Bjarne Nielsen alias 'Campingfatter' er fortid som bestyrelsesformand i Business Djursland. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Bjarne Nielsen alias 'Campingfatter' er fortid som bestyrelsesformand i Business Djursland. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Business Djursland: Formand trækker stikket

Det massive frafald af medlemmer efter sidste måneds generalforsamling får en skuffet, men afklaret Bjarne Nielsen til at trække sig som formand for bestyrelsen i Business Djursland

Af
Lars Norman Thomsen

Bestyrelsesformand Bjarne Nielsen alias Campinfatter, Auning, har på et netop afholdt ekstraordinært bestyrelsesmøde fredag eftermiddag orienteret Business Djurslands bestyrelse om, at han har valgt at udtræde af bestyrelsen, efter at et stort medlemsfrafald har vist, at medlemmerne ikke støtter Business Djurslands nye strategi, som ellers blev vedtaget på generalforsamlingen 14. marts med stemmerne 19-15 i en forening, der på daværende tidspunkt havde i omegnen af 350 medlemmer.

Fredag var medlemstallet dykket til 185.

Den nye strategi, 'Proaktiv Erhvervsfremme', med ansættelse af personale og aflønning af formand og bestyrelse betød en væsentlig forhøjelse af kontingentet.

Det har mange medlemmer reageret negativt på.

Med det store medlemsfrafald bliver det ikke muligt at levere 'Proaktiv Erhvervsfremme', sådan som Business Djursland ellers havde lagt op til.

Bristede forhåbninger

Formanden havde ellers store forhåbninger til den nye strategi, fordi den efter hans opfattelse "ville sende et klart signal om, at virksomhederne på Djursland er ambitiøse og vil mere end blot mødes til et par arrangementer en gang i mellem, hvilket ganske vist er hyggeligt, men egner sig bedre til en kaffeklub end en erhvervsforening," som han formulerer det i en pressemeddelse efter fredagens ekstraordinære bestyrelsesmøde.

"Jeg vil altid arbejde for et styrket og samlet Djursland, men når medlemmerne ikke vil spille med os på den nye bane, så ser jeg ikke nogen fremtid for Business Djursland, som jeg kan stå inde for. Vi kan ikke gøre den forskel der skal til, og blive en ligeværdig samarbejdspartner, hvis vi ikke har en professionel forening, som har muskler til at være operationel partner på erhvervsudviklingen, og derigennem hjælpe medlemmerne bredt med forretningsudvikling og vækst. Man kan selvfølgelig sagtens have ambitioner om at gøre det, som vi hidtil har gjort, men når man nu så gerne vil meget mere og tror så meget på det her projekt, så er det svært at finde samme gejst for at gå i stampe i stedet," lyder det fra Bjarne Nielsen.

Også næstformand Henrik Carstensen, direktør for Grenaa Havn A/S, har trukket sig fra bestyrelsen.

Hvordan fremtiden ser ud for den resterende bestyrelse, følger Lokalavisen op på. Det mest sandsynlige er, at der snarest indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling.

Publiceret 12 April 2019 15:20