye virksomheder, 13,9 pr. 1.000 indbyggere mellem 18 og 64 år.)

    Skanderborg 34: (462 nye virksomheder, 13,1 pr. 1.000 indbyggere mellem 18 og 64 år.)

    Randers 44: (729 nye virksomheder, 12,5 pr. 1.000 indbyggere mellem 18 og 64 år.)

    Mariagerfjord 70: (263 nye virksomheder, 10,8 pr. 1.000 indbyggere mellem 18 og 64 år.)

    Favrskov 71: (297 nye virksomheder, 10,8 pr. 1.000 indbyggere mellem 18 og 64 år.)

    Kilde: Danmarks Statistik og CVR

.

Publiceret 14 April 2019 16:31